Duisburg
Det store mysterium i Duisburg er, at industribyen ved Rhinen overhovedet har et turistbureau altså et sted hvor udenbys gæster kan henvende sig, hvis de vil vide noget om seværdigheder og kulturelle højdepunkter.
Bureaukonceptet er kendt fra København, Venedig og Ribe, folk strømmer til, men hvad i himlens navn vil man i Ruhr-området, der består af grim sværindustri, grimme beboelsesområder og en grim havn?
Nej, vel!? Man kan forestille sig Duisburg som produktet af kapitalisternes og arbejderklassens forenede anstrengelser: Sådan kommer en by til at se ud, hvis disse to kræfter får lov at virke sammen uden anden lovgivning end tyngdeloven.
Endeløse beskrivelser af Duisburgs æstetiske tortur vil føre for vidt, lad os bare konstatere, at byplanlægning og arkitektonisk skønhed aldrig hørte til kommunens ambitioner. Den opstod bare ud af virketrangen.
Stålbaronerne ejede alt, undergrunden, fabrikkerne, minerne, og arbejderne kom helt fra Polen for at tjene penge.
Når stålbaronerne manglede ferskvand til produktionen, opkøbte de omegnens gårde for at sikre sig brøndene.
I praksis mærkede ingen noget til ejerskiftet, for bønderne fik straks en forpagtningsaftale og drev gårdene videre uden at skulle flytte.
Stod en beboelsesejendom i vejen for minedriften, blev arbejderfamilierne gennet over i nye, lige så billige, ejendomme.
I dag er Duisburg en tæt bebygget kommune med godt 500.000 indbyggere, men nogen by er den ikke. Den er en samling lokalsamfund, der engang forsynede hver sin fabrik med arbejdere og den dag i dag lever man hver for sig.
Indlemmede arbejderbopladser som Laar, Walsum og Marxloh er officielt en del af Duisburg, men i praksis lever de isoleret bag motorveje, kanaler, rørføringer og jernbanespor.
I Laar, for eksempel, boede Thyssen-arbejderne. Med tryk på boede. I dag er bopladsens hovedstrøg overtaget af tyrkiske indvandrere, for da velstanden i 1970erne kom til Ruhr, forsvandt de indfødte arbejdere i stort tal til parcelhuskvartererne nær kommunegrænsen.
Midt mellem den tyrkiske kiosk, den tyrkiske køreskole og den tyrkiske pizzabager står en sodbrun kirke tilbage. Intet tyder på, at den er i brug. Ingen opslag fortæller om næste højmesse, på muren har Ismail skrevet sit navn.
Mens andre storbyer har investeret kraftigt i kollektiv trafik, sparede Duisburg den udgift. Afstanden til nærmeste fabrik kunne mageligt tilbagelægges til fods, indkøbene ordnes lokalt. En sneglende sporvogn kunne befordre dem, der havde et ærinde i centrum eller på banegården.
I dag er kommunen tynget af gæld og arbejdsløshed, infrastruktur-problemerne må vente. De tyske udflyttere klarer sig fint med bil især da den fjerde motorvej gennem kommunen åbnede og tyrkerne har ingen krav på store offentlige investeringer, for de fleste af dem har jo alligevel ikke stemmeret.
Grim og arbejdsløs, men hvad er da det unikke, man kan finde i Duisburg?
Svaret er industrihistorie og nogle sjældent flinke mennesker.
Et af byens nedlagte stålværker er omdannet til landskabspark. Via trapper kan man bestige en enorm højovn eller klatre rundt i den gigantiske godsbanegård, et stålværk kræver.
Indbyggerne er helt nede på jorden. Deres hjem og skriveborde roder, ude på gaden holder deres bulede biler, deres tøjsmag er fra i forgårs. Hvis ukrudt og vilde roser breder sig ud over fortovene, hidser ingen sig op, for al landskabsarkitektur går dem på nerverne, og deres forhaver er alt andet end velplejede.
Så længe lortet bare fungerer, lader duisburgerne stå til ikke fordi de er specielt fattige, de prioriterer bare anderledes.
En duisburger går simpelthen ikke op i prunk og pral, til gengæld er han afslappet og nem at tale med. Utysk på sin vis.
Selvom udsigten til et job Duisburg er lille, flytter en duisburger kun med den største ulyst, for her er jo egentlig alt: Naboer, venner og ligesindede. Og på 10 minutter kan han gå fra Duisburgs indløbsstrøg til en parklignende skov til en af badesøerne (opstået som følge af kulminedrift). Kontrasterne tiltaler en duisburger, der hurtigt ville kede sig på landet, hvor der ingen afveksling er. Hvordan kan man nyde det pæne, hvis der ikke står noget grimt lige ved siden af?
Og så er der øllet. I Duisburg drikker man Köpi (Königs Pilsener) og hvorfor ønske sig andet andet, når nu Köpi smager så hjemligt?
Dét er det særlige ved Duisburg, selvom det ikke fremgår af brochurerne på turistbureauet.
Hvis du har brug for en eksotisk ferieoplevelse og ikke har råd til Galapagos, er Duisburg et spændende alternativ.
