I DET nordjyske plejer man at sige, at det der med moms på arbejde aldrig rigtig er slået igennem. Men trækkroge, der i måneskin fragter Brenderup-trailere rundt for at holde gang i gensidige byttehandler, der er til glæde for alle andre end Skatteministeriet, er for længst rykket syd for Limfjorden. Sort arbejde har i dag nået et økonomisk omfang på omkring 50 milliarder kroner om året.
Nationalsporten er i dag så udbredt, at det er de færreste borgere, der kan sige sig fri for på et tidspunkt at have ydet eller modtaget sort arbejde. Ja, selv i de bedste kredse udveksles der telefonnumre på god, pålidelig rengøringshjælp fra Polen f.eks, og det er ikke ualmindeligt, at det betragtes som noget nær hul i hovedet, hvis man har tænkt sig at betale fuld, momspligtig pris for hele tilbygningen til sommerhuset.
Det er dermed blevet et symptom på en række problemer ved det danske velfærdssamfund, som spænder fra skattelovgivning til solidaritetsfølelse. Men det er først og fremmest et moralsk problem, som i sidste ende peger på det enkelte individ.
DER ER uden tvivl tale om et af de mest betændte emner i det danske samfund. Men det vil skatteminister Kristian Jensen (V) og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) nu have gjort noget ved. De fremlagde derfor i fællesskab regeringens 26 nye initiativer, der skal bekæmpe sort arbejde og socialt bedrageri. Det skal ikke længere være sjovt at gå på sort arbejde.
Især gennem de omfattende razziaer mod blandt andet døgnkiosker, restauranter og hoteller er det gået op for myndighederne, hvor meget og systematisk der snydes. Der er tale om alt fra videresalg af ulovligt indførte colaer fra Østeuropa til sort arbejdskraft, der samtidig modtager kontanthjælp eller anden form for overførselsindkomst.
Det vil regeringen i henhold til det nye initiativ nu gribe ind over for med en syndflod af overvågningsmuligheder og skærpede sanktionsmuligheder over for både forretningsdrivende og den sorte arbejdskraft. Der skal lukkes, trækkes i kontanthjælp og straks aktiveres, som det så poetisk hedder. Så i stedet for at se, hvad det sorte arbejde egentlig er udtryk for, vælger regeringen at møde det med initiativer, der hvis man ikke vidste bedre kunne lede tankerne hen på kontrolsamfund.
Til gengæld stopper initiativet ved havelågen, idet regeringen ikke har tænkt sig at gøre noget ved private aftagere af sort arbejde. »Private hjem skal være undtaget kontrol. Vi ønsker ikke at skabe et stikkersamfund, som vi kender det fra det tidligere Østtyskland og Nordkorea. Vi går efter det organiserede og professionelle snyd,« sagde Claus Hjort Frederiksen.
Bortset fra at det da er glædeligt, at regeringen ikke har tænkt sig at genskabe DDR på dansk jord, og bortset fra at man kan mene, det er naivt at tro, man kan fjerne en samfundsøkonomi af den størrelse ved at kriminalisere den, så kan det undre, at man udelukkende kriminaliserer den ene ende af fødekæden og lader dem, der efterspørger sort arbejde gå fri. Dermed bekæmper man muligvis en mængde socialt bedrageri, men man kommer ikke det vidt forgrenede sorte arbejde til livs.
ALT EFTER temperament kunne man vælge at anskue sort arbejde som et udtryk for personligt initiativ. Som et oprør mod klientgørelse og tilbageholdt initiativløshed på kontanthjælp. Som en art iværksættertrang, der skal føre en ud af den sociale rolle.
Men man kunne også vælge at se det som et oprør mod det danske skattetryk. Skal det sorte arbejde nedbringes, kommer man ikke uden om at kigge på det danske skattesystem, der dels lægger en skat på arbejde, som gør det temmelig fristende at unddrage sig moms, dels gør det fuldstændig umuligt at tjene en lav løn og samtidig leve af den. Det er en hån mod alle lavtlønnede, men det er forståeligt, at det kan være fristende både at arbejde sort og modtage overførsel. Hvad pokker, det er der jo så mange, der gør.
Men uanset argumenterne er det sorte arbejde først som sidst udtryk for et moralsk skred, som i løbet af en generation har gjort det, ja måske ikke til noget, man ligefrem blærer sig med, men i hvert fald til noget almindeligt. Og det kan ikke forklares med hverken skattetryk, lønniveau eller udeblevne håndværkere.
Det er altsammen kærkomne undskyldninger, men i sidste ende peger flasken på det enkelte individ og dets ansvarsfølelse i forhold til velfærdssamfundet, og det er her, det sorte arbejde ender som et symptom på en dybere krise.
Velfærdsstaten har med sin vidtforgrenede vækst udviklet sig til et altomfattende projekt, der har gjort hele diskussionen om samfundsudviklingen til en debat om håndtag og knapper, der kan skrues op og ned på. Men i sidste ende er velfærdsstaten et moralsk projekt, som det forudsættes, at man tror på, hvis man skal acceptere modellen. Den er i sidste ende baseret på forholdet mellem mennesker, på at man accepterer om nødvendigt at træde til side for andre og kan se fidusen i at forpligte sig i forhold til et fællesskab. Der er kæden for længst hoppet af, og det er det sorte arbejde kun et symptom på.
