Danske unge strutter af revolution

Er det ikke bare de unge i en nøddeskal? Verden er ved at gå af lave, og så foretager de sig ikke stort andet end at hænge på fortovscafeerne eller sende hinanden sms’er på mobiltelefoner med polyfoniske ringetoner. Det eneste, de kerer sig om, er sig selv og deres egne behov og karrierer. I forhold til fællesskabet, som de er en del af, føler de sig tilsyneladende fritaget fra ansvar. Og hvad med Kyoto-aftalen og børnearbejderne i Indien, undertrykkelsen af tibetanerne, Brasiliens svindende regnskove, aberne på Borneo, det nødstedte multietniske samfund, den religiøse fundamentalisme, slukningen af Golfstrømmen, EU’s demokratiske underskud, krisen i Mellemøsten, muren i Israel, de stigende oliepriser, ældrebyrden, presset på efterlønnen, den skingre kulturkamp, ventelisterne, pornoficeringen af det offentlige rum, de selvdøde fisk, phthalaterne i miljøet, den kollektive trafiks deroute og det omsiggribende sorte arbejde?
Ja, se hvor de morer sig, typerne fjernsynsseere kender fra serien Nikolaj og Julie; mens ældre generationer, der om nogen ved besked, krumbøjes og fures af alverdens ængstelse, dasker de ignorante unge sorgløst rundt i strøggaderne med deres strålende tandsæt, Prada-trøjer med lynlås og bukser fra Helmut Lang. Er sushi-biksen i Grønnegade åben? Fraværet af samfundsmæssigt engagement og politisk stillingtagen lyser fra deres blanke øjne. Er der nogen hjemme? Det er dybt betænkeligt og nærmest, ja, oprørende.
Tilsyneladende. I et interview i Information i sidste uge fortalte seniorrebellen og forfatteren Ole Grünbaum, at han havde en anden fornemmelse af de unge. Han sammenlignede dem med det ædle, snarrådige – og livsfarlige – dyr grisen:
»Det er ligesom, man siger om grisene, når de bliver ført til slagtning: De kunne vende sig om og dræbe slagteren så let som ingenting. De har et enormt farligt bid, og de kan løbe 60 kilometer i timen. Hvis der er en gris på landet, som er sluppet løs, så står der 20 landmænd omkring den med en høtyv. For de ved, hvor farlig den er,« forklarede Grünbaum.
De 30-årige behøver ikke finde sig i noget fra en undertrykkende statsmagt, en moraliserende venstrefløj og en klynkende højrefløj, og der ligger et oprør og lurer. Og mens vi taler om dem, sidder de unge og mæsker sig i croissanter og latte, men de bevæger sig i netværk og er på vej væk fra ’krønikesamfundet’, den homogene, socialdemokratiske fællesnævner.
Grünbaum kunne se det omkring sig: De har en masse ressourcer, og de vil noget nyt, men de har ikke fattet det endnu.
»Lige nu mangler de 30-årige kun gnisten; de skal lære deres egen styrke at kende. Det er faktisk enormt nemt at gøre oprør i et netværkssamfund. Der skal ikke så meget til. Man kan angribe hvor som helst.«
Har Ole Grünbaum fat i den lange ende, eller ser den gamle oprører blot, hvad han gerne vil se, når han som en skygge smyger sig forbi Kronprinsensgades cafévinduer med sine indkøbsposer? Hvorfor melder de unge sig ikke ind i et parti, hvorfor finder de ikke et fælles fodslag? Hvorfor vender svinene sig ikke om og tryner slagteren? Om ikke andet, så fordi de kan.
I virkeligheden skorter det ikke på samfundsmæssigt engagement blandt de unge. Det kommer bare til udtryk på en anden måde end tidligere. Det handler om at eksistere i sin egen tid. De unge er for så vidt enkeltsagsorienterede. Det ene øjeblik stiller de op i kampagner mod forringelser på deres uddannelsesinstitutioner, det næste i demonstrationer mod krigen i Irak; de videresender e-mails med underskriftsindsamlinger og deltager i masseaktiviteter, som bliver arrangeret nu og her med sms-beskeder; de deltager i forbrugerkampagner eller bruger internettet til at sætte sig ind i forholdene omkring den amerikanske valgkamp.
»Der er ingen tvivl om, at de unge i dag er meget samfundsbevidste,« siger samfundsforsker Johannes Andersen, Aalborg Universitet.
»Men det, vi ældre altid fokuserer på, er, at det da må omsætte sig i politik. Det har der bare ikke været nogen grund til.«

Det her er nemlig ikke de glade 60’ere.
»Når 68-generationen blev så forbandet politisk bevidst, var det jo fordi, at den blev opfattet som en farlig ungdom. Da man begyndte at mødes i læderjakke i 50’erne og dansede twist på Strøget, fandt det omgivende samfund adfærden uhyrlig og reagerede i den grad på det.«
50’erne blev til 60’erne. Datidens unge brugte det politiske ståsted til at markere afstanden til den ældre generation, siger Andersen.
»68-generationens problem var, at ’Hold kæft, de står derude, alle de gamle, og vil have mig til at opføre mig på en bestemt måde. Nej, jeg vil lave om på samfundet!’ Og derfor benyttede man sig af det politiske budskab, man kunne finde: At være venstreorienteret.«
Samfundet har ændret sig, og samfundets ungdom har flyttet sig med omgivelserne. Meget få unge opfatter engagement som noget, der lægger op til, at man skal melde sig ind i politiske partier og overtage en stor, samlet pakke, siger Jens Christian Nielsen, der er forskningskoordinator ved Center for Ungdomsforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitet.
»I takt med at arbejdsmarkedet og samfundet stille og roligt ændrer sig og indretter sig efter den fleksible kapitalisme, gør engagementet det også,« siger han. »Som udgangspunkt er de unge mere individualiserede. De opfatter sig ikke som en del af en arbejder- eller landbokultur. De er ikke interessevaretagere på en måde, der gør det naturligt at indgå i en særlig type foreningsliv og tage et særligt ansvar for demokratiet.«
Sidste år foretog ungdomsforskeren Guro Ødegård fra Norsk Institutt for Forskning om Oppvekst, Velferd og Aldring (NOVA) en undersøgelse af den norske ungdoms samfundsengagement. Nu er nordmænd ikke danskere, men alligevel: Undersøgelsen, der baserede sig på skemaer rundsendt til 12.000 elever, gjorde op med forestillingen om unges manglende interesse for samfundsspørgsmål. Den antagelse bygger overvejende på nedgangen i valgdeltagelsen blandt førstegangsvælgere og rekrutteringsproblemerne i politiske ungdomsorganisationer. Men det har meget lidt med samfundsengagement at gøre.
Det viste sig, at de unge nordmænd skelnede skarpt mellem begreberne politik og samfundsspørgsmål. Ordet politik gav negative associationer, det angik dem ikke, og de forbandt det med endeløse diskussioner og uenighed mellem politikere. Samfundsspørgsmål havde til gengæld direkte forbindelse til deres eget hverdagsliv: Sager som racisme, kriminalitet, slankepres, kropsidealer og uddannelsesmuligheder.
Som Jens Christian Nielsen formulerer det: »Det at man måske med en veninde diskuterer, om det er godt eller dårligt, at flere og flere får opereret større bryster, er i sidste ende et spørgsmål om sundhedspolitik. For de unge er der et stykke vej, før de opfatter de ting, de engagerer sig i, som politiske. De tænker ikke i snæver politisk forstand.«
»Rent faktisk kan man se, at for eksempel regeringens politik på indvandrerområdet har betydet, at ret mange unge tager frivilligt arbejde i Dansk Flygtningehjælp og andre organisationer. Den slags organisationer har oplevet en markant forskel inden for de seneste par år,« siger Jens Christian Nielsen. Han tilføjer dog, at de unges tilknytning ofte er af mere kortvarig karakter.

Ole Grünbaum nævnte netværkssamfundet. Ifølge filosoffen Anders Fogh Jensen karakteriserer det netop protesten i dag, at den har samme struktur som det, den protesterer imod, ellers har den ikke en jordisk chance for at stå distancen.
»Kapitalismen er organiseret i projekter og netværk, og det er modstanden så også nødt til at være, hvis den skal kunne følge med. Det bevirker, at det ikke er de helt store, lange livsprojekter, man kæmper for. Det uheldige er måske, at det får kritikken til at virke lidt useriøs. Det bliver knapt så forpligtende, når man kan koble sig af og på efter forgodtbefindende,« siger Anders Fogh Jensen.
Set gennem forældregenerationens langsynede læsebriller virker de unges samfundsengagement rodet og usammenhængende – i bedste fald lettere fragmenteret. Man kan høre de gamle for sig: ’Hvor er de lange linjer, hvor er perspektivet henne? Det er totalt uansvarligt!’
»Det er en af de konstanter, der er gået igen i historien: At verden er af lave,« siger Fogh Jensen. »Jeg kan godt se argumentet mod det fragmenterede, men det er bare fordi, at folk ikke ved, hvad de skal mene. Jeg synes, at det er mere produktivt at se det på den måde, at det nu en gang er sådan, ting er organiseret i dag, og så er det klart, at modstanden også må tage den form.«
Fra Johannes Andersens synsvinkel er et af kendetegnene ved 00’ernes unge, at de ikke har haft et eneste behov for at manifestere en afstand til nogen. Hvis man helt klinisk ser ungdomskultur som et tilbud om erkendelse, problemidentifikation og problemløsning for en given gruppe unge, så har det for disse unge ikke været nødvendigt ’at gribe til politikken’ for at identificere deres problemer.
»De unge er blevet skoset for, at de ikke har været politisk aktive, og gymnasielærere landet over har stået der og fremhævet græsrodsbevægelser og nærdemokrati og andre idealer, og så har de kigget ud over klasserne og konstateret, at ’Det er åbenbart ikke noget for jer,’ eller hvordan de nu har formuleret det,« siger Johannes Andersen.
Til sammenligning kastede 80’er-generationen sig over økonomien og nykonservatismen i forsøget på at finde et personligt ståsted.
»Det var på mange måder en reaktion – en ambivalent reaktion. ’Hvad skal vi? Nå ja, vi kan jo altid tage fat på nykonservatismen.’ Som var en blanding af fremdrift og tilbageskuenhed.«
80’er-generationen fokuserede på økonomisk og individuel succes, men, med Johannes Andersens ord, »iklædt en vis form for politisk overbygning«. Altså ikke en politisk mobilisering, men bare en overbygning.
»Det fantastiske ved den yngre generation i dag er, at de har lært den der mangfoldighed, uden at de har behøvet at vende sig mod de gamle 68’ere. Jo, nogle enkelte har gjort grin med dem, men det har ikke været afgørende at gøre op med 68’ernes forstokkede holdninger.«
I stedet for politik tyer mange unge til kultur i alle dens former for at finde ud af, hvem de selv er.
»Kulturel identitet, kulturelle eksperimenter og kulturelle fællesskaber har været muligheder for at udfolde fore- ‰ ‰ stillingen om ’hvem er jeg’. Det vil sige, at det politiske univers er fjernt, det er fremmed,« forklarer Andersen og nævner det stigende antal af strikkende unge kvinder som et eksempel.
Således er generationen omkring de 30 tilsyneladende ikke helt til rotterne, hvad angår samfundsinteresse. Men tager Ole Grünbaum munden for fuld, når han taler om revolutionært potentiale? Filosof Anders Fogh Jensen, der selv er 31 år, vil gerne komme Grünbaum lidt i møde.
»Jeg vil godt give ham ret i, at folk som regel har mange flere kræfter, end de tror. At bilde folk ind at de ikke er så stærke, er en måde systemet opretholder systemet på,« siger han.
Johannes Andersen supplerer: »At kalde dem revolutionære er måske så meget sagt, men der er da i hvert fald tendenser til, at nogle af de unge er offensivt samfundsforandrende i deres kulturelle tiltag. De reagerer i hvert fald på en samfundsforandring, der giver dem en symbolsk tryghed.«

Den 28-årige politiske kommentator og chefkonsulent Morten Albæk kom i offentlighedens søgelys for et par år siden, da han lancerede sin egen aldersgruppe som Generation Fucked Up. Hans budskab var, at de unge i en alt for tidlig alder var blevet så velbjergede, overmætte, veltilfredse og uengagerede, at man skulle tro, at de var gået på folkepension. Albæk giver Ole Grünbaum ret i, at de cirka 30-årige »har et kæmpestort videnspotentiale«, og at »vi er ikke født uden samvittighed«. Længere går han ikke. Som han ser det, er forskellen på, hvad hans generation siger og gør, så afgrundsdyb, at det skal påtales.
»Men det mener jeg altså ikke, man gør ved bare at defilere forbi en moderne cafe på Højbro Plads og se os alle sammen – velfriserede, nydelige og solariebrune – og sige, ’Dér sidder altså en generation, som bare venter på at eksplodere i forhold til at lave en samfundsomvæltning og sætte de nødvendige temaer på dagsordenen.«
Morten Albæk har svært ved at se, hvad det skulle være for en tændingsmekanisme, som kunne få fut på gnisten, når det ikke allerede er sket. Og snakken om, at nutidens unge er anderledes, fordi tiden er anderledes, og fordi de er mere netværksbaserede, giver han ikke noget for.
»Vi involverer os i det offentlige rum på en anden måde, end der tidligere har været tradition for, og det er ikke sådan, at jeg er så reaktionær, at jeg mener, at alt, hvad 60’erne indeholdt bare skal overføres til det 21. århundrede. Men hvis man tager sådan noget som et netværk: hvorfor har man det? For at få noget ud af det. For hvem? For mig selv. Et netværk består hovedsageligt af personer, der har samme uddannelsesmæssige baggrund som en selv. Men det er jo ikke et samfund; det er mere logeagtig, mere ekskluderende end inkluderende. Et samfund handler altså om et både-og. Man skal selv få noget ud af det, men det skal også være til fællesskabets bedste,« mener Morten Albæk.
Jens Christian Nielsen synes også, at det »er svært umiddelbart at se tendenserne til noget større og mere kollektivt. Ole Grünbaum vil gerne have, at der tænder en gnist individuelt i hovedet på alle de grise. Der mangler måske stadig noget til at tænde den.«

Ifølge Jens Christian Nielsen skal en del af ansvaret for de unges valg og fremfærd lægges over på samfundet selv. Han nævner et begreb, som Anthony Giddens har introduceret i forbindelse med sine tanker om Den Tredje Vej-politikken: Life politics.
»Man gør meget for at få en god arbejdsplads og en god uddannelse, og det er i høj grad noget, man selv må planlægge. Det, der også kendetegner samfundet og de unge, er de her tanker omkring fremtiden: ’Hvad er det, jeg skal fremover? Hvilken uddannelse skal jeg have?’ Det er noget, man opfatter som individuelle anliggender. Man lægger nærmest en livspolitik, som måske er med til at flytte fokus og energi fra det store kollektiv,« siger Jens Christian Nielsen. »Men det er jo også noget, som samfundet er med til at lægge over på de unge, når man helt ned i folkeskolen beder eleverne lave individuelle uddannelsesplaner fra 7.-8. klasse. Og hvis man ikke gør det, så kommer man til at lave en individuel handlingsplan senere i livet. Der er et krav om, at man skal mestre sin egen fremtid fra et tidligt tidspunkt.«