Læsetid: 4 min.

Digteren der kom flyvende inde fra tågen

Som kunstner var Per Højholt et forbillede for det senmoderne menneskes påtvungne opgave at skabe sig selv
22. oktober 2004

Udsyn
Han troede, han havde en aftale med sin venstre hånd. Efter endnu en blodprop skrev han et digt. For det er Per Højholt, det drejer sig om:

Jeg troede jeg havde en aftale
med min venstre hånd
om at klø mig i nakken.
Nu ligger den her på mit bryst
nær det sted Gunnar Ekelöf
kort før han døde
udpegede som hjertets

Digtet er skrevet så lige på og let, som var det skrevet af Ekelöf selv. Det er helt personligt Per Højholt og stadig skrevet tæt i forlængelse af en andens måde at skrive digte på. Dette var Per Højholts produktive og originale tilgang til spørgsmålet om, hvordan man skriver sine egne digte: Man skriver så tæt på sine forbilleder som muligt. Han skulle ikke være original ved at forkaste alle de andre. Der var ikke noget patetisk kill your idols-romantik. Her er ikke noget opråb: Til bunds i det ukendte for at finde det ny. Det var snarere: til bunds i det velkendte for at finde en lille smule mere.
Per Højholt har i et interview forklaret sig: »Den trøsterigeste bemærkning i de år, og engang imellem stadig væk, det er Ekelöfs om, at der ikke findes epigonerier, der findes kun identifikationer. Det har jeg altid kørt på, jeg skriver aldrig uden at have et forbillede. Heller ikke nu. Det er man nødt til. Man skal fornemme det broderskab, man skriver ind i.«
Højholts store forbilleder var store læsere: Den franske digter Stéphane Mallarmé skrev henover forbilledet Baudelaires digte, så man kunne tro, det var Baudelarie selv. Per Højholt skrev på gentagelsens logik: Hvis han skrev præcis som Mallarmé, ville der vise sig en forskel, en sprække, som er Per Højholts eget digt. Gentagelsen vil aldrig lykkes som den perfekte kopi.
I et sent digt skriver Højholt for eksempel i forlængelse af den antikke filosof Heraklit, hvis visdom gerne resumeres til sloganet: Man kan ikke stige ned i den samme flod to gange:

Jeg har tænkt så dybt over mit liv at det
er blevet flydende
og selvom metaforer ellers ikke vinder
ved daglig omgang
synes jeg alligevel den her smager lokalt:
lidt som Funder Å.

Eller som i de korte filosofiske historier, som Højholt kaldte blindgyder. De er så tydeligt skrevet over den argentinske forfatter Jorge Luis Borges’ historier.
Og Højholt skrev selv en blindgyde, som om det var Borges’ egne refleksioner over at være blind og leve i en labyrint. Da Borges døde, skrev den store franske avis Libération med henvisning til labyrinten, som var det gennemgående motiv i hans forfatterskab: »Borges har fundet udgangen«.

Sidste fredag døde Per Højholt, og man kunne have valgt en længere frase fra Højholts eget forfatterskab til afsked. Man kunne have valgt mange sentenser og spidsformuleringer. Men der er også en historie om en britisk etnolog, der tog på bryllupsrejse til Fiji-øerne for at kultivere sin lidenskab: de melanesiske sprog. Det er en historie, som en gæst fortæller en rygende tilhører under en tændt flagermuslygte i danske omstændighederne. Det er ikke etnologen selv, der fortæller. De indfødte på Fiji-øerne fik overtalt etnologen til en udveksling: for hvert ord han lærte af de indfødtes sprog, skulle han glemme et ord fra sit eget sprog. Efterhånden kunne etnologen kun primitivt kommunikere med sin brud. Og til sidst holdt han sig blandt de indfødte i stammen, og da hans kone kom for at hente ham, svarede han hende på et sprog, hun ikke forstod. Den danske tilhører vil høre mere, Han spørger sin gæst:
»‘Hvad så mere?’, spurgte jeg. Dette kunne umuligt være hele historien. Han så over på mig i lygtens skarpe skær. Så fortsatte han på et sprog jeg ikke forstod.«
Per Højholt havde ikke bare et enestående blik for, at mennesket er natur og så mere end blot natur. Per Højholt havde som digter, prosaist og tænkende menneske en netop enestående ambition om at udforske dette vilkår på alle niveauer; som grænserne for vores sprog og erkendelse, som spring ind over den anden side af grænsen. Som en overskridelse, der ikke var tom, men forstod, at intetheden ikke bare er ingenting, men simpelthen slet ikke noget. Han kom fly vende inde fra tågen. Som forbillede for fortløbende undersøgelser af menneskets vilkår, fælles horisont og ensomme tavsheder. Den tyske filosof Peter Sloterdijk har sagt, at kunstnerne bør blive det nu senmoderne menneskes forbillede. For kunsterne har længe skullet skabe sig selv og forholde sig selvstændigt til forholdet mellem tradition og nutid, arv og individualitet, det fælles og det originale. Det, der ifølge Sloterdijk nu er blevet mange menneskers livsomstændigheder, har længe været kunstnernes produktive vilkår. Per Højholt var og er forbillede for orientering i det vilkår. Som han skrev i et digt om en fugl:

En solsort kom flyvende
inde fra tågen
den sidder her nu
og synger i en våd bjergfyr
om lidt flyver den tilbage
til naturen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu