Læsetid: 3 min.

Boller op, boller ned

Anne Marie Vessel Schlüter er trofast mod Amager-hopsaen. Men ikke så nytænkende
9. oktober 2004

Ballet
Bournonvilles fastelavn har sin egen kontante poesi: Boller op, boller ned… Og iscenesætteren Anne Marie Vessel Schlüter er trofast mod både poesien og hopsaen i ’Livjægerne på Amager’ – og mod tøndebåndsdansene og de sjove matrossving i underbenene.
Sammen med dramaturgen Camilla Hübbe har hun holdt sig tæt op ad originalen og dens munterhed. Til ballettens jalousihistorie har hun blot inddigtet en (mindre indlysende) ’Onegin’-agtig scene, hvor kvindebedåreren i tankerne møder en håndfuld af sine kvinder – med Cranko-agtige partnerglid fra 1960’erne.
Anne Marie Vessel Schlüters nye version er således mere præget af kærlighed til traditionen end af nytænkning. Alligevel opstår der uklare øjeblikke: For hvad er det med den bog, som bringes ind? Her slår dagens mime ikke til. (Den gamle tv-transmission af Hans Brenaas iscenesættelse fra 1971 viser imidlertid, at scenen godt kan lade sig gøre…)
Det skønne ved denne nyopsætning er imidlertid, at de kongelige dansere udstråler lyst til at danse hopsa, i hvert fald her tidligt på sæsonen, hvor læggene endnu ikke er gået helt i Bournonville-krampe. Også selv om børnene viser mere konsekvente skulderhældninger i det karakteristiske Bournonville-’épaulement’ end de voksne dansere…
Meget står og falder med danserne i rollerne som du Puy og hans Louise. Her nåede Peter Bo Bendixen og Caroline Cavallo langt: Han med en klædelig flovhed – omend ikke med anger som Henning Kronstam i sin tid eller med fortrydelse som Arne Villumsen. Hun med en dreven klogskab og en raffineret frasering inde bag en rødplisseret empire-overdådighed – mere nøgtern end den sønderknuste Vivi Flindt dengang, men rørende i sin selvbeherskelse.

Trines timing
Anne Marie Vessel Schlüter dansede i sin tid selv tjenestepigen Else, og netop rollerne som Else og Trine har hun formået at videregive med særlig charme. Som Trine viser den unge, lyse Elisabeth Dam igen sin mimiske timing – hun serverer først pointerne, når de er der! – og sammen med den mørke og frækkere Izabela Sokolowska som Else udfører hun en kvindeflirt, der absolut er en 2004-tolkning.
Men hjælp! Kan Den Kgl. Ballet virkelig ikke mønstre uddannet mandskab, så alle roller i ’Livjægerne på Amager’ besættes med karakterdansere eller i hvert fald skuespillere? Statisterne stikker i øjnene, omtrent ligesom fastelavnsboller uden crème.
Lige så skønt er det til gengæld at se karakterdanserne udvikle Bournonville-traditionen – som når den gravide Mette Bødtcher tager sig til maven, mens hun skændes med sin forstokkede mand bag Flemming Rybergs selvsikre strithår…

Kroghs kælkebakke
Men nej, nu må det frem: Jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor scenografen Karin Betz har pakket Amager-idyllen ind i røde loftsspær med bondeborde langs siderne og et kitchet bondegårdsmaleri i midten. Rummet bliver sidedødt, og Jørn Melins lys har ikke en chance. Til gengæld forstår jeg godt, at børnene suser ned ad yndlingskælkebakken i Signe Kroghs videoprojektioner med blink i øjet.
Desuden stritter kostumerne. Pink-gule gøgler-kostumer som fra ’En Skærsommernatsdrøm’ blander sig her med sort-røde amagerdragter med kyser; kun i to raffinerede bagdelsbroderier har Karin Betz leget frit. Silkekjolerne er imidlertid
så lette i stoffet, at de flyver op og afslører danserindernes hudfarvede trusser. Den var ikke gået hos Bournonville.
At det er lettere at lokke til selvsamme Bournonville-nydelighed, hvis også Harald Landers navn står på programmet – det er et af paradokserne ved netop denne fastelavnsfest. For klæde hinanden, det gør Livjægerne fra 1871 og Etudes fra 1948 bestemt ikke. Til gengæld blev Etudes en vidunderlig sejr for Gitte Lindstrøm, der debuterede som ballerinaen med det sikreste, mørke blik – dristig, viljestærk, drømmende, lidenskabelig... En solodanser på toppen. Og i hendes Syl-
fide-scene med Mads Blangstrup løftede deres roman-
ti-ske dans sig og blev til ren poesi – en sylfide, der nærmest insisterede på sin egen genopstandelse, og en mand, der kun kunne give hende ret...
Korpset støttede entusiastisk. Det er essentielt – også for Harald Landers kommende 100-års festaften den 25. februar og for Bournonvilles 200-års festival 3.-11. juni. Ingen klassikere uden korps.

*’Livjægerne på Amager’ af August Bournonville. Musik: V.C. Holm m.fl. Nytolkning og iscenesættelse: Anne Marie Vessel Schlüter. Scenografi: Karin Betz. Videoprojektioner: Signe Krogh. Lys: Jørn Melin. Dramaturg: Camilla Hübbe.
’Etudes’ af Harald Lander. Iscenesættelse: Josette Amiel ved Eva Kloborg, Christina Nilsson og Frank Andersen.
Musikalsk ledelse: Martin Åkervall. Gamle Scene. www.kgl-teater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her