Læsetid: 5 min.

Det værste er blikket

»Medea er det menneske, jeg ikke kan forstå. For hvilket menneske kan slå sine egne børn ihjel?« spørger Katrine Wiedemann forud for lørdagens Medea-premiere på Gladsaxe Teater
18. september 2004

Interview
»Det er min første forestilling, hvor der ikke er basis for at grine en eneste gang,« siger teaterinstruktøren Katrine Wiedemann – og griner.
Hun smaller øjnene. Håret bruser i mørkt drama. Hun har 30 forestillinger bag sig, men alligevel er hun blevet overrumplet af Euripides’ tragedie om Medea, der hævner sig på sin utro mand ved at dræbe deres to børn.
»Det har været svært at undgå at komme ind i en depressiv stemning, for Medea handler jo om de største rå følelser – om hadet og hævnens anatomi. Forestillingen her på Gladsaxe Teater bliver derfor også en helt nedskrabet version scenografisk. Stykket er ind til benet, så vi fandt ud af, at det også måtte være en ’Medea-kraft’, der havde bygget scenografien. En destruktiv kraft. Derfor er der bogstaveligt talt kun det rå gulv tilbage.«
– Er Medea da en destruktiv kraft?
»Ja, det må man da sige. Men hun er jo også en livgivende kraft – hun har jo de her børn.«

Et og 2,5
Det har Katrine Wiedemann også. To børn på 2,5 og snart et år – den sidste født lige efter hendes vandkåde tolkning af Shakespeares Stormen sidste efterår i Kanonhallen.
– Jamen, hvem er Medea?
»Medea er det menneske, jeg ikke kan forstå. For hvilket menneske kan slå sine egne børn ihjel? Det kan jeg faktisk ikke forstå! Euripides indgår faktisk i en dialog med Medea og spørger hende: ’Hvorfor gør du det?’ Stykket prøver virkelig at forstå dét, som burde være naturstridigt for mennesket – altså at slå sine børn ihjel.«
»Grækerne arbejder jo med katharsis – med renselsesidéen om, at man går ud med håb og liv efter teaterforestillingen, så kunsten i sig selv kan blive et modsvar til livets grusomhed.«

Beslan og Medea
Katrine Wiedemann trækker de spidse støvler op under sig i sofaen. Fra vinduet i teaterdirektørens kontor kan man se et gyngestativ i en have. Gyngerne blafrer tomme i vinden.
– Hvordan har børnegidseldramaet i Beslan påvirket jeres opsætning?
»Gidseldramaet har givet denne forestilling en ubehagelig lighed med virkeligheden. Rent faktisk har jeg følt, at jeg måtte ’lukke ned’ for virkeligheden for overhovedet at kunne klare at lave forestillingen. Derfor har jeg befundet mig i et konstant gys i otte uger.«
»Det er dobbelt. Man tror tit, at man kan bruge virkeligheden til inspiration for den kunst, man laver. Men virkeligheden kan være for barsk. Kunst skal jo løfte ånden – og mit teater skal ikke være som at se tv-avisen.«
Hun standser op midt i turbotalen. 35 års livserfaring bliver komprimeret til et par sætninger. Tøven er der vist ikke temperament til.
– Har du tolket stykket kvindepolitisk?
»Nej, ikke egentlig. Jeg ved godt, at stykket har været en lækkerbidsken for feministerne. Men min vinkel har mere været at se Medea som ein Mensch. Det er mennesket Medea, der interesserer mig – ikke heltinden, for hun er ingen heltinde. Men undervejs har jeg måttet erkende, at der er nogle kræfter hos hende, som er mest kvindelige. Men egentlig kan jeg meget bedre se mig selv som Jason – han er meget lettere at forst八
»Samtidig er teksten skrevet i det græske, patriarkalske samfund, hvor det at blive forladt af en mand var en uoverstigelig ulykke. I dag ville man herhjemme bare sige: Get over it… Derfor er det vigtigt huske på, at Medea både har forladt sit land og slået sin bror ihjel for at være sammen med Jason. Det er liv og død for hende.«

Godt og ondt
– Er du kommet tættere på Medeas hævntrang undervejs i prøveforløbet?
»Både ja og nej. Jeg er jo nødt til at prøve at forstå hende. Og måske ser jeg mere nu, at hendes hævn er en konsekvens af, at hun er et menneske, der altid er 100 procent. Hun er 100 procent elskende hustru og 100 procent opofrende mor. Det har bare den slagside, at hun også kan blive 100 procent hævnende hustru…«
– Er Jason også 100 procent?
»Nej, det er han jo ikke! Alligevel er det svært at udpege skurken, for hverken Jason eller Medea er ensidigt gode eller ensidigt onde. Men de er farlige i deres tro på, at man opdele verden i godt og ondt.«
– Hvor meget blod kommer vi til at se?
»Vi er i en arena, så vi kan ikke så let skjule grusomhederne. Men det er ikke så vigtigt, hvordan hun egentlig dræber dem – og nej, det er ingen splattergyser. I stykket siger koret til Medea, at hun sikkert ikke tør se børnene i øjnene, mens hun gør det. Men der er ingen barmhjertighed for Medea. Hun skal se på sine egne gerninger, og det skal vi så også som tilskuere for at kunne følge hende.«

Har du selv børn?
»Det værste er blikket, det tror jeg. Altså barnets blik det øjeblik, hvor det forstår, hvad det er, man vil gøre. Det øjeblik, hvor det ved, at mor vil slå det ihjel – har du børn selv?«
Spørgsmålet flyver uden varsel over bordet, mens sprækkeøjnene spidder intervieweren.
– Øh, jo, jeg har tre…
Indrømmet, intervieweren sidder nu uroligt i stolen. Og fotografen ømmer sig, jo, hun har også børn, papbørn altså, men nu er det vist snart fototid…? Men her glider instruktøren hjemmevant ind i sin styrende rolle og læner sig forover.
»Så kender I jo også følelsen, ikk’? Følelsen af, hvor mange kræfter man bruger på at lukke af over for alle de ulykker, der kunne ramme ens børn?«
Intervieweren prøver at tage til genmæle.
– Så hun lægger ikke bare en pude over deres ansigter?
»Det talte vi faktisk om undervejs. Men nej, hun må gå linen ud og møde børnenes blik. Man slipper ikke afsted med den handling uden blikket.«
»Børnene har faktisk været en stor hjælp. Vi arbejder jo med to hold drenge, og det har været skønt, når lille Oliver har stået ivrigt og råbt: ’Er det os, der skal slås ihjel i dag? Bare vi skal slås ihjel i dag.’«
»Så har vi leget alle mulige måder at slå dem ihjel på, og alle har grinet. Sådan skal det være. Vi kan ikke lave kunst, hvis vi ikke tør prøve på scenerne.«

*Katrine Wiedemanns iscenesættelse af ’Medea’ har premiere i aften med Karen-Lise Mynster i hovedrollen over for Lars Boms Jason på Gladsaxe Teater – i scenografi af Edward Pierce. Forestillingen spiller frem til 31. oktober

*www.gladsaxeteater.dk

Blå bog
Wiedemann
*Katrine Wiedemann, f. 1969. Autodidakt teaterinstruktør. Har iscenesat bl.a. Det virkelige liv på Kaleidoskop, Alice i Underverdenen og The Black Rider på Betty Nansen Teatret, Døden og pigen på Ålborg teater og Romeo og Julie på Dramaten. Til efteråret skal hun instruere Jokum Rohdes Pinocchios aske på Det Kgl. Teater.amc

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her