Læsetid: 3 min.

529.000 kvinder dør i barselssengen hvert år

Men de vestlige lande har endnu ikke betalt halvdelen af de penge, de for 10 år siden lovede at bruge på at forbedre kvinders forhold
14. oktober 2004

44-årige Winnie Byanyima fra Uganda fortæller: »I nogle områder er vejene så dårlige, at hvis der opstår komplikationer under en fødsel, må den fødende lægges på en båre og bæres til fods af stærke mænd over adskillige bjerge, mange, mange kilometer til det nærmeste hospital. Både mor og barn dør undervejs, det siger sig selv.«
I Afrika og Asien er det at føde ikke kun forbundet med stor glæde. Risikoen for at miste livet i forbindelse med graviditet er et vilkår som verdens fattigste kvinder lever med hver dag. Hvert minut dør en kvinde i forbindelse med komplikationerne ved graviditet eller fødsel. En mors død er en katastrofe for hele familier. Især for de efterladte børn.
Kvinder, der dør i barselsengen, er derimod en sjælden tragedie i de vestlige lande. I Danmark risikerer en ud af 7.350 kvinder at dø i forbindelse med en graviditet. For de afrikanske kvinder er risikoen en ud af 16.
Det er initiativet www.redkvindeliv.dk, der oplister de triste fakta i forbindelse med den oplysnings- og fundraisingskampagne, Foreningen Sex & Samfund og FN’s befolkningsfond, UNFPA, lancerer i dag. Det er også i dag, at de 529.000 kvinder, der dør om året i forbindelse med graviditet, fødsel eller abort, mindes, og der gøres status i 10-året for FN’s banebrydende befolkningskonference i Kairo, hvor 179 lande blev enige om et meget stærkt og kontroversielt handlingsprogram, der skulle reducere fattigdom, forbedre kvinders stilling og mindske befolkningstilvæksten.
Men det ser ikke godt ud med at nå de mål, verdens lande forpligtede sig på for ti år siden. De vestlige lande skylder stadig over halvdelen af de 100 mia. kr., som det blev anslået, at indsatsen for oplysning, bedre sundhed og rettigheder vedrørende sex og fertilitet – herunder afskaffelse af seksuel vold mod kvinder og omskæring – koster årligt.

Modarbejder program
Samtidig blæser ideologiske vinde, og ultrakonservative kræfter modarbejder ligestilling, seksualundervisning og uddeling af prævention. Den nuværende amerikanske regering modarbjeder direkte handlingsprogrammet. Det samme gør Vatikanet og en række muslimske lande.
»Det er også en af grundene til, at en række FN-medlemslande ikke har ønsket at holde en stor international regeringskonference som opfølgning på Kairo. Frygten er, at det ville betyde et tilbageslag for en lang række landvindinger fra 1994. Lige siden har det været et meget kontroversielt program for mange konservative og religiøse regimer, der forsøger at underminere de rettigheder, kvinder fik,« siger chef for UNFPA’s nordiske afdeling, Asger Ryhl.
USA har fjernet støtten til organisationer, der arbejder med abort. Sex & Samfunds 140 søsterorganisationer rundt omkring i verden kan ikke få amerikansk støtte til at arbejde med familieplanlægning og ofte heller ikketil hiv- og aids-programmer.
»Det vil sige, at man bruger penge på at prædike afholdenhed, hvilket ikke virker nogen steder i verden,« siger Bjarne B. Christensen, sekretariatschef for foreningen Sex & Samfund.
Det er første gang en kampagne som Red Kvindeliv søsættes i Danmark. Midlerne er ikke store, og fokus på kvinders rettigheder skal ske gennem mund til mund-metoden eller e-mail.
»Vi synes, det er så grotesk, at 200 millioner kvinder i verden ikke har adgang til moderne præventionsmidler. Det er en så simpel forebyggelse af uønsket graviditet og hiv og aids, som ikke er på plads i 2004. Vi ved, hvad der skal til for at løse de her problemer. Det håber vi, at folk vil blive forargede over, og at de vil være med til at skrive til den danske regering, at den – selvom Danmark har gjort det godt – skal få foran,« siger Bjarne B. Christensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her