Læsetid: 2 min.

Blodpletter på Mungo Park

Ordene stænkes røde i Mungo Parks ’Macbeth’
25. oktober 2004

Teater
Blod på hænderne skal der være, hvis Macbeth skal på scenen. Men instruktøren Lars Kaalund har taget den omvendte konsekvens af Shakespeares morderiske tragedie: Han har kun blodet med – og har fjernet alt andet.
Dermed er tiårs jubilæumsforestillingen på Mungo Park blevet en yderst nøgen ’i-læse-sættelse‘ af Shakespeare. Skuespillerne sidder rundt om et bord som til en læseprøve, dybt nede i scenens arenahul, og så bladrer de sig ellers igennem rollehæfterne. Lidt røg siver ind hist, lidt musik pist, men ellers taler skuespillerne bare – og smører sig ind i blod.
Fordelen ved Kaalunds greb er, at intrigen bliver meget klar: Et skvat af en mand kan blive konge, hvis bare han myrder kongen. Det gør han, og hans hustru må hjælpe ham med at skjule mordet. Men bagefter vil blodet på deres hænder ikke gå væk…
Ulempen ved Kaalunds uteatralske form er, at intrigen taber i spænding: Skuespillerne får næsten ikke mulighed for at bygge deres karakterer op eller spille handlingen ud.
Men jo, valget af skuespillere fænger umiddelbart. Morten Hauch-Fausbøll er voldsomt sympatisk som Macbeth, der i virkeligheden er alt for anstændigt et menneske til sin egen handling. Men han fokuserer i den grad på sin familiefar-hyggelige identitet, at hans brutale kongemagt bliver utroværdig.
Tammi Øst har mere raffineret ondskab i sig som Lady Macbeth – og en overlegen diktion, der er dronningetroværdig. Fra begyndelsen lægger hun desuden an til fascinerende, subtil samvittighedstolkning, når hendes læber formfuldendt og skråsikkert udtaler de moderiske planer, mens hendes mundvige dirrer og afslører den tvivl, der til sidst dræber hendes sind. Dét er spændende. Men så går der teaterblod i den, og instruktionen forsømmer hendes ansigt og reducerer hendes figur til to rødstænkede hænder.

Mande-fortrolighed
Shakespeare elsker mandeverdenens ordrige braldren, og i ’Macbeth’ fortæller mænd i kyniske detaljer om, hvordan de planlægger at myrde andre mænd – hvorefter de i udpenslede detaljer beretter om udåden.
Mungo Park-fortolkningen er båret af en umiskendelig fortrolighed mellem Kaalund og Shakespeare, men Kaalunds valg af mandetrop kan ikke løfte konspirationerne. Lars Lunøe stråler med ironisk distance som en garvet kong Duncan, og Jacob Lohmann overbeviser med en bredskuldret stædighed som vennen Banquo. Men de øvrige skuespillere har svært ved at fylde rollerne og sige ordene.
Netop en i-læse-sættelse kræver suveræn diktion, så replikkerne flyder i ubrudt musikalitet. Men Kaalunds skuespilleres force afslører sig hovedsagelig i det fysiske - når blodet regner over de skæbneforbandede figurer.
Blodstænkene skal dog ikke sætte pletter på Mungo Parks tiårs jubilæum. Dette livskraftige teater har ikke bare sat Allerød på det professionelle, kulturelle landkort - det har skabt en frihedsramme for teatertolkninger af folk, der har noget at byde på. Det har Lars Kaalund også. Denne gang susede hovedpointen bare ud sammen med røgen og de usynlige hekse – sådan i retning af heden ved Høvelte.

*’Macbeth’ af William Shakespeare. Oversættelse: Ikke angivet. Bearbejdelse: Lars Kaalund og Elin Amundsen Grinaker. Instruktion: Lars Kaalund. Lys: Mads Vegas Voldgaard. Lyd: Todd Safaraz. Mungo Park.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her