Læsetid: 3 min.

Verdens grimmeste hotel

Moskvas borgmester vil rive Sovjet-tidens arkitektoniske vartegn ned
21. september 2004

Arkitektortur
MOSKVA – Et af sovjetkommunismens grimmeste og mest kontroversielle arkitektoniske vartegn, det monumentale Hotel Rossia i det centrale Moskva med 2.700 værelser, skal rives ned. Det er næsten 40 år siden, det første gang skæmmede Bresjnev-periodens horisont.
Da det blev indviet i 1967, var det det største hotel i verden, og det er stadig det største i Europa. Rossia (som betyder Rusland på russisk) er blevet dødsdømt af den nedrivningsglade borgmester i Moskva, Jurij Lusjkov.
Lusjkov, hvis kone er byggematador i milliardklassen, synes, at hotellet er alt for grimt til at optage så meget plads på den lukrative flodbred bare et stenkast fra Kremls røde murstensmure og Den Røde Plads’ ujævne brobelægning.
»Hotel Rossia er simpelt hen for stort og for grimt til at ligge i centrum af Moskva,« siger han.
Den enorme bygning skal erstattes af et »multifunktionelt kompleks«, der bl.a. inkluderer et hotel med 2.000 værelser, en udvidet parkeringskælder og forskellige underholdningsfaciliteter.
Der er sat en arkitektkonkurrence i gang, som løber indtil oktober, og når vinderprojektet er blevet fundet, forventer man at begynde på nedrivningen kort tid efter.
Det er kun et mindretal af arkitekturelskere, som vil begræde tabet af Rossia, selv om mange moskovitter bizart nok føler sig nostalgisk knyttet til den kæmpestore beton- og glasbygning. En meningsmåling, der blev foretaget af radiostationen Ekho Moskvy, viste, at kun 28 procent af lytterne gik ind for nedrivningen, mens resten var tilhængere af, at man skulle bevare bygningen, som den er.

Mastodont
Aleksei Kometj, der er leder på instituttet for Kunsthistorie i Moskva, byder Rossias nedrivning velkommen, selv om han tidligere har kritiseret Lusjkov for nedrivningen af andre af Sovjet-periodens bygninger.
»Jeg byder dens nedrivning velkommen og ser frem til det nye projekt,« siger han.
Han kalder hotellet for en »rædselsfuld mastodont«, og siger, at det er en glimrende lejlighed til at føre området tilbage til det, det engang var, men med moderne arkitektur.
Han frygter alligevel, at Hotel Rossias fundament er så gigantisk, at byen vil føle sig fristet til at bevare det og bygge noget andet af en tilsvarende umenneskelig størrelse.
»Det er et stort problem, hvordan man skal fjerne fundamentet, og jeg er bange for, at det nye vinderprojekt vil bevare den enorme arkitektoniske skamplet uberørt, og at vi i stedet får noget, der kan minde om en kaserne, lavere i højden, men i en tilsvarende størrelsesorden,« fortæller han til samme radiostation.
Det en kæmpe opgave at rive Hotel Rossia ned. Store dele af det indre Moskva vil skulle afspærres, og det vil få store dele af byen til at gå i stå i flere måneder.

Fylder 13 hektar
Hotellet er ofte blevet sammenlignet med en bilpark fra 1960’erne. Den eksisterende bygning dækker et område på 13 hektar og omfatter fire 12 etages bygninger og et tårn på 21 etager.
Hotellet har huset mindst 10 millioner gæster siden åbningen, heriblandt to millioner udenlandske turister. Gæsterne har lovprist hotellets centrale beliggenhed, dets fantastiske panoramaer og dets rimelige priser, men klager til gengæld ofte over, at man farer vild i de Orwell-agtige hotelgange og gæsterne kritiserer værelserne for at være indrettet i den værste Sovjet-stil.
Hotellet blev designet af en af Stalins yndlings-arkitekter, Dmitrij Tjetjulin, (der ligeledes var manden bag Stalins berømte skyskrabere, Syv Søstre), og det var meningen, at hotellet skulle overstråle gæsterne på monumentalistisk stalinistisk maner.
Mærkeligt nok var stedet oprindeligt øremærket til den ottende stalinistiske skyskraber, som skulle være den største og mest dristigt udførte bygning.
Bygningen, som Nikita Khrusjtjov til slut nedlagde veto imod, skulle have været 275 meter høj, og knejse over Kreml som et symbol på den sovjetiske magt og modernisme.
Tjetjulin siges at have været sønderknust, da planen faldt til jorden, men som et plaster på såret overdrog man Rossia-projektet til ham.
Det eksisterende hotel er opført i typisk Sovjet-stil, hvor alle aktiviteter er samlet i én bygning, deriblandt adskillige natklubber, en koncertsal med plads til 2.500 tilskuere og en biograf.

© Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu