Læsetid: 11 min.

’Ateismen er død – myten længe leve’

John Gray er professor i europæisk tænkning og beskylder humanismen for at undertrykke sandheden om menneskets natur. Han kalder Informations udsendtes tro på, at det kan lade sig gøre at skabe en bedre verden, for en illusion. Så hvordan kan det hænge sammen, at jeg træder ud af King’s Chambers, afdelingen for politiske studier under London School of Economics, med et tilfreds smil om læberne efter mødet med professoren?
9. oktober 2004

Hvis ellers målgruppeanalyserne holder stik, vil mange af Informations læsere vil efter al sandsynlighed føle sig temmelig afklædte under læsningen af professor ved London School of Economics John Grays nye bog Heresies. Against Progress and other illusions. I hvert fald hvis man hører til den del af læserskaren, der definerer sig selv som fredselskende, moderne humanist, der tror på, at det kan lade sig gøre at skabe en bedre verden, og at et af de vigtigste redskaber er teknologisk fremskridt.
»Glem det,« lyder John Grays prompte svar. »Vågn op. Kig tilbage på historien. Det, du tror på, er en illusion. Det er udtryk for ren og skær håb. Der er intet belæg for, at verdens tilstand som sådan nogensinde skulle blive nævneværdig bedre.«
– Men der er da masser af fremskridt på alle mulige niveauer, forsøger Informations udsendte sig. Mit liv er bedre end mine tipoldeforældres på grund af udviklingen inden for medicin, byggeri, fjernvarme, transport osv. Hvorfor tæller det ikke med?
»Inden for videnskaben er fremskridt et faktum, og det er denne voksende viden inden for videnskaben, der har muliggjort en vifte af tekonologiske fordele, som fremmer menneskets velvære – bl.a. rent vand, bedre bygninger, offentlige sundhedsvæsen og en hel masse andet. Alt dette er virkeligt,« beroliger John Gray, da Information møder ham på hans lille og yderst spartansk indrettede kontor i den gamle King’s Chambers-bygning ved siden af det pulserende og moderne LSE, hvor de studerende netop er begyndt på et nyt semester i håb om at tilegne sig noget af John Grays viden.
»At fremskridt er en illusion handler i denne sammenhæng om, at den voksende viden og de forskellige teknologiske afkast bliver brugt til både gode og dårlige formål. Lad os tage et aktuelt eksempel: Udviklingen inden for gensplejsning vil sandsynligvis være med til at udrydde sygdomme og dermed øge menneskets velvære, men det er også sandsynligt, at forskningen vil blive brugt til at fremstille en ny type våben – genetisk selektive våben. Det er muligt, at vi i det 21. århundrede vil se brugen af genmanipulation som et redskab til at begå folkemord. Sagen er, at menneskets styrke vokser i takt med de teknologiske fremskridt, og disse teknologiske muligheder vil altid blive brugt både i krige, til undertrykkelse, og til at skabe menneskelig velvære og frihed.«
»Det er sandt, at vores levestandard i det 20. århundrede er blevet forbedret mangefold, men det er også sandt, at vi i det 20. århundrede oplevede de mest ødelæggende krige i menneskehedens historie set i forhold til antallet af mennesker massakreret af mennesker – inklusive Holocaust var det værre end noget, der tidligere er set i europæisk historie, og jeg tror, at det illustrerer, at ideen om fremskridt er en illusion,« siger Gray, der ikke har megen tiltro til det gode i mennesket.
»I etik og politik forøger videnstilvækst og større styrke altid muligheden for at gøre ondt såvel som muligheden for at gøre godt. Og menneskehedens historie viser, at det altid har været sådan. Det er tilfaldet nu, og jeg forventer, at det også vil være tilfældet i fremtiden. Alle, der tror, at videnskaben af sig selv på en eller anden måde vil forbedre verden, har ikke reflekteret over historien,« siger professoren.
– Hvis fremskridt er en illusion, hvorfor skal vi så interessere os for, at folk sulter i Afrika og i det hele taget for noget som helst, der foregår uden for vores eget lille samfund?
»Det er netop på grund af, at det er en illusion, at vi skal involvere os. Ideen om at mennesker ikke længere vil sulte som resultat af en eller anden automatisk proces, hvor verden bliver rigere, eller hvor de globale markeder udvides og redder de fattige ... ingen af disse ting sker af sig selv. Så jeg tror, at en bedre tilgang er en, hvor man anerkender, at menneskers problemer er dybe, og at ingen fremskridt, der opnås inden for etik og politik, er permanent,« siger Gray og giver et aktuelt eksempel.
»Indførelsen af forbud mod tortur var ægte fremskridt, men lige pludselig er tortur vendt tilbage som et normalt krigsredskab og i det juridiske system – ikke genindført af tyrannier, men af liberale regimer. USA har genindført tortur; tilsyneladende besluttet fra højeste plan i regeringen, og i Storbritannien besluttede en appeldomstol for et par uger siden, at bevismateriale, der er fremkommet under tortur i et andet land, godt kan bruges i det britiske juridiske system. Se, det en en ændring, som jeg anser for et tilbageskridt, men sådan kan det altid gå. Hvis flere indså dette; at fremskridt altid kan omstødes, tabes, så ville vi tænke politik på en anden måde. Etik og politik er ikke som videnskab, hvor viden akkumuleres. I etik og politik kan fremskridt tabes på gulvet. Fremskridt er ikke særlig rodfæstet – genindførelsen af tortur er sket i løbet af et øjeblik,« siger Gray, mens han tænksomt læner sig tilbage på kontorstolen og giver sit bud på, hvad politik ifølge ham bør være for en størrelse.
»Politik bør være en praktisk opgave, som går ud på at kæmpe mod menneskelig ondskab i takt med, at den vender tilbage. For den kommer tilbage og altid i en ny form. Tyranni kommer tilbage i nye former, anarki kommer tilbage, folkemord, og nu er tortur så kommet tilbage. Alle disse fundamentale onder kommer igen, og målet i politik bør være at konfrontere dem, kæmpe imod dem uden nogensinde at tro, at de bliver permanent udryddet – hvis man tror det, vil man altid blive overrasket, når de vender tilbage, sådan som vi har set folk blive. Så min tilgang er ikke en som ignorerer menneskelige onder, men en som bygger på ideen om, at vi skal kæmpe mod dem og vide, at vi aldrig vil vinde.«

Problemet,« siger John Gray, «er, at verden, især Vesten, er blevet afhængig af troen på fremskridt. Troen på fremskridt er et ideologisk universalmiddel mod angst; mod den angst som fylder mennesker, når de konfronteres med historiens umedgørlighed. Ideen om fremskridt virker på samme måde som Prozac – det beroliger dig. Men det hjælper dig ikke med at håndtere problemerne, så i virkeligheden gør det dig mere sårbar, fordi du ikke forventer det, når ondskaben pludselig dukker op igen. Men det er helt normalt at ondskaben kommer igen. Det betyder ikke, at vi ikke skal kæmpe imod.«
– Hvad så med os, som troede, vi var humanister, men nu indser, at det kan vi heller ikke tro på – er der en -isme for os?
»Nej. Der er ingen -isme. Folk spørger mig altid: ’Hvad er din store ide?’ Men jeg har ingen. Jeg vil ikke have nogen stor ide. Det 20. århundrede var fuld af store ideer – se hvad det førte til. Se hvad kristendommen førte til – hvad alle de store religioner førte til, når de var værst. Så der er ikke en stor ide.«
»Jeg tror, at mennesker har behov for myter – troen på fremskridt er en myte. Jeg tror endda, at den en overgang har været en gavnlig myte. Tortur ville måske ikke engang være blevet forbudt for en tid, hvis det ikke havde været for troen på fremskridt. Men nu er myten om fremskridt blevet skadelig, fordi det er blevet dens formål at dulme den frygtelige angst, som mennesker føler over for problemerne i verden. Så jeg tror, vi har behov for andre myter – ikke alle skal tro på de samme myter. Enhver myte, som hjælper os til at leve sammen på en fredeligere måde, og som hjælper os til at løse konflikter på en bedre måde, er god. Det er grunden til, at jeg kritiserer sekulær humanisme – fordi den afviser alle verdens traditionelle religioner. Sekulære humanister siger, at de traditionelle religioner alle er løgne, illusioner, at vi kan klare os uden dem. Men vi kan netop ikke klare os uden dem,» siger John Gray, der sin nye bog sammenligner undertrykkelsen af religion med tidligere tiders forsøg på at undertrykke seksualiteten. Vi ved, hvordan det gik med det.
»Der er begået frygtelige ting i religionernes navne, men ingen har dræbt på en skala som de sekulære regimer i det 20. århundrede,« fortsætter han.
– Men det havde de måske gjort, hvis de havde haft nutidens våben...
»Det er rigtigt, at moderne teknologi er med til at forstørre omfanget af grusomhederne – Holocaust ville ikke have været muligt uden moderne teknologi til at holde styr på, hvor folk var, hvem de var osv. Men hvis du kigger tilbage på selv de værste perioder i de traditionelle religioners historie, så tror jeg ikke, at nogle af disse nogensinde foreslog, at verden ville blive et bedre sted, hvis man slog millioner af mennesker ihjel. De troede på, at Gud ville gøre verden bedre. Ideen om at gøre verden perfekt gennem massemord er i den sammenhæng moderne.«
»Jeg mener, at de centrale myter inden for de traditionelle verdensreligioner er bedre myter end de nyere myter, fordi de ligger tættere op ad sandheden om menneskets natur. Syndefaldsmyten er en meget dybsindig myte, fordi den indeholder sandheden om, at viden ikke frigør. Når mennesket tilegner sig viden, får det nye muligheder, men både af god og ond art. Disse traditionelle myter er alle myter, som afkoder sandheden om menneskets natur – ofte ikke særligt flatterende sandheder. De myter, menne-sker i dag lever efter, er designet til at skjule livets realiteter. Myten om fremskridt er en forsvarsmekanisme over for virkeligheden, fordi virkeligheden skaber så megen angst, at man ikke kan bære det. Men hvis man løber væk fra virkeligheden, bliver den værre.«

En del af virkeligheden, som den ser ud lige nu, beskæftiger John Gray sig med i sin nye bog; nemlig Irakkrigen, de nykonservative, den britiske premierminister Tony Blair og europæisk politik.
– Du skriver i bogen, at verden ville være et fredeligere sted, hvis vi tolererede intolerante regimer, samt at idealet om en universel civilisation er en opskrift på en endeløs konflikt, og at det er på tide, at tanken opgives. Betyder det, at vi også skal opgive at forsøge at demokratisere Mellemøsten og andre dele af verden gennem diplomati, støtte til ngo’er, sanktioner osv.?
»Nej, det har jeg ikke noget imod. Inden for Europa har EU lagt pres på de lande, der ønsker at blive del af EU. I Mellemøsten er det dog anderledes, og folk, som støtter demokrati der, har måske ikke tænkt igennem, hvad det betyder. I Mellemøsten betyder demokrati islamisk styre – de eneste sekulære styrer er autoritære på nær Israel. Er det det, de vestlige regeringer ønsker? Nej, fordi de tror, at Mellemøsten pludselig på magisk vis vil blive omvendt til sekulær humanisme. Det vil ikke ske. Disse ideologier har ingen dybe rødder i Mellemøsten, så hvis man gennemfører demokratiske valg, vil man få noget i retning af Algeriet eller Iran. Det vil muligvis være bedre, fordi regimerne vil være mere legitime i forhold til deres befolkninger. Jeg tror faktisk ikke, at demokrati er uopnåeligt i Mellemøsten, men det vil ikke være et vestligt demokrati,« siger professoren.
John Gray mener, at den katastrofale udvikling i Irak langt fra har nået lavpunktet, og at resultatet i sidste ende vil være en opsplitning af landet, sandsynligvis efter en lang borgerkrig. Han mener også, at Irakkrigen markerer enden på den unipolære verden.
»Amerikansk hegemoni er for nedadgående, og det går stærkt,« siger han og henviser især til, at USA økonomisk bliver stadig mere sårbar.

Hvor Storbritannien i sin imperialistiske periode eksporterede kapital rundt i verden, er USA verdens mest forgældede land, og denne afhængighed af udenlandsk kapital kan ifølge Gray ikke undgå at underminere USA’s evne til at fortsætte sin unilaterale udenrigspolitik.
»Vi er endnu ikke i en fuldt ud multipolær verden. Vi er ikke i en verden, hvor en beslutning som krigen i Irak kunne være blevet indgået som en aftale mellem stormagter. USA har magten til at træffe den slags beslutninger. Men den unipolære verden er ligeledes fjern. USA kan ikke stoppes, men kan omvendt heller ikke opnå sit mål. De kan ikke komme ud af Irak igen, men de har ikke råd til at blive. Så vi er i en periode, hvor begrænsningen af den amerikanske magt blottes, og verdensherredømmet smuldrer med stor fart. De har mistet den støtte, de fik umiddelbart efter 11. september. De har vist deres sårbarhed, så denne blanding af sårbarhed og ubarmhjertighed i Irak får andre lande til i mindre grad at regne med USA, og derfor opbygger de deres egne forsvar,« siger Gray, der også mener at se en øget tendens til, at lande kræver øget suverænitet tilbage fra af internationale organisationer.
– Hvordan ser du FN’s rolle i den sammenhæng?
»I 90’erne var der en ide om, at magt skulle overføres fra suveræne stater til FN, og at de suveræne stater derefter gradvist ville forsvinde. Det var en fantasi. Inden for Europa er der sket en vis overførelse af suverænitet til EU, men det kan ikke ske på globalt plan. Som Irakkrigen viste, så vil stormagterne blot se bort fra FN, når de ikke kan bruge organisationen som et redskab. Så virkeligheden er, at det stik modsatte af 90’er-tanken sker. Der, hvor staterne er stærke, hvor der ikke er tale om mislykkede stater, bliver de stærkere. De kræver mere suverænitet, de forsøger at kontrollere deres befolkninger gennem overvågning. De strammer op, og når internationale traktater står i vejen for deres mål, ser de bort fra dem. Det værste er, når amerikanerne ikke underskriver eller fornyer traktater som Kyoto-protokollen eller aftaler om våbenkontrol – det sidste er det værste, for våbenkontrol er så vitalt et emne, fordi det kan føre til en destabilisering af verden i løbet af meget kort tid – 5-10 år. Det ville være en katastrofe, så jeg mener, at traktater, samarbejde, ikke-spredningspolitikker og andre politikker på miljøområdet er afgørende for fremtiden, og FN vil have en vigtig, men beskeden rolle at spille. FN vil ikke være en verdensregering, men en slags udbygning af traditionel diplomati. Men det er de gamle aftaler, vi bør stræbe efter at beholde. Det er dem som skaber – ikke en universel civilisation – men fred og sameksistens mellem forskellige civilisationer,« siger John Gray og kigger igen på sit ur.
Informations besøgstid er for længst overskredet, men når den tilbagelænede professor først er kommet i gang med at tale, skyder han gerne næste aftale for at runde af på ordentlig vis.
Det var disse sidste tanker om en fremtidig multipolær verden – hvor usikker og uforudsigelig den end måtte være – der på trods af de verbale slag mod humanismen, alligevel fik Informations udsendte til at forlade John Grays kontor med et smil om læberne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu