Læsetid: 9 min.

Vinderen tager det hele – toeren er et tudefjæs

’Konkurrence’ er nøgleordet i den danske udgave af hiphopkulturen – senest demonstreret ved weekendens ubarmhjertige rapmesterskab i Cirkusbygningen. Her duellerede landets bedste rim-improvisatorer foran 2.000 hidsige fans
8. september 2004

Ude i Cirkusbygningens baggård traver langlemmede MikL rundt om sig selv. Han snerrer ad sine lidt for omklamrende kammerater og beder om at være alene.
Den 20-årige københavners knyttede næver dasker retningsløst i den lune aftenluft. Ansigtet er rødkogende og sammenbidt, kun brudt af små trækninger i de spændte læber og en synligt dunkende puls på den blottede hals. Så finder ordene vej:
»Det er fucking latterligt. Det er fucking wack. De skulle lære at styre deres brandert, mand. Selvfølgelig var det tæt, og den kunne være gået begge veje. Det var bare ikke en fair reaktion.«
Måske lyder MikL som en dårlig taber, men optrinnet bedrager. Indtil videre er han faktisk en vinder.
For mindre end tre minutter siden kvalificerede Mikkel Kasper Lauritzen – hans borgerlige navn – sig til årets finale i det verbale boksemesterskab, MC’s Fight Night. Foran 2.000 medlevende hiphop-fans besejrede han Jyllands-champ’en Kim Jensen med dommerstemmerne 2-1. Kampen var uhyre jævnbyrdig, og undervejs plantede begge kombattanter serier af lyriske lussinger. Som da MikL indledningsvis trak emnet »Bamse & Kylling« og med improviserede rim i et aggressivt flow fortalte Kim Jensen, at han var ligesom Bamses skorsten, der hele tiden falder ned. Eller da publikumsfavoritten fra Østjylland svarede igen med at påtale modstanderens forbløffende indsigt i børne-tv:
»Yo, jeg kender din perverse hobby/det er dig, der spiller pik til Teletubbies«.

Sejren smagte ikke
De tre rapkyndige dommeres afgørelse i MikL’s favør udløste en massiv buhen og fik ligefrem et par pattestive grupperinger af hooligan-wannabes til at fare op af Verner Pantons crazykolorerede filtsæder. Herfra kylede de plastickrus med øl, sodavand og isterninger ned i den potente boksering, hvor de ordrige ordkrige udspillede sig i løbet af aftenen. Kasteskytset ramte lige i fjæset på MikL, der triumferende hang i tovene oven på den smalle pointsejr.
Derefter var sejrens sødme ligesom ikke til at smage længere, og i stedet er den freestylende finalist gået hen og blevet bitter. Det er derfor, han dirrer af frustration nede i Cirkusbygningens baggård.
Mest af alt har MikL lyst til at skride fra det hele og lade finale være finale. Også selv om der står to flybilletter til hiphop-mekkaet New York, et års forbrug af flødeis og en brillantbesat mesterskabsring til 35.000 danske dask på spil.
»Det er jo ikke sjovt at gå i ringen nu,« forklarer rapperen og tilføjer, at han bedre forstår, hvorfor den forsvarende mester ikke stillede op til MC’s Fight Night denne gang. Da Søren Strøm vandt over netop MikL i 2003-finalen, gav publikum ham samme behandling, og det intense show endte i en ond atmosfære.
Københavnerknægten vælger dog at blive og tage kampen op mod Andreas ’Kejser A’ Abildlund. En 18-årig gymnasieelev fra Skanderborg, der tidligere på aftenen har leveret flere rapkæftede kajerystere.
»Selvfølgelig kan jeg slå ham. Men han er i storform og har publikum med sig,« erkender MikL og lusker tilbage i Cirkusbygningen for at lade op til de sidste tre runder verbale øretæver.

Én konge, mange knægte
Det er gamle nyheder, at konkurrencen i hiphop kan være ubarmhjertig. Sådan har det været siden kulturens fire elementer nåede fra New York til Nordeuropa i de tidlige 1980’ere. Hvad enten det gjaldt kunsten at breakdance, male graffiti, rappe eller dj’e, så handlede det om at være nummer et. Der kunne kun være én konge i hvert af elementerne, og hvilede man først på laurbærrene, var man dømt ude.
Da teenageren Nikolaj Peyk i 1983 forgæves havde forsøgt at snurre rundt på hovedet og moonwalke lige så velsmurt som vennen Jan Kabré og de andre b-boys inde på Strøget, opgav han at gøre sig gældende i breakdance og electric boogie. I stedet blev han opmærksom på graffiti-fænomenet via filmen Wild Style, som Nygade Bio inde på Strøget havde fået på plakaten. Det med at tegne var lidt mere ham, mente han.
Hurtigt blev Nikolaj Peyk og hans malersjak, Whap Gang, da også førende på graffitiscenen, og de storkøbenhavnske S-toge fik i særlig grad teenagedrengenes entusiasme at føle. I et par år var Nikolaj Peyk kongen af den illegale kunstart. Han malede flest pieces, han taggede mest, og han vovede de vildeste ting.
Men ved påsketid 1986 styrtede en rival ham fra tronen. På baneterrænet ude ved Hillerød Station var det lykkedes Jakob ’Freeze’ Lund at lave landets første whole-car. Da Nikolaj Peyk næste aften så fotografierne af konkurrentens slyngelstreger, der i bedste newyorker-stil udfyldte en langside på en togvogn, drog han konsekvensen og løftede aldrig en spraydåse igen. Efter sin bedste overbevisning havde han tabt, og så var der ikke mere at komme efter. Nummer to ville han ikke være.
»Det var benhårdt at opstarte hiphoppen. Vi var jo nødt til at finde på det hele. Reglerne, rammerne – hvad som helst. Alle kreerede, alle bidrog. Men det gjorde ikke hiphoppen til en social fællesting. Nej, det var nærmere én stor konkurrence. Man kunne faktisk ikke være hiphopper uden at konkurrere,« forklarer den efterhånden 38-årige Nikolaj Peyk, der i dag arbejder som manuskriptforfatter.

Blod på dansegulvet
Nederlaget til Freeze skulle vise sig ikke at blive Nikolaj Peyks sidste, før han forlod hiphoppens inderkreds og i stedet blev hjernen bag den første dansksprogede rapgruppe, MC Einar, og siden også Østkyst Hustlers. Nøjagtig som han skrottede graffitien, droppede Nikolaj Peyk sit virke som battle-dj. Det skete, da kollegerne Ken ’The Duke’ Larsen og Carsten ’Soulshock’ Schack ydmygede ham og vennen DJ Jan under en fest i ungdomshuset Thomas P. Hejle ved Nørreport Station. Modstandernes udstyr og tekniske færdigheder var ikke blot overlegne – The Duke og Soulshock havde også anskaffet sig en vinyl fra USA, der mixet med lyden fra en anden pladespiller og lidt scratch som garniture kunne bruges til at miskreditere Nikolaj Peyks dj-navn, Kool Kyle.
Latterliggørelsen blev for meget for det kreative konkurrencemenneskes superego:
»Vi pakkede vores pladespillere med det samme, og siden har jeg ikke sat mine fødder i Thomas P. Hejle – med mindre det var for at spille koncert med MC Einar,« konstaterer Nikolaj Peyk, som
ikke længere holder kontakt til hiphop-miljøet.
Musikproducer og tidligere frontfigur i den uniformerede rapgruppe Rockers By Choice, Lars ’Chief 1’ Pedersen, genkender udmærket konkurrenceklimaet, der omgav de store knægte i ungdomsklubben på Nørre Vold tilbage i midt-80’erne. Sammen med storebroderen Per tilhørte han breakdancer-gruppen Floormasters, som hver fredag konkurrerede mod andre fraktioner af mere eller mindre ekvilibristiske b-boys – eksempelvis filippinerne fra Amager, vietnameserne fra Taastrup og Hellerups Breaking Kids.
Dysterne på 5. sal i ungdomshuset gik vildt for sig. Fra det øjeblik Pedersen-brødrene og deres slæng trampede op ad trapperne, til Thomas P. Hejle lukkede omkring midnat, blev der battlet frem og tilbage mellem de forskellige crews:
»Folk, der kom op ovenpå for at kigge, troede ofte, at vi havde været i slåskamp. Når vi var færdige, havde vi rodet så meget rundt på gulvet, at vores tøj var gennemblødt af blod og sved,« husker 34-årige Lars Pedersen.
Ifølge produceren, iagttageren, skribenten m.m. Jeppe ’Jay-B’ Bisgaard adskiller dansk hiphops konkurrencefokus sig ikke synderligt fra moderlandet USA’s, hvor breakdancerne, discjockeyerne, rapperne og graffitimalerne voksede ud af newyorker-bydelen Bronx’ sprukne ghettobeton.
»Selvfølgelig skal vi ikke sammenligne os med de forhold, som kulturen blev til under i USA. Men begge steder har det handlet om at forbedre sig gennem konkurrence. At nedkæmpe hinanden uden at ty til vold. Én bliver nummer et, én bliver nummer sjok, men alle kan enes alligevel,« understreger Jeppe Bisgaard.

Undergrunden suger
I dag er hiphoppen ikke kun et projekt for de indviede få. Godt nok eksisterer kulturen stadig på undergrundsplan, men den spreder og blander sig over hele spektret – også i toppen af poppen. Danske rappere huserer på hitlisterne, den baggy tøjstil er højeste mode, gamle graffitimalere gør sig på de gode gallerier og de mest progressive teaterforestillinger låner udtryksformer fra den tidligere subkultur.
Hiphop er ikke blot blevet mainstream, kulturen besidder suverænt den største dynamik og appellerer stærkere end noget andet til millioner af unge verden rundt.
Eksempelvis taler det sit eget tydelige sprog, at MC’s Fight Night smertefrit suger 2.000 unge ind i Cirkusbygningen, som normalt benyttes af tryllekunstnere og Linie 3. Vel at mærke til billetpriser på mellem 200-300 kroner, selv om hovedattraktionen udgøres af otte drengede hængerøve, der ikke har så meget som en pladeudgivelse under deres ikke-eksisterende bælter.
»Vi har jo nok formået at forbinde det top-kommercielle med den dybe undergrund. Det er jo ukendte rappere, som folk slås for at komme ind og se battle i bokseringen. Konceptet trækker også flere og flere tv-seere. Ellers ville DR’s Boogie-program og radioen heller ikke opruste sin dækning for tredje år i træk,« pointerer Michael Rasmussen, medarrangør af MC’s Fight Night.

For mange internetrappere
Steen Koerner, en af tidernes bedste electric boogie-dansere, påpeger, at der er kommet et femte element til i hiphoppen herhjemme – forbrugerne. Da b-boyen forelskede sig i den daværende subkultur for mere end 20 år siden, var det ikke i orden blot at følge med fra sidelinjen. Dengang skulle man selv levere for at blive accepteret:
»For dem, der var gode i konkurrence-situationer, var det en fantastisk tid. For dem, som ikke stod for presset, var det noget lort at tænde på hiphop dengang. Man skulle leve op til en masse for at være med. Nu har kulturen udviklet sig sådan, at man ikke behøver at battle for at føle sig som en hiphopper,« fortæller Steen Koerner, der blandt andet har skabt vinterens største teatersucces, Nøddeknækkeren, på frederiksbergske Aveny-T.
Han tilføjer, at det kan virke stærkt provokerende på den danske hiphops pionerer, når passive repræsentanter fra de nye generationer alligevel giver deres besyv med: »Der er for mange internetrappere, der skyder løs fra hoften. Man bør holde sig fra at rakke ned på andre, hvis man ikke selv bidrager til kulturen,« uddyber Steen Koerner.

The winner takes it all
Men det er nøjagtig, hvad dele af publikum gør lørdag aften i Cirkusbygningen – de blander sig, da MikL pointbesejrer yndlingen Kim Jensen med 2-1 ved MC’s Fight Night-semifinalen.
Det er da også en tydelig rystet MikL, som 20 minutter senere ankommer til aftenens afgørende slag. Ikke desto mindre rejser han sig og leverer en skarp første runde. Da MikL lidt senere i dysten får pillet Kejser A ned fra hans netop proklamerede piedestal med punchlinen »Kejser A, du bliver taget ud/Hvis du er præsident, må MikL være gud,« lugter det af et comeback. Næste hilsen til den fysisk nærgående Kejser A gør ikke MikL’s sag dårligere:
»Din store nar/du stod så tæt på/fordi du prøvede at score mig«.
Underdog’en fra Skanderborg har dog fortsat publikum og momentum med sig, så da han giver igen med, at MikL dårligt kunne blive »minister/så hvis du er gud, må 80 procent herinde være ateister«, truer jublen med at kollapse kuplen over de 4.000 gestikulerende hænder. Kejser A ligner en ny MC’s Fight Night-champ, og den resterende tvivl udtværer han med sidste sekunds-replikken »MikL, du bli’r tudefjæs for andet år i træk«.
Som kendisser og andet godtfolk stimler sammen for at rygklappe Kejser A, trækker MikL sin blå hættetrøje op over hovedet og forlader den dampende arena. De færreste tager notits af ham, mens han endnu en gang sander, at vinderen tager det hele i dansk hiphop. Toeren høster ingen trøstepræmier i MC’s Fight Night-regi. Kun et år mere at forbedre sig i.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her