Ohio
COLUMBUS, Ohio - Hvor samles republikanske aktivister her i Ohios hovedstad for at se den tredje og sidste tv-debat mellem deres mand Bush og hans demokratiske udfordrer? I et luksuriøst klubhus med udsigt til en kunstig sø.
Stemningen er god. Der bliver serveret pizza og friturestegte kyllingevinger samt Coca-Cola og øl brygget af den konservative Coors-familie fra Colorado. Rockmusik tvinger folk til at hæve stemmen.
I løbet af de sidste måneder er det blevet mere og mere klart, at denne store midtveststat kan blive nøglen til Det Hvide Hus. Ingen republikaner har nogensinde vundet et præsidentvalg uden at score Ohio. I 2000 slog Bush Al Gore med kun tre procentpoint. Det skete, efter at Gore havde trukket alle sine tv-reklamer ud i de sidste uger af valgkampen.
Meningsmålinger viser, at Bush og John Kerry står lige i Ohio, som leverer 20 valgmænd af de nødvendige 270 til at vinde præsidentvalget. Hvis senatoren vinder de samme stater som Gore i 2000 og tager Ohio med i købet, er sejren hans. Derfor kan denne folkerige og demografisk repræsentative stat blive nøglen.
Lidenskabelig
Ingen bedre end de lokale republikanere her i midt-Ohio ved, hvad der står på spil. Blandt æresgæsterne her i klubhuset er statens republikanske senator Mike DeVine og Peggy Noonan, speechwriter for Ronald Reagan og rådgiver til Bush den Ældre.
»Hver gang præsidenten er på besøg i Ohio spørger han mig, hvordan det går. Jeg siger til ham, at han vinder i et tæt opløb, fordi vi har så mange velforberedte tropper rede til at mobilisere vores vælgere,« siger senatoren DeVine i en pep-talk til sine styrker.
Ligesom andre republikanske partiledere lægger Ohio-senatoren vægt på Bushs personlige karaktertræk.
»Man kan stole på ham. Han er et ægte person. Han er lidenskabelig og medfølende.«
Så er det Peggy Noonans tur. Hun er blond, klædt i lysegrå buksedragt og en ferm taler. Hun opsummerer Bushs program koncist: Lavere skatter, flere penge i lommen og mere frihed til arbejdere, mindre statsregulering, USA som protagonist for frihed i verden og respekt for menneskelivet uanset om det er født eller ufødt.
Ligesom for Bush er politik for Noonan er en mission. Hun slutter sin tale til de 200-300 partiaktivister med det socialistiske slogan: »Fremad! Fremad!« Jesus og bibelske ligninger bruger hun rask væk i politisk øjemed.
»Lad os strække vores hånd ud til vores demokratiske naboer og venner og sige til dem: Kom til mig! Kom lad os gå hånd i hånd ind i fremtiden!«
En ældre mand sidder med sin kone og to voksne døtre foran en af to storskærme i salen. David Johnson er så religiøs, som republikanere kan være.
»Jeg stemmer på Bush, fordi han er en kristen mand,« fortæller han.
David Johnson tilføjer: »Man kan altid gøre det bedre. Alle begår fejltagelser, men John Kerry er en venstreorienteret demokrat.«
Betyder det, at Bush har begået fejl?
»Åh, nej. Det synes jeg nu ikke, men det er et meget hårdt job. Jeg frygter af og til, at han ikke får gode nok råd. Han skal ikke stole for meget på dem.«
Men den ældre republikaner er realist: »Det ville ikke overraske mig, hvis Kerry vinder.«
De to præsidentkandidater entrerer salen i Frank Lloyd Wrights bygning i Tempe, Arizona. Synet af Bush på skærmen udløser et bragende bifald i klubhuset. I den første halve time er deres mand i offensiven og fyrer en stribe af velturnerede og indøvede replikker af mod Kerry. Herefter synes luften at gå ud af præsidenten. Det er ikke let at forsvare sin politik, når virkeligheden ser anderledes ud.
Forsamligens respekt for Kerry ligger på et lille sted. Da han erklærer sig troende katolik og siger »Vi er alle Guds børn« til et spørgsmål om homoseksualitet, bryder republikanerne ud i en hånlatter. Det er som om kun Bush kan stå nær Gud.
»Kerry prøver altid at please. Han er opportunist,« forklarer Mike Volmer, en fodboldfan, der giver Bush sejren i den sidste tv-debat med 17 mod tre points.
David Johson er lettet.
»Bush klarede sig strålende. Han var afslappet og lidenskabelig. Kerry lød som en papegøje, der gentager sig hele tiden.«
