Læsetid: 3 min.

Countrymusikkens tristesse

Har De, kære læser, oplevet en pludselig følelse af nedtrykthed til tonerne af countrymusik? Så er det måske på tide at slukke. En ny amerikansk undersøgelse viser nemlig, at countrymusik i store doser øger risikoen for selvmord
12. oktober 2004

Rettidig omhu
Et sted på Nørrebro i behagelig gåafstand fra Assistens Kirkegården bor en enlig midaldrende kvinde. Lad os blot kalde hende Jytte. Jytte lytter til countrymusik. Højt, umotiveret og længe, om end ikke regelmæssigt. De melankolske melodier gennemtrænger de bærende vægge på tidspunkter, der ikke umiddelbart kan forudsiges. Og netop derfor skiller musikken fra lejligheden sig særligt ud fra trafikstøjen, stemmerne i ejendommen, fodtrinene på trappen og deslige.
Tag nu bare en typisk lørdag eftermiddag, hvor man midt i avislæsningen stopper op ved lyden af Dolly Parton, der beklager sig, så det giver genlyd i gulvbrædderne. Eller en sen tirsdag aften ved sengetid, hvor countryen skærer igennem såvel ørepropper som nervesystem.

Hjerte rimer på smerte
Seancer som disse har givet overtegnede, der ofte opholder sig i lejligheden ovenpå, flere anledninger til at fundere over hvad i alverden kvindemennesket dog foretager sig til musikken. Hvilket igen har fostret forestillinger om Jytte, siddende halvblundende i lænestolen for nedrullede gardiner med en halv eller trekvarttømt portvinsflaske eller Liebfraumilch af den billigste slags i skødet, hjemhentet fra Aldi på Jagtvej.
Indimellem stopper musikken brat, og man forestiller sig, at hun er blevet forstyrret af nogen ved døren. Måske en nabo, der har fået nok af musikken (jo, tanken har også strejfet mig). Andre gange synes musikken at fortsætte i en uendelighed, så man langsomt begynder at frygte, at hun har gjort alvor af sine lidelser og taget sig af dage. Ensom og alene med Dolly på repeat. En fornemmelse, der kun har forstærket lysten til at gå ned på anden sal og banke på hendes dør. I al fordragelighed, selvfølgelig. For nu at bevare det gode naboskab, med tryk på bevare. Omvendt kunne det jo også forholde sig sådan, at hun bare danser muntert rundt for sig selv og mindes fordums romancer eller har herrebesøg, besinder man sig. Så indtil videre er en egentlig interveneren blevet ved tanken.

Dolly Parton-syndromet
Men kanske Jytte er offer for en tendens. En tendens, der netop tegner sig blandt hvide kvinder i større byer – med hang til countrymusik. I hvert fald de amerikanske.
Ny forskning på de kanter viser nemlig, at sådanne er en truet art, anfører tidsskriftet New Scientist.
Forskerne Steve Stack og James Gundlach har vist, at selvmordsraten blandt hvide indbyggere i større amerikanske byer, der lytter meget til countrymusik, er højere end gennemsnittet. Også uden for Nashville.
Steve Stack, der er en af de fremmeste selvmordsforskere i USA, er ph.d. ved Department of Criminal Justice på Wayne State University og har forfattet en lang række publikationer om emnet.
Resultatet af undersøgelsen har indbragt forskerparret den Harvard-baserede og såkaldte Ig Nobel Prize inden for medicin, der går til forskning, som først og fremmest får folk til at le og dernæst til at tænke.
D’herrer har i analysen fremført, at countrymusik »fremkalder selvmordstanker ved at sætte fokus på problemer i den suicidale del af befolkningen, som eksempelvis ægteskabskriser, alkoholmisbrug og fremmedgørelse på jobbet,« skriver New Scientist.
I en humoristisk kommentar ved prisoverrækkelsen sagde James Gundlach, der til daglig er professor i sociologi ved Auburn University: »Hvis man spiller countrymusikken baglæns får man både hunden, ekskonen og jobbet tilbage.« Måske man skulle fortælle Jytte det, næste gang man møder hende på trappen med indkøbsposer fra Aldi i favnen.
I skrivende stund toner Dolly Partons »I Will Always Love You« ud fra etagen nedenunder, tilsat en svag men beroligende rumsteren, der tilkendegiver, at underboen lever i bedste velgående. Ingen grund til alarm.

*Af hensyn til kvinden i artiklen og roen i opgangen er der undervejs pyntet på enkelte detaljer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her