København
Skønt efteråret endnu ikke er specielt fremskredent, har melankoli, død, og forfald allerede indtaget mit stykke af Jagtvej den strækning langs med Assistens kirkegård, jeg hver dag passerer på vej til og fra mit virke på avisen.
Gule, døde blade flyder i rendestenen ud for Lenco Bar. Bag nussede ruder anes stamklientelet: to, tre tobakshostende old timers, som i den sene eftermiddag hussvaler sig i bodegaakvarie.
De gråsprængte lader først en kølig og så en skarp risle ned gennem de gamle nedløbsrør, før de studerer de sidste odds for mulig gevinst i et krøllet eksemplar af Tipsbladet. Skal man helgardere opgøret Fulham-Leyton Orient?
Jeg hører for mit indre øre den fransk-ungarske filmkomponist, Joseph Kosmas smerteligt smukke Les feuilles mortes.
Et mere melankolsk musikalsk motiv findes næppe, (selv om kendingen fra Leif Panduro tv-serien En by i provinsen er tæt på at gøre den rangen stridig). Kosma var nok aldrig på Jagtvej. Hans musik skulle sætte toner til en Jacques Prévert-visen i Marcel Carné-filmen Nattens porte fra 1946: En ce temps-là la vie était belle et le soleil plus brûlant quaujourdhui...
Men Kosmas tema er det naturlige lydspor til min faste rute i denne skumringssæson. Versionen, jeg hører, er rent instrumental: klarinet og jazzguitar i Django Reinhardts og Hot Club de Frances udgave.
Rust drysser fra bilvragene ud for Peugeot-værkstedet ved siden af Q8-tanken: udtjente køretøjer, hvis mulige indehold af brugbare reservedele er det eneste, der endnu skiller dem fra det sikre endeligt i skrotpresseren.
En udrangeret Porsche 924 praler endnu af sine elegante linjer. Var dette karosseri i 80erne ramme om hæsblæsende yuppieforhåbninger, som borte nu har taget?
Butiksdøden tynder ud på dette afsnit. Den imposante facade for Nethouse2000.dk »vi har altid de hurtigste maskiner dræb monstre med en 333mhz-processor« er alt, hvad der resterer fra endnu et krakket milleniumseventyr.
Tilgitrede vinduer dementerer nu den selvbevidsthed, der nys kendetegnede dette tempel for nørdteenageres morderiske Doom-fantasier.
Et stykke længere henne er der liv. Her lå førhen Café Assistenten, hvilket minder mig om, at jeg som dreng længe fastholdt en overbevisning, at det hed Assistenternes Kirkegård.
Det gav mening at oprette en kirkegård specielt for kommunalassistenter, således at denne stand kunne glædes over udsigten til også at være forenet i døden.
Café Assistenten gik ned med flaget, og samme skæbne mødte den efterfølgende værtshusholder. Nu ligger der en vandpibebodega Café Ali Baba og De Fyrretyve røvere.
At sige er der liv, er måske en overdrivelse. Ali Baba jeg ved ikke om det er hans rigtige navn er her, men de fyrretyve røvere har jeg aldrig set. Jeg bilder mig ind, at Jagtvejens vandpibebodega er scene for et menneskeligt drama. Her har en indvandreriværksætter for egen risiko og regning banket en ny type værested op for at initiere københavnerne i en mellemøstlig socialitetsforms røgede velsignelser. Noget kunne tyde på, at han har set rigtigt. Livsstilsbladene melder, at vandpiber er stort lige nu.
Den eksklusive designerbutik Casa Shop sælger dem som varmt brød. Etablissementer som Ali Babas skal være skudt op andre steder i hovedstaden og have stor søgning af en ny generation af både gammel- og nydanskere veritable arnesteder for ny integration. Men hos Ali Baba kommer ikke en levende sjæl!
Forleden så jeg vandpibeværten stå og trykke næsen flad mod ruden indefra en tragisk ensom skikkelse, der forbandede sin skæbne. Han havde samme vantro blik, som den desperate plakatopklæber i filmen Cykeltyven, da han indser, at hans cykel og dermed hans mulighed for bevare sit levebrød er væk.
Ali Baba har gjort sit. Ingen kan være i tvivl om, at dette er en indvandrermandeklub: Et dannebrogsflag er demonstrativt stillet frem. Et skilt gør opmærksom på, at man da også kan få kaffe og kage eller frugtjuice, hvis sød æbletobak ikke skulle friste.
I sidste uge var der kunder: To gammeldanskere velklædte, den ene sågar en yngre kvinde iført designerbriller og stramtsiddende nederdel.
Jeg så i forbifarten, at Ali Baba forsøgte at forklare dem et eller andet han gestikulerede vildt. Begge beklemte, da de nippede til kaffen. Åh nej, tænkte jeg det er kreditorer, det er advokater, det er tilsynsmyndigheder, og de er kommet for at tage Ali Babas butik. Næste dag i vinduet et nyt skilt: »Vandpiber til salg!«
Stakkels Ali Baba! Hvorfor skulle du dog opslå din rygehule i skyggen af Københavns gamle kolerakirkegård, hvor selv ligkistemagasinet er lukket dette efterår og gravstenene overfor forvitrer i den rindende efterårsregn, hvis dråber siver ned i den kolde, mørke jord til tonerne af les feuilles mortes!
