Læsetid: 4 min.

Den væsentligste effekt af aktivering er truslen

Skal ledige straffes for manglende jobsøgning?
7. september 2004

Aktivering bør anvendes til at kvalificere ledige, ikke til at true dem i beskæftigelse. Trusselseffekten kan i stedet opnås ved at opstille krav til søge-aktivitet kombineret med en dagpenge-reduktion ved mangelfuld søgning
Den væsentligste effekt af aktivering af forsikrede ledige i Danmark er motivationseffekten: Truslen om aktivering får ledige personer til at finde job, før de skal i aktivering, fordi udsigten til at skulle aktiveres får de ledige til at søge mere aktivt, eller fordi de motiveres til at tage job, de ellers ikke ville have taget. Denne effekt er efterhånden dokumenteret i en række studier. Sammen med Michael Svarer fra Aarhus Universitet har jeg beregnet, at motivationseffekten bidrager til at reducere et gennemsnitligt ledighedsforløb for forsikrede ledige med knap tre uger.
Aktivering har imidlertid også en anden funktion, som består i at ledige opkvalificeres med henblik på at forbedre deres beskæftigelseschancer. Denne funktion varetager arbejdsmarkedspolitikken imidlertid ikke særlig godt. Dette hænger sandsynligvis sammen med, at omfanget af aktivering er så stort, at det er svært at målrette hvert enkelt forløb. Et stort omfang er imidlertid en nødvendig forudsætning for trusselseffekten – ellers ville truslen være for lille.
Man kan derfor overveje en ændring af arbejdsmarkedspolitikken, så aktivering udelukkende anvendes med henblik på opkvalificering, og så må man på anden vis fremme de lediges jobsøgning. Formålet med en sådan ændring er at forbedre målretningen af aktivering mod den lediges og arbejdsmarkedets behov for derved at opnå bedre opkvalificerings-effekter.
Samtidig kan det virke besparende, idet aktivering er en omkostningstung aktivitet. En metode til at tilskynde øget jobsøgning er ved opstilling af eksplicitte krav til dokumenteret søgeaktivitet for ledige, som med jævne mellemrum – eller ved en omfattende stikprøvekontrol – skal kontrolleres. Manglende jobsøgning skal så resultere i først en advarsel og dernæst en sanktion, bestående i en midlertidig reduktion i dagpenge- eller kontanthjælps-satsen. Muligheden for at reducere i overførslen ved manglende rådighed eksisterer allerede i dag, men der er ikke formuleret eksplicitte søgekrav.
I blandt andet Holland og Schweiz har man sådan et system, og i begge lande er der for nylig foretaget vurderinger af effekten på lediges søgeaktivitet. I begge lande viste det sig, at en pålagt sanktion havde en kraftig positiv effekt på den hastighed, hvormed de ledige fandt job. I den sammenhæng er det interessant, at størrelsen af sanktionen ikke spillede nogen større rolle, hvilket fortolkes derhen, at det er selve chokket ved at blive pålagt en sanktion, der har effekt.

Utilsigtede virkninger
I Schweiz kunne man desuden vurdere effekten af at give den ledige en advarsel om utilstrækkelig søge-aktivitet, og denne effekt viste sig at være af nogenlunde samme størrelsesorden.
I Schweiz foretoges også en vurdering af, hvorvidt der var nogen effekt af selve sanktionssystemet på de ledige, som ikke modtog hverken advarsel eller sanktion, altså en motivationseffekt. Resultaterne indikerede, at der var en effekt, som bestod i at selve truslen om kontrol med søgeaktiviteten fik de ledige til at finde job hurtigere, end de ellers ville have gjort. Et sådant system kunne nok ret uproblematisk implementeres i Danmark.
Spørgsmålet er bare, om det er ønskværdigt, og det må naturligvis blandt andet afhænge af, om det kan tænkes at have utilsigtede bivirkninger. Her har Torben Tranæs (fra Rockwool Fondens Forskningsenhed) tidligere påpeget en risiko for, at virksomhederne oversvømmes med useriøse ’alibi’-ansøgninger, som udelukkende bliver skrevet, for at den ledige kan dokumentere en vis søgeaktivitet.
Dette er naturligvis en ulempe for virksomhederne, men kan også blive det for de ledige, idet konsekvensen kan blive, at virksomhederne – når de skal besætte ledige stillinger – vil fravælge ledige ansøgere og i stede forsøge at hugge medarbejdere fra andre virksomheder. Dette kan resultere i et øget lønpres og yderligere marginalisering af de ledige, hvilket ikke er ønskeligt. En anden ulempe er, at der jo ikke nødvendigvis er stillinger, som kan søges af en given ledig, i hvilket tilfælde søgekravet bliver urimeligt.
Vi ved desværre ikke noget om, hvor stort omfanget af sådanne utilsigtede bivirkninger vil være, endsige hvor store effekterne af søge-krav og sanktioner vil være i Danmark, og derfor kan man overveje at gennemføre en forsøgsordning i en begrænset periode i nogle få kommuner eller regioner. Her kan man så også afprøve, hvorvidt det er muligt at konstruere rapporterings-rutiner, som kunne afhjælpe disse ulemper.
Den førstnævnte ulempe indebærer samarbejdsvilje fra virksomheder som rammes af alibi-ansøgninger, men det har virksomhederne selvfølgelig også en selvstændig interesse i for at holde lønningerne nede og arbejdsudbuddet oppe.
Den anden ulempe er formentlig ret let at undvige ved at udnytte sagsbehandlernes kendskab til efterspørgselssituationen på det lokale arbejdsmarked.
I en situation, hvor det nuværende aktiveringssystem delvist spiller fallit, og hvor en større reform (sammenlægning af sagsbehandlingen for forsikrede ledige og kontanthjælpsmodtagere) alligevel synes på vej, er det da værd at overveje sine muligheder.

*Michael Rosholm er forskningsprofessor ved Institut for Økonomi på AU.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her