Læsetid: 3 min.

Bo-pælen i kødet og bygningskroppen

Panton, manierisme og pictogrammer
20. oktober 2004

Arkitekturnus
Hvad laver man, når man bor? Hvad foregår der inde bag vinduerne? Og er det så typisk, at det kan udtrykkes i pictogrammer, ligesom skilte om elevator, herre- og dametoilet, rygning eller ej?
Ifølge den svenske billedkunstner Lars Arrhenius – ja! Måske ikke helt så pictogrameret som almindelige pictogrammer, men i meget stiliserede menneskefaconer og symboler om at vaske op, elske, drikke sig fuld, se fjernsyn, føde, dø, køre i bus, eller danse henholdsvis selskabs og disco.
På Charlottenborgs Efterårsudstilling (førstkommende weekend inkl.) er scenerierne enkelt computeranimeret og blæst op på væggen. Og i galeri BOX 2.0 står en anden fortælling måneden ud – i samarbejde med arkitekten Jens Holm monteret som faste vindueskik på en massiv boligblok i et stiliseret landskab under en blå måne.
Og det er rørende morsomt, fordi det er så alment og totalt befriet for den naturalistiske illusion, arkitektprospekter ofte antager ydre af i raffineret computergrafik.
BOX 2.0 i københavnske Vognmagergade 2 er en lovende institution, foreløbig med fastlagte planer og økonomiske bevillinger frem til sommeren 2005. Tanken er netop, måned for måned, at koble arkitekter med billedkunstnere i installationer og bygningsudsagn. Bag det højloftede rum i gadedplan står Ruth Campau, Michael Mørk og Gitte Johannesen som stab. (ons-fre. 12-17, lø. 12-15)
Charlottenborgs Efterårsudstilling viser også andre andre arkitektoniske tilgange til at bo og leve, end de animerede pictogrammer. Arkitekterne UID viser oplæg til projekter og byggeprogrammer. Og tegnestuen PLOT en kaskade af skitsemodeller i pap og plastic, systematiske rumlige principudkast i store og små mål forud for svømmeanlæg, byplan, norsk opera og boligbyggeri.

Smart
Designeren Verner Panton tegnede også boligomgivelser. I en ny bog fremstiller Ida Engholm ham som hjemligt offer for både misundelse og jantelov, og rigtignok var han usædvanligt dygtig til at produktudvikle sine ideer i udlandet, men de var trods retrobølgen hverken særligt originale eller vel gennemførte, formelt set.
Bedst var han i sine tidstypiske restaurationsindretninger med totalinteriører af møbler, lamper og tekstiler. Men som ramme om hverdagsliv har de psykedeliske etagesofaer altid lignet et boligmareridt. Tidstypiske pictogrammer for repressiv tvangløshed.
Panton-bogen (Aschehoug, 85 s. ill.) er ny i Louisiana-serien om internationale danske designere. Sættet ligner mere og mere en branding for museums-shoppen i Humlebæk.

Dansk
Gehrdt Bornebusch har bygget huse i en dansk menneskealder. Dem skriver den yngre, lige så byggende kollega Michael Sten Johnsen om. (Arkitektens Forlag, 175 s. illl.) Og det er en medrivende rundvisning, om end kritisk og knastet.
Johnsen pointerer, at betonarbejdet i Holbæk Seminarium burde have sat en norm for betonbyggeri. Materiel indsigt er en af den portrætteredes dyder. Klare rumforløb en anden.
Bornebusch byggede i 1960’erne skoler og hospital i samarbejde med Max Brüel og Jørgen Selchau, og siden på egen hånd boliger og institutioner. Som kongelig bygningsinspektør har han stået for eksempelvis Nationalmuseets ombygning. Det er også ham, der har tegnet det karakterfulde Forskningscenter for skov- og landskab i Hørsholm, og Skovarbejderskolen i Nødebo – robust raffinerede længer af træstammerunde stolper, eller mursten og ru brædder.
Deri ligger grundlæggende husenes billedvirkning, og den er ikke udpræget manieristisk i betydningen: karikerende anvendelse af større mestres særlige greb og kendtegn. Bornebusch kan både sin Aalto og sin Jacobsen, men med nerve også sin kultiverede danske byggeskik.

Bly
Manierisme er derimod, hvad Marianne Ibler skriver om i fortsættelse af sin ph.d.-afhandling på Arkitektskolen i Aarhus, (Mestre og manierister, 200s. ill.). Hun sammenligner manierismen i 1500-tallet med manieristiske træk i nutidige eksempler – dels for at indkredse begrebet som udforskende professionelt redskab, dels for at diskutere og sammenligne hvordan brud i byggetradition og omstændigheder fremtrådte dengang i barokken, og siden i 1900-tallet, som et spil mellem gamle normer og nye idealer.
Endelig har Karl Christiansen på AUC’s forlag udgivet cd-romen Dodekathlos som en samling korte illstrerede essays om arkitekturens væsensbegreber. De er ikke hierarkisk prioriterede men flyder i menuen helt bogstavligt rundt på skærmen som mediepointe for åbenhed i fortolkningen.
Sjovt nok ligger der et ark papir og en bøjelig metalplade inde i coveret, til egne konstruktive minimaløvelser. Altså ikke en bo-pæl eller en blyant, men en blyplade som virtuelt grundlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu