Læsetid: 4 min.

Bertel i knibe

Læren om evaluering af kunstværker er aldrig rigtig nået ud i den brede offentlighed. Jeg giver ikke fem flade ører for nutidens evalueringssystemer
22. oktober 2004

Litteratur
Det er naturligvis bare en tanke, men... Hvis jeg nu skulle vurdere Udlændingestyrelsens sagsbehandling, som man møder den i det daglige, når man vil hjælpe en udenlandsk person med at hente noget så banalt som en opholdstilladelse for studerende, ville jeg nok give den fire springskaller ud af fem mulige. Den sidste skalle er jo reserveret egentlige Tamil-sager. Ideen kommer vist oprindeligt fra en madanmelder, der sagde, at nul kokkehuer skulle være reserveret til den situation, hvor restaurantgæsten ikke bare fik dårlig mad, men også korporlige bank af kokken.
På samme måde kunne man måske vurdere vores ’integrationsminister’ – George Orwell og hans New Speak har fanderasme ikke levet forgæves, hva? – og sige, at han kunne få fem flade ud af fem mulige. På en helt anden skala kunne han få fem los over skinnebenet. Under alle omstændigheder ville der være dømt Bertel i knibe.
Men ville det egentlig give mening? Ville det sige noget om Bertel Haarder som professionel politiker? Ville det sige noget om groteske former for udlændingepolitik? Om maniske lovforslag? Om, hvad den bløde kontaktlinse har gjort for langsynede politikeres karrierer i nyere tid? Ville det sige noget om den hårdkogte indirekte, strukturelle vold, som ministerier og styrelser er skyld i – og som betyder, at folk græder sig i søvn om natten, taber 10 kilo på få måneder, får ødelagt hele deres privatliv, deres privatøkonomi, deres personlige muligheder for ved egen indsats at fremme deres – ja, netop, integration?
Næppe. Men det ville da være en fin måde at udtrykke sin frustration på. Og måske er det bare det moderne anmeldere laver. Men skal det være det? Er det godt nok?
På de dagblade, hvor stjernesystemet har bredt sig fra restaurationsanmeldelser over anmeldelser af biograffilm til boganmeldelser, hævder ledelsen altid, at det er mere forbrugervenligt. Det gør det lettere for forbrugeren – læseren, biografgængeren og så videre – at se, hvad der er godt, og hvad der er dårligt.

Folk – som undertegnede – der er modstander af den slags kasseinddelinger, argumenterer selvfølgelig helt modsat. Men fjerner sig fra det egentlige værkbegreb, når man smider tingene i kasser. Man fjerner sig fra det personlige, det unikke ved værket, når man bevæger sig hen i den metafor, som skalaen jo faktisk er.
Det er egentlig metaforteori for begyndere, så af alle folk burde litteraturkritikere vide det: En skala er i ordets egentlige forstand en målestok. Det er en op og ned-idé, der bliver introduceret, fordi man ellers ikke kan sige noget begavet. Derfor siger man, at værket ligger højt på skalaen eller lavt.
Det var filosoffen Peter Kemp, der engang skrev en bog, der hed Det uerstattelige. Den handler faktisk om mennesker og etik. Men den grundlæggende idé kan også forklare de fleste kunstværkers egenart. De er unikke. De er originaler. Selv et maleri af Andy Warhol er originalt – i det mindste var konceptet kopi dybt originalt, da han begyndte at genopfinde det i en moderne form i sin kunst.
Netop det originale er defineret ved at være umuligt at kopiere – i hvert fald mistes noget af det originale ved det originale, når det originale kopieres. Ligesom hvis man forestillede sig, at et menneske uden videre kunne erstattes. Det er Kemps pointe. Det er dét, at et menneske ikke kan erstattes, der er definitionen på kærlighed. Man kan ikke få en ny mor. Man kan ikke få en ny Trine. Der findes kun én Habibi.
Det er de færreste, der bryder sig om at blive sat i bås. Og det er jo det, der sker, når man smides ind på den ene eller den anden hylde. Men hvad siger det om én? Hvis man får at vide, at man myggevægter, hvad siger det så om én? Hvis man får at vide, at man er letsværvægter, hvad siger så dét? Siger det noget om, om man har en god uppercut? Siger det noget om ens venstrehåndskryds.

På samme måde med kunstværker. Man kan mene meget om Michael Larsens seneste roman. Og man kan mene meget om Michael Larsen. Og man kan skrive i avisen, at »Danske Folkeparti har fået den huspoet, partiet fortjener«. Men hvis man gav bogen (eller forfatteren eller Dansk Folkeparti) én stjerne, én rose, én blyant, én læsebrille eller én narrehat, så ville vi ikke få den skarpe synsvinkel – som her er Erik Skyum-Nielsens – serveret nær så præcist.
På de aviser, der opererer med stjerne-systemer, er der mange måder at snyde på vægten på, når der skal hænges stjerner på kunstnere og kunstværker. En af klassikerne er den kritiske tøsedreng. Ham finder man typisk blandt anmeldere af klassisk musik – her møder man jo kunstnerne i miljøet igen og igen. Derfor får ingen – ingen – under fire ud af fem mulige stjerner. Alle – alle – er geniale eller næsten. På den måde udvandes systemet totalt. En anden måde at misbruge systemet på, er at man har diskrepans imellem det skrevne og det bekokkehueede. Man sviner Ib Michaels nye roman til over halvanden side – og så giver man fem vanillestænger, så han har noget at smække bag på sin nyeste, når den skal oversættes. Omvendt findes der faktisk også anmeldere, der formår at bruge systemet til at lægge tryk på deres skrift. Når en anmelder kun giver én stjerne til en stor kanon som Klaus Rifbjerg, så har man sagt, at man vil skide på the establishment og træde i karakter.
Men spørgsmålet er jo, om man ikke stod sig bedre ved at skrive det? Og om læserne ikke stod sig bedre ved at kunne læse det i stedet for at se det kastet ind i kategorier?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her