Læsetid: 6 min.

Vargas Llosa: Kaos, hvis tropper trækkes ud af Irak

I historiens terræn er det umulige farligt, og det er kun demagoger og uansvarlige, der forsvarer det, siger den verdenskendte forfatter Mario Vargas Llosa. Han advarer mod at trække tropperne ud af Irak
17. september 2004

Interview
BARCELONA – Irak vil ende i et stort kaos og gå i opløsning med en voldsspiral mellem forskellige etniske og religiøse grupper, hvis de internationale tropper trækkes ud af Irak. Det sagde den verdenskendte peruvianske forfatter Mario Vargas Llosa onsdag aften på en international litteraturbienale i Barcelona, Kosmopolis 2004.
Vargas Llosa markerede sig sidste år som en stærk modstander af den USA-ledede krig i Irak, fordi han så det som en illegal intervention, der skadede FN og kunne føre til øget uro og terror. Men nu advarer han imod, at USA, Storbritannien og andre lande trækker sig ud af Irak. I Barcelona gik Mario Vargas Llosa åbent i rette med den spanske ministerpræsident, José Luís Rodriguez Zapatero, der for nylig under et besøg i Tunesien opfordrede andre lande til at følge det spanske eksempel.
»Det er ikke et solidt forslag, der er ledsaget af en solid politisk reflektion, der kan gøres til seriøs politik. Det ligner mere et effektfuldt kampagneforslag,« sagde han.
»Vil der spontant blive demokrati og fredelig sameksistens i Irak, hvis de amerikanske, de britiske, de polske og andre udenlandske styrker trækker sig ud i morgen aften? Man skal være meget optimistisk for at forestille sig det. Det er næsten sikkert, at alle de religiøse og etniske konflikter vil blive forværret. Konflikterne mellem kurdere og arabere, mellem shiitter og sunni-muslimer, og mellem muslimer og de kristne mindretal vil eksplodere,« fastslog Vargas Llosa. Han frygter også, at islamistiske terrorgrupper vil søge at overtage magten og bidrage til at forstærke de
etniske og religiøse konflikter.
»Det vil føre til kaos, opløsning af Irak og sikkert en øjeblikkelig international intervention. Vil Iran måske sidde med armene over kors og kigge stilfærdigt på, hvad der sker bag portene langs den lange grænse til Irak?«
Mario Vargas Llosa mindede om, at det internationale samfund også har forpligtet sig til at hjælpe Irak. Den aktuelle tilstedeværelse af udenlandske tropper i Irak er godkendt af FN’s Sikkerhedsråd, så man kan »hjælpe Iraks overgangsregering til at afholde et demokratisk valg og få opbygget en demokratisk forfatning. Det er umuligt at forestille sig, at Irak kan opbygge et demokrati, hvis ikke de i lang tid fremover får hjælp af en international styrke til at skabe orden og sikkerhed i Irak,« sagde han.

Kants ideal fortoner sig
»Jeg er ikke tilhænger af krige,« understreger Vargas Llosa over for Information.
»Jeg håber, at det kantianske ideal om en universel fred engang bliver realiseret. Men jeg er 68 år, og jeg har levet i så lang tid, at det ideal måske er længere væk fra at blive til virkelighed, end dengang jeg var barn.«
Selv om dette ideal har en fremtrædende plads i hans seneste roman, Paradiset ved det næste hjørne, så mener han ikke, at udsigterne er alt for lyse.
»Med den stadig mere avancerede krigsteknologi, som er ophobet i verden, kan vi ende med at se, at hele vores civilisation bliver destrueret. Derfor er vi nødt til at reflektere over, hvordan vi med praktiske og realistiske skridt kan nå nærmere freden.«
»Konflikterne i det 21. århundrede vil ikke ligne tidligere tiders krige, hvor staters hære stod over for hinanden i krige om territoriet. Fjenderne i dag er usynlige, det er små mobile sekter og grupper, der på grund af deres mobilitet er meget svære at besejre. De kommer og forsvinder. Det er, som George Orwell engang skrev, umuligt at forestille sig en kamp mellem en elefant og en myg. Myggen kan ikke dræbe elefanten, men den kan gøre livet besværligt og næsten uudholdeligt for elefanten. Det 21. århundredes krig er krige mellem myggen og elefanten.«
– De var imod krigen i Irak, men nu forsvarer De de internationale troppers brug af vold og militær magt for at undgå et endnu større kaos. Hvorfor det?
»Det gælder om at søge det muliges kunst. Umuligheden er litteraturens anliggende, og det er mit felt, det er skønt, og jeg har brugt hele mit liv på at sætte ord på det umulige. Men i historiens terræn er det umulige farligt, og det er kun demagoger og uansvarlige, der forsvarer det. I dag er situationen så alvorlig, at vi kan risikere menneskehedens destruktion. Vi må finde praktiske svar og formulere en pragmatisk politik, der kan gøre op med al den vold, der omgiver os.«
Vargas Llosa mener, det er en myte, at de islamistiske oprørsgrupper bare kæmper for at få de udenlandske besættelsestropper ud af Irak: »Mange af dem, der er med i de islamistiske terrorgrupper kommer jo også fra andre lande. De kæmper ikke for den irakiske civilbefolkning, sådan som det siges. Langt de fleste af deres ofre er civile irakere, som de forsøger at terrorisere til at indtage en fjendtlig position over for besættelsesstyrkerne. Og hvis irakerne ikke gør det, risikerer de livet for det. De islamistiske terrorister kæmper ikke for irakerne, men imod den store Satan, som, de mener, er USA. De ønsker at installere en ekstremistisk islamisme i Irak, der kan bombe irakerne tilbage til et terrorregime, der kan blive lige så forfærdeligt som i Saddam Husseins tid.«

Ikke et nyt Balkan
Under en rejse til Irak i 2003, kort efter Saddam var blevet væltet, mødte Mario Vargas Llosa ikke en eneste iraker, der sagde, at de længtes tilbage til Saddam Hussein: »De var lykkeligvis blevet befriet fra et monstrøst regime, der havde forfulgt befolkningen, brugt systematisk tortur og lavet folkemord mod kurderne.«
Det har han ikke glemt, selv om folkestemningen i Irak siden da er blevet meget mere anspændt – fanget af voldsspiralen. Han mener, at det internationale samfund stadig har en moralsk forpligtelse til at hjælpe irakerne med at undgå kaos og borgerkrig.
»På Balkan så vi efter opløsningen af Jugoslavien, hvor galt det kan gå. Krigens rædselsfulde blodbad kostede mere end 250.000 mennesker livet i hjertet af Europa. Og Europa var uden handlekraft til at gribe ind. Det samme kan ske i Irak,« fastslår Vargas Llosa, der samtidig også tager skarpt afstand fra »det folkemord, der finder sted i Tjetjenien«.
Han er omhyggelig med at understrege, at han overhovedet ikke føler nogen »sympati« for USA’s præsident, George W. Bush. Det er ikke det, der driver den engagerede forfatter.
»Det er en stor tragedie, at en så stor supermagt har en så middelmådig præsident som Bush. Han har lukket sig inde i en højreorienteret, kristen og dogmatisk fundamentalisme, som ikke engang er repræsentativ for dele af det republikanske parti. Jeg deler meget af den kritik, som fremføres imod Bush. I det klima af panik og paranoia, som angrebet den 11. september skabte, godkendte Kongressen i USA en såkaldt patriotisk lov, der krænker grundlæggende frihedsrettigheder. Efter det, der skete i Guantanamo og med afsløringerne af tortur i Abu Ghraib-fængslet, er kritikken i USA taget til, og der er måske endda ved at være et flertal i imod
Bushs anti-terrorlov. Det er positivt. Men i Europa er der desværre en anti-amerikanisme, som har en tendens til at glemme, at USA er et demokratisk land, hvor institutionerne er i stand til at korrigere de værste former for magtmisbrug og regeringens stupiditet.«

Forfattere har moralsk ansvar
Mario Vargas Llosas engagement i verdens aktuelle politiske problemer fornægter sig ikke. Det lyser ud af ham, når han taler. Han erklærer sig uenig med José Saramago og Arturo Peréz-Reverte, der forleden sagde, at forfattere ikke skal være et moralsk referencepunkt:
»Jeg er ikke enig med dem. Men der er en nærmest absolut enighed om, at den moralsk og politisk engagerede litteratur er overflødig og anakronistisk. Selv om vi lever en ekstrem konfliktfyldt og anspændt tid, så mener et flertal forfatterne i Europa, i Latinamerika og i USA i dag, at forfattere kun har en forpligtelse over for håndværket, sproget og den kunstneriske form. De er optaget af, om litteraturen kan underholde, men de vil ikke tænke litteraturen som et instrument, der kan fremprovokere historiske og sociale forandringer. Jeg synes dog ikke, at det ville være dårligt, hvis litteraturen bedre var i stand til at registrere modkulturen og de temmelig dramatiske forandringer, som vi gennemlever i vor tid.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her