Læsetid: 3 min.

Ytringsfrihed til debat

Hvad kan man tillade sig at sige i ytringsfrihedens navn? Det spørgsmål var i går til debat ved arrangementet ’Ytringsfrihed og hatespeech’
28. september 2004

Hvad kan man tillade sig at sige i ytringsfrihedens navn?
Det spørgsmål var i går til debat ved arrangementet ’Ytringsfrihed og hatespeech’

Kan man som den danske Guantanamo-fange tillade sig at sige, at statsministeren er et legitimt mål i en hellig krig? Går Dansk Folkeparti over stregen i udlændingedebatten? Skal et demokrati tillade ytringer, som har til formål at afskaffe demokratiet? Kan tolerancen ende med at slå sig selv ihjel?
De spørgsmål var med til at sikre en ophedet debat, da Dansk Journalistforbund, Dansk PEN, Dansk Forfatterforening, Danske skønlitterære Forfattere og Institut for Menneskerettigheder i går inviterede til seminar om ytringsfrihed og hatespeech – hadefuld tale.
Oluf Jørgensen, afdelingsforstander på Danmarks Journalisthøjskole, var blandt debattørerne, og han understregede vigtigheden af brede rammer for ytringsfriheden.
»I Danmark dømmes man kun for meget grove, generaliserende, nedværdigende eller hånende ytringer, og det synes jeg, er rigtigt. Dermed viser vi en grundlæggende respekt for ytringsfriheden. Demokratiet holdes kun levende, når det bliver udfordret, ellers bliver det reduceret til et formelt samfundssystem. Debatten udvikler sig, når meninger brydes,« sagde Oluf Jørgensen.

Ikke over grænsen
Han mener derfor, at den danske Guantanamo-fange Slimane Hadj Abderrahmane er i sin gode ret til at ytre militante meninger, som han gjorde i en tv-udsendelse på Danmarks Radio lørdag aften.
I udsendelsen sagde Slimane Hadj Abderrahmane blandt andet, at statsminister Anders Fogh Rasmussen, forsvarsminister Søren Gade og danske soldater er legitime angrebsmål i en hellig krig.
»Man skal selvfølgelig altid være på vagt over for, om tolerancen er på vej til at slå sig selv ihjel. To år på Guantanamo har ikke overbevist ham om demokratiets velsignelser, men det, han siger, er lovligt, og jeg mener også, det er rigtigt, at vi giver ham lov til at sige det. Blandt andet hans udtalelser gør, at vi er nødt til at tage demokratiet alvorligt, og det er vigtigt. Han lægger ikke skjul på, at han er antidemokrat, men han har ikke overtrådt ytringsfrihedens grænser,« sagde Oluf Jørgensen.

Dansk Folkeparti
Henning Koch, professor dr. jur. på Københavns Universitet bragte et andet ømtåleligt emne på banen. Dansk Folkepartis optræden i den danske udlændingedebat. Han mener, at partiets retorik kan sætte nogle ukontrollable, sociale processer i gang.
»Når Dansk Folkeparti inden sidste folketingsvalg i folketingssalen sagde, at de sætter lighedstegn mellem muslimer og islamistiske terrorister, og de taler om et verdensomspændende netværk, så hører jeg altså toner fra 30’erne. Jeg siger ikke, at Pia Kjærsgaard er en ny Hitler, eller at det hun siger, skal forbydes, men det giver mindelser om 30’ernes retorik,« sagde Henning Koch.
Claes Kastholm Hansen, journalist og formand for kunstrådets litterære udvalg, var også inviteret til at deltage i debatten, og han var stærkt uenig med Henning Koch.
»Det er urimeligt, at vi på grund af Dansk Folkeparti slutter, at vi har en bevægelse som i Tyskland i 1930’erne. Der skal være nogle faktorer til stede, som ikke er til stede nu. Vi skal ikke lægge låg på debatten i nutiden ved at kalde på billeder fra fortiden. Det er slet ikke berettiget her. Det er en proportionsforvrængning, for der er ingen fare for demokratiet,« sagde Claes Kastholm Hansen.
Han betegner sig selv som ytringsfrihedsfundamentalist og mener, at et demokrati skal gå langt i ytringsfrihedens navn.
»Ytringer skal bekæmpes med ytringer og ikke andet. Jeg er også modstander af det tyske forbud mod at sige, at jøderne lyver, og at der ikke fandtes et Auschwitz. Vi skal ikke bekæmpe den slags med forbud, men med oplysning og argumenter. I Sverige er der også en tendens til at dæmpe debatten, og det er ikke sundt. Jeg mener, man skal gå meget, meget langt, og den sammenhæng udgør heller ikke nazilederen Johnny Hansen eller Guantanamo-fangen nogen trussel,« sagde Claes Kastholm Hansen.

Serie

Seneste artikler

  • 'Nogle gange er folk bare lidt for enige'

    11. august 2009
    Det er sjældent Informations artikler, der får Thomas Ole Brask Jørgensen til computeren for at skrive indlæg. Det er selve debatten, der tænder. Særligt rygklapperi kan få ham til tasterne
  • 'Jeg kan godt lide at provokere'

    8. august 2009
    Han er efterhånden vant til at blive overfuset på netdebatten. Men først når folk bliver rigtigt sure, viser de deres sande ansigt, mener Claus W. Oreskov, der er blevet kaldt både naiv og en fanatisk kommunist af andre debattører
  • Hvem har ansvaret for forskningen?

    15. december 2008
    Forskningsfrihed er ikke et tema, der optager ret mange andre end de ramte i den offentlige debat
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu