Læsetid: 4 min.

'Derfor myrder de os'

USA’s militær fastholder, at dets bombeaktioner mod Falluja kun har til hensigt at dræbe ’oprørssoldater’, mens lokale kilder insisterer på, at flertallet af ofre er uskyldige civile
19. oktober 2004

BAGDAD – Missilerne slog ned umiddelbart efter kl. tre om natten med morderisk ødelæggende effekt: Otte medlemmer af al-Jabouri-familien blev dræbt, da de lå og sov i deres hjem.
Den næste dag udsendte amerikansk militær en erklæring om, at guerillasoldater, der er loyale over for Abu Musab al-Zarqawi – USA’s fjende nr. ét i Irak – var blevet dræbt under et »præcisionsangreb« i Falluja.
Hver nat gennem tre uger er byen blevet bombarderet og beskudt, og hele tiden har amerikanerne insisteret på, at dem, der dræbes og lemlæstes, er oprørere fra Zarqawis to militsgrupper Tawhid og Jihad – det var militante herfra, som bortførte og myrdede det britiske gidsel Ken Bigley og hans to amerikanske kolleger.
Gentagne protester fra læger på lokale hospitaler om, at flertallet af ofre er civile, har USA afvist som propaganda fra oprørernes side. Nu forbereder byen sig på et truende stormangreb fra landstyrker og fly og frygter for det blodbad, det vil nedkalde over dem.

Gravid i sjette måned
Blandt de dræbte i al-Jabouris familie var 26-årige Atika, som var gravid i sjette måned, hendes treårige søn Omar, hendes mand Thamir på 28, hendes søster Athra og hendes mor. Atikas for tidligt fødte spædbarn levede endnu nogle få timer efter sin mors død, men blev begravet i samme grav.
Det eneste medlem af familien, der overlevede, var Atikas femårige datter, Ayisha. Hun sov i armene på sin farmor, der blev dræbt på stedet. Mirakuløst overlevede den lille pige, men hun var slemt såret, forbrændt og vansiret af sprængfragmenter og flyvende glasskår.
Ayiashas onkel fortæller: »Jeg bor lige i nærheden og løb straks derover, da jeg hørte eksplosionerne. Der var intet tilbage. Vi måtte trække ligene ud fra murbrokkerne, et efter et.«
Med sår på skuldre, arme, ryg og ben blev Ayiasha bragt til hospitalet i det nærliggende Ramadi for at blive behandlet. Nu tager hendes mors onkel, Khalil Hammadi, og hans familie, der bor i en landsby uden for Falluja, sig af hende. Hun ligger på en madras på gulvet og viser in-gen synlige tegn på de kraftige smerter, hun må lide under. Men den normalt meget opvakte og spørgelystne pige er usædvanlig stille.
Fawzi siger: »På hospitalet i Ramadai havde hun hørt personalet diskutere en ope-ration på en dreng ved navn Omar. ’Jeg hørte dem tale om Omar’, sagde hun til os – vi havde ikke fortalt hende, at han var død. Det er den ene-ste gang, hun har talt om sin bror. Hun har ikke en eneste gang spurgt til sin mor og far. Det er meget sørgeligt, men hvad kan vi gøre?«

Samler beviser
Mazin Younis, en irakisk født menneskeretsaktivist fra Manchester, som har besøgt Falluja for at danne sig et indtryk af ødelæggelserne, konstaterer, at hovedparten af ofrene for angrebene har været civile.
Younis, der også bistod en retshjælpsgruppe med at samle beviser på britiske troppers overgreb i det sydlige Irak, forsøger nu at skaffe bistandspenge, så Ayisha kan få lægehjælp i udlandet. Younis håber, at de samme midler kan komme andre sårede børn i Falluja til gode.
»Fallujas indbyggere siger, at de bliver straffet,« siger han: »Almindelige mennesker bliver dræbt. Jeg spiste til aften i en kebabrestaurant ved navn Hajji Hussain. Den var fuld af familier. To dage senere blev den bombet af amerikanerne.«
Amerikansk militær fastholder derimod, at kebab-restauranten i virkeligheden var facade for et kommando- og kontrolcenter for Tawhid og Jihad.
1.000 amerikanske soldater med støtte fra artilleri, kampvogne og irakiske regeringstropper har omringet Falluja. Amerikanerne og lederen af Iraks overgangsregering, Iyad Allawi, fastholder, at Zarqawi befinder sig i byen og har krævet, at han bliver udleveret. De har truet byens borgere med, at de selv må tage konsekvenserne, hvis det ikke sker.
Civile ledere i byen har protesteret over dette krav, som de kalder urimeligt. De påpeger, at amerikanerne – trods al deres militærmagt og en udlovet dusør på 25 mio. dollar – ikke har været i stand til at fange eller dræbe den militante jordanske islamist. »Amerikanerne har skabt sig en bømand i Zarqawi. Vi har ikke set ham. De kan ikke dræbe ham, så derfor dræber de os. Nu venter vi bare på det store angreb.«

Gengældelse
Mange ser den optrappede belejring og beskydning af Falluja som gengældelse for sidste uges bombeaktioner i Den Grønne Zone i Bagdad, hvor fire amerikanere blev dræbt. De hårde kampe i Falluja i april blev ligeledes set som gengældelse for lynchningen af fire amerikanske lejesoldater. Efter en blodig belejring, der varede i ugevis og kostede 600 irakere livet, sig tilbage og overlod byen til oprørerne.
Dengang sagde præsident Bush: "Vores militære ledere vil gøre alt, hvad der er nødvendigt for at sikre Falluja." Lederen af kampenhederne fra US Marines, som gennemførte angrebet, udtrykte senere sin uenighed med denne aggressionspolitik og beklagede sig over, at den havde ødelagt det tillidsforhold, man havde opbygget til de lokale i forbindelse med nogle genopbygningsprojekter.
"Vi følte, at vi havde en metode, at vi ønskede at bruge på Falluja. At vi burde lade situationen afklare sig, før vi så ud til at angribe ud fra hævngrunde," sagde generalløjtnant James Conway. Men han tilføjede: "Vi følger ordrer. Vi fik mulighed for at gøre indsigelse. Men bagefter gjorde vi stram honnør og gik i gang med at angribe."

©The Independent og Information
*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her