Læsetid: 3 min.

Afsked

To mastodont-receptioner samme dag. En bykonge og en public service-general sagde farvel. Velbekomme
22. oktober 2004

Pindemad
København var virkelig på storbydupperne, da jeg stod ud af linje 6A og skridtede hen over Rådhuspladsen. Der var ingen skyer på himlen, det vrimlede med mennesker, og en fad lugt af gamle ølsjatter blandede sig med dunsten af friture fra Kentucky Fried Chicken og pølsevognens velstegte frankfurtere. En blågrå fugl med stikkende dueøjne baksede nervøst med vingerne og landede tyve meter oppe på Nyrops gamle rådhus.
Klos op ad indgangen stod adskillige store mørke luksuskøretøjer med krom og blå nummerplader parkeret – og mindede om Jens Kramer Mikkelsens forestående transformering fra uegennyttig overborgmester til executive i slips og jakkesæt i toppen af Ørestadsselskabet. 16 år i bykongebukserne havde gjort ham til en stor mand. Inde på rådhuset resonerede en mere højlydt summen, end der plejede. Da jeg havde kæmpet mig gennem en 50 meter lang kø af gratulanter af overvejende socialdemokratisk herkomst (herunder Mogens Lykketoft og Helle Thorning-Schmidt), blev jeg suget ind i festsalen, hvor omkring 700-800 mennesker cirklede om rådhuspandekagerne og hældte rødvin på hinanden. Atmosfæren var kammeratlig.
I hjørnerne sad gamle damer med plasticposer og mæskede sig i fyldte chokolader med kommunens logo på, mens alle de gammelkendte ansigter fra Københavns lokalpolitiske historiebøger hilste hjerteligt på hinanden, som var de til gamle elevers fest. Dér havde vi læge Lars Hutters fra det hedengangne Solidarisk Alternativ, og dér, spankulerende gennem lokalet, en stolt Lubna Elahi, som engang repræsenterede SF, så Socialdemokratiet – og nu søgte hun ind i Folketinget med CD som trinbræt. Ellers sås Ritt Bjerregaard, Odenses borgmester Anker Boye (S), teknikborgmester Søren Pind (V), de radikales formand, Marianne Jelved, og naturligvis racerkører Thorkild Thyrring, der havde en ungdommelig gråmeleret hættetrøje på under jakken
I al deres vælde havde pandekagerne en fantastisk konsistens, vinen var tilpas vinøs, og pindemadderne og frikadellerne gled problemfrit ned gennem spiserøret.
Jeg har ikke set et større gavebord, siden jeg var til SiD’s formands 50 års fødselsdag for to år siden.
Hovedpersonen gav hånd til alle, der stillede sig op i køen. En gruppe fra Christiania var mødt frem med gaver. Som en af dem fortalte bagefter: »Han har været med til at lægge låg på hele bulldozerretorikken, ikk’?«
Klokken nærmede sig 14, og nogle af os skulle videre til reception ude i Gyngemosen. Jeg tvang to pandekager i mig og skyllede dem ned med et glas rødvin. Derpå dæmpede jeg smagen af alkohol med en frikadelle og seks stykker chokolade.

Gyngemosen
Jeg sad og småslumrede i taxaen, da chaufføren vækkede mig med et »Hallo!« Han pegede ud i horisonten, hvor et kæmpe skrummel af en bygning tårnede sig op bag nogle træer. DR nærmede sig med hastige skridt. Kort efter befandt jeg mig på hovedstrøget i TV-Byen. Det var eftermiddag, og alle bevægede sig som lemminger i samme retning: Studie 3. Det var som om, at hele TV-Byen var sat i bero. Christian S. Nissens reception havde en anden karakter end Kramers. Nissens afgang havde været mere abrupt, og årenes mange trakasserier mellem ham og medarbejderne dukkede kun op i bisætningerne. Danmarks Radios Pigekor diverterede med »Den danske sang er en ung blond pige«.
I henved en time var receptionen en lang forestilling af taler og elegante musikalske indslag. Indimellem blev der gået til fadøllene. Pindemadderne var en lille smule bedre end på rådhuset, men kun lidt. Nissen stod stille det meste af tiden med piben i munden og virkede egentlig tilfreds på en klædelig, afdæmpet måde.
På vej hjem var der bilkø på motorvejen. Det gav min ta-xachauffør anledning til at tale løs om genvordighederne i DR. Han havde også en løsning på dilemmaet med bestyrelsens sammensætning: En computer skulle udtrække 10-15 til helt tilfældige danskere. Disse individer skulle indsættes i bestyrelsen i 12 måneder. »Det ville være fru Olsen og fru Hansen, unge og gamle,« forklarede han.
Sådanne helt tilfædige mennesker repræsenterede bedst den brede befolkning. Deres programpolitik ville være uangribelig. Så let var det. Jeg gav chaufføren ret.
Trafikken sneglede sig af sted.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her