Læsetid: 4 min.

Al-Qaeda i Danmark?

’Skal vi være bange?,’ er det spørgsmål, medierne stiller, når endnu en sag om danske forbindelser til internationale terror-netværk dukker op
11. oktober 2004

Analyse
Den seneste historie, som TV-Avisen startede torsdag aften, handler om, at en al-Qaeda-gruppe i Libanon, der blev optrævlet i slutningen af september, angiveligt havde tætte forbindelser til navngivne personer i Danmark. De libanesiske myndigheder havde anholdt 10 personer, som var i besiddelse af betydelige mængder sprængstof, der bl.a. skulle bruges mod den italienske ambassade i Beirut
Lederen af gruppen nåede, inden han under forhør døde af hjertestop, at fortælle, at de havde arbejdet tæt sammen med kontakter i Europa, herunder i Danmark, og at samarbejdet primært havde handlet om, at de europæiske al-Qaeda- forbindelser bidrog med finansiering uden nærmere specifikation af hvordan, det havde fundet sted.
I forlængelse heraf har de libanesiske myndigheder videregivet oplysnin-gerne til det danske udenrigsministerium, som har videresendt dem til Politiets Efterretningstjeneste, der efterforsker historien.
Ifølge en udtalelse fra PET er det helt almindeligt at tjenesten får den slags henvendelser fra udlandet, hvilket er interessant i sig selv, idet det jo overraskende antyder, at Danmark er ganske godt kendt i udenlandske islamistkredse.
Det ualmindelige er, at pressen har fået kendskab til sagen om den libanesi-ske forbindelse, der dog har fået en ganske fyldig omtale i libanesiske medier samt andre steder som f.eks. på al-Jazeera.
PET har selvfølgelig gode og ganske legitime grunde til at være diskrete – hemmelige – om den slags udenlandske henvendelser om mulige forbindelser. Dels er det ikke godt for efterforskningen, hvis der er alt for meget offentlighed om en konkret sag, dels kan det jo faktisk være, at der intet hold er i de påståede forbindelser. Ligeledes kan den libanesiske forbindelse vise sig at være det pure opspind: Folk siger jo så meget under forhør, navnlig når forhøret foregår under et vist pres.
Hvis det faktisk skulle vise sig, at historien holder vand, er den meget interessant, fordi det i givet fald vil være første gang, at en konkret og operativ aktiv dansk forbindelse til al-Qaeda dokumenteres.
Det er ikke overraskende på anden måde, end at det ikke tidligere har været dokumenteret – i det mindste ikke offentligt.
Det vil dybest set heller intet ændre ved vores situation, men snarere blot bekræfte, at de initiativer, der er blevet igangsat vedrørende internationalt samarbejde om bekæmpelse af terrorisme i hvert fald i dette tilfælde har virket. Resultatet vil jo være, at en eller flere personer i Danmark med tilknytning til al-Qaeda er blevet stoppet, før de har gennemført aktioner i form af terrorisme i Danmark. Det er jo lige præcis det, vi forventer af vores efterretningstjene-ste og af det internationale samarbejde om terrorbekæmpelse.
Ikke desto mindre vil historien, hvis den viser sig at være rigtig, helt sikkert få en ganske betydelig bevågenhed i den danske offentlighed. Det vil den, fordi den gør det trusselsbillede, vi hører om og som begrunder såvel de store bevillinger til efterretningstjenester og beredskab som til den aktive deltagelse i den internationale bekæmpelse af terrorisme, konkret. I den danske diskussion er risikoen for terrorisme og for at al-Qaeda opererer i vores land ganske abstrakt, fordi vi endnu ikke har set konkrete beviser på noget sådan. For de fleste af os er al-Qaeda et netværk, der udøver sine aktiviteter andre steder, i andre lande. En dansk-libanesisk al-Qaeda-forbindelse vil ændre dette billede dramatisk.
Hvilke konsekvenser det vil få, er det i sagens natur ganske umuligt at spå om, men at de vil komme er uomgængeligt al den stund, vi ikke tidligere konkret har haft al-Qaeda inden for vores egen dør.
Der har ganske vist tidligere været sager, hvor personer i Danmark er blevet sat i forbindelse med islamistisk terrorisme. Den mest spektakulære var Århus-sagen, hvor tre egyptere i 1993 blev tiltalt for at ville lave terrorisme i Danmark. Sagen var spektakulær fordi den havde udløbere til bombningen af World Trade Center i New York i 1993. Den endte imidlertid med frifindelse.
Mere konkrete forbindelser kunne man finde i historien om Abu Tallal, der i midten af 1990’erne i Nørrebrohallen i slet skjulte vendinger truede med, at danske virksomheder i Egypten kunne være mål for terrorisme. Abu Tallal var knyttet til den stærkt aktive egyptiske gruppe al-jamaat al-islamiya, der fra 1992 stod bag angreb på turister med den store massakre i Luxor i november 1997 som den mest blodige aktion. I dag tyder alt på at Abu Tallal havde tætte forbindelser til al-Qaeda, men eftersom han forsvandt under en såkaldt studietur til Kroatien i 1995 – formentlig bortført af den egyptiske efterretningstjeneste – er hans aktiviteter i Danmark aldrig blevet fuldt ud belyst.
Siden da er en række sager blevet dækket i de danske medier. Gentagende gange er boghandleren fra Brønshøj Said Mansour dukket op som et muligt dansk al-Qaeda-led. Det er dog aldrig blevet bevist.
Den libanesiske forbindelse vil, hvis den er sand, være den første danske dokumenterede al-Qaeda-forbindelse. Ændrer det ved vores situation? Reelt ikke. ’Skal vi være bange?’. Næ, ikke af den grund. Men den bekræfter, hvad vi hele tiden har vidst, at der selvfølgelig også i Danmark kan findes personer som synes Osama Bin Laden er en god ide. Men mange er der nok ikke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her