Læsetid: 3 min.

Borgmester afviser Foghs invitation

Regeringens appel til oppositionen om at indgå i kommune-forhandlinger er ’narrehat’, mener borgmester Nick Hækkerup (S)
8. oktober 2004

Regeringen og Dansk Folkeparti bør sejle i deres egen sø, når bunkevis af lovforslag om en reform af kommuner og amter skal forhandles på plads.
Det mener den fremtrædende Hillerød-borgmester Nick Hækkerup (S), der klart afviser statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) udstrakte hånd til oppositionen.
»Det er det rene narrehat. Det handler om, at regeringen udelukkende læner sig op ad Dansk Folkeparti. Det synes vælgerne, navnligt kvinder mellem 30 og 40 år, er en dårlig idé – og det ved regeringen. Derfor skal der sendes et andet signal,« siger Nick Hækkerup.
Han henviser til, at regeringen allerede har både aftale og supplerende detaljer på plads efter at have forhandlet med Dansk Folkeparti. Derfor er det omsonst for oppositionen at indgå i nye forhandlinger, når der reelt intet er tilbage at forhandle om, mener han.
»Jeg synes, vi skulle have været med i den oprindelige aftale. Men når vi nu er uden- for, og 95 procent er lagt på plads, så nytter det ikke at sidde og forhandle om de sidste fem procent,« siger borgmesteren.
Folketingets langstrakte åbningsdebat i går var præget af den forestående kommunereform, som regeringen har udsigt til at gennemføre alene med Dansk Folkeparti. Reformen betyder, at et halvt hundrede nye love skal vedtages i Folketinget efter årsskiftet.
På vegne af Socialdemokraterne, SF, de radikale, Kristendemokraterne og Enhedslisten krævede politiske ordfører Frank Jensen (S) under debatten, at statsministeren udskrev valg før en kommunereform, så vælgerne på den måde kunne tage stilling:
»Regeringens kommunalreform er ved at løbe af sporet, allerede inden den er blevet vedtaget. Der hersker vild forvirring om, hvem der skal løse opgaverne fremover. Statsministerens jobgaranti hænger i en tynd tråd. Vi kender ikke de økonomiske konsekvenser, og den kommende lovgivning vil blive præget af hastværk,« sagde Frank Jensen.
Hvilket affødte et bredt grin og munterhed hos statsministeren.

Korstoget
Mens både Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, og den konservative ordfører, Pia Christmas-Møller, i deres ordførertaler stort set undlod at tale om den historiske reform af kommunerne, så viste oppositionen stor lyst til at angribe regeringen netop på det punkt.
Den radikale partileder, Marianne Jelved, beskyldte regeringen for at forøge det offentlige bureaukrati med reformen.
»Det fører til et bureaukrati, hvis lige ikke er set siden enevælden,« konstaterede Jelved med en for den radikale leder usædvanlig høj og skarp stemme.
»Ja. Jeg dæmper mig igen,« sagde Marianne Jelved, før hun fortsatte.
Enhedslistens ordfører, Line Barfod, beskyldte VK-regeringen, »rigmandsregeringen«, for at planlægge et kup af den offentlige sektor:
»Jeg håber, at statsministeren i dag vil svare de offentligt ansatte på, hvad deres fremtid er. Regeringen ønsker, at private virksomheder overtager en stor del af den offentlige sektor,« sagde hun.
Samme mening havde politisk ordfører Frank Jensen:
»Det viser sig lidet overraskende, at regeringen vil bruge kommunalreformen i et ideologisk korstog imod den offentlige sektor. Regeringens finanslovsforslag viser, at der på det første område, som bliver berørt af reformen, nemlig inddrivelsesområdet, skal ske massive besparelser,« sagde han.
Men her afviser borgmester Nick Hækkerup, at kommunens ca. 3.600 ansatte skulle leve i frygt for konsekvenserne af reformen: »Forventningen hos de store grupper i kommunen – pædagoger, lærere og social- og sundhedsassistenter – er, at de ikke bliver berørt. Der skal stadig passes børn, undervises, osv. Jeg hører ingen gå og tænke, åh, nu kommer der en slagtning,« siger han.
Rohde mente, at oppositionen fremmanede et skræmmebillede af regeringen.
»Hvordan kan 10 nye ansættelser i den offentlige sektor hver eneste dag blive til en nedskæring? Hvordan kan 1.100 nye folkeskolelærere blive til nedskæring? Hvordan kan 4.000 flere ansatte i ældreplejen blive til nedskæring? Hvordan kan 70.000 flere operationer blive til nedskæring?«.
»Der vil stadig være tryghed i ansættelsen, akkurat som i dag,« tilføjede Jens Rohde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu