Læsetid: 4 min.

Drevne drenge

Tue Biering og Nicolai Spangaas trang til dødsvold er en overrumplende gave til Det Kgl. Teater
21. oktober 2004

Tue Biering og Nicolai Spangaas trang til dødsvold er en overrumplende gave til
Det Kgl. Teater

Teater
Det hviner fra stjålne biler, knivene blinker – og pludselig kan man igen mærke, hvorfor det hedder Det Kgl. Teater. Skuespillerne i Røverne ligner godt nok bare en stribe drengerøve, som de står dér op ad muren uden andet end et par håndvåben og nogle nedslidte platheder. Men når de så begynder at myrde løs, henover bilerne og sådan i flæng, så oser savnet og kærlighedshungeren ud af dem på den subtile måde.
Her er det, at teatret forvandler sin tilskuer: Tilskueren transformeres til medvider, skuespilleren til kilde, og teaterrummet til et storbyhjørne. Terror bliver forståelig, vold bliver naturlig, drab bliver nødvendigt…
Og så er det, Det Kgl. Teater pludselig bliver kunstnerisk synligt i dansk teater, selv nede fra Turbinehallens mørke. For som tilskuer vil man bare have mer, mer, mens akterne flyver forbi – uden tøven, uden nåde.
Instruktøren Tue Biering og scenografen Nicolai Spangaa (begge fra 1973 og bagmænd til Casanova på Det Kgl. Teater og Kærlighed på Kaleidoskop sidste sæson) har fået opgaven at fortolke Schillers ungdomsdrama Røverne fra 1781 – et smertefuldt drama om to brødre, indviklet i magtsyge og kærlighedshunger. Og Biering-Spangaa tolker forbløffende hjemmevant dette ondskabsunivers om til en gadevoldsvirkelighed (og en business director-virkelighed) af i dag. De udstiller terroristens enfoldighed, de kender voldtægtsmandens hånlatter, og de har narkohunde-næser, når det gælder opsnusning af interne bandestridigheder. I sin essens handler det om børn, der aldrig er blevet elsket – i sin konsekvens handler det om voksne, der forhindrer andre børn i at blive elsket.
Fortolkningen flammer hidsigt og aktuelt, så premieren bliver en aldeles overrumplende gave til Det Kgl. Teaters ellers hårdt prøvede publikum. Her sejrer ingen Mefisto, næ, her hersker paradoksalt nok en tilgivende Vorherre: Størst af alt er kærligheden!

Dødsforagt
Biering-Spangaa har listet alle 11 skuespillere med ind i hævnlogikken og dødsforagten. Konkret har Spangaa bygget en mur så høj, så høj, af tilsølede gulvfliser og med flere indbyggede finesser, end man kan gætte sig til undervejs – og Ulrik Gad har belyst underverdenen med effekter, der må være ghettoens svar på Tivoli.
Røverne kan let blive et stykke for de to stjerner, der spiller de to brødre, men på scenen kommer stykket kun rigtigt i hus, hvis hele banden af røvere spiller godt. Og de spiller fremragende. Biering har instrueret sine mænd, så den ene er mere sjæleligt forhutlet end den anden. Der er bangebuksen (Jakob B. Engmann), der er blærerøven (Thomas Bendixen), der er ædedolken (Rasmus Botoft), der er intrigemageren (Thomas L. Corneliussen), der er medløberen (Carsten Grønlund)… Og der er den ulykkelige drømmer på sidelinjen, der ikke kan svigte sin medfølelse (Morten Suurballe).

Dødsskrog
Men forestillingen stråler ikke mindre fra sine to brødre-skuespillere. Mads Wille udvider strategisk sit rollegalleri af ondskabsfulde personager med broderen Frantz som et perverst og psykisk afvigende dødsskrog. Og som broderen Karl nuancerer den nye kongelige skuespiller Ken Vedsegaard sin Erik-profil fra Krøniken med en uhæmmet faderspejling, men også med en idealisme og selvindsigt, der folder sig ud. Hans kærlighed til barndomskæresten Amalia virker både naiv og voksen, og Vedsegaard når ud over rampen med teater-stemmekraft og tv-intimitet på samme tid. Den dreng skaber våde øjenkroge.
Hans Amalia spilles med autoritet af skuespillereleven Nukaka Coster Waldau, der har en egen poesi i sine mørke øjne. Hendes bevægelser er langsomme og renfærdige, næsten mytiske, og alligevel virker hun 2004-realistisk, eksotisk uden klynk.

Dødsensfarligt
Alligevel ville alle disse unge talentstormere intet kunne præstere uden de to ’gamle’. Henning Jensen spiller brødrenes far – med nuancer i sin magtfulde og alligevel så bløde og samvittighedshærgede stemme, som de unge kun kan drømme om. Og Ole Ernst hæver rollen som hustjeneren Daniel til Odysseus-dimensioner: En bøjet albue, så er alt sagt – fra mand til mand – mens han trækker sin viden til sig i sit eget overlevelsesspil mellem medvideri og retfærdighed. Det er raffineret og bevægende. Og dødsensfarligt.
Og ja, så er der det med teknikken. Biering har en forkærlighed for tegnefilmslyde og videoslogans og lyskegler. De mest rammende replikker får et sabelsus og et logoblink og en dødsspot, men fordi det er så veloplagt styret, virker det aldeles forfriskende.
Biering og Spangaas overblik over Schillers Sturm und Drang er i det hele taget imponerende – ud fra en oversættelse, der kører uhindret i femte gear. Det dramaturgiske overskud bobler, så scenerne hele tiden bygger op til den næste overraskelse; om det så er en mordbrænding eller et almindeligt pistolmord: Døden er konstant synlig – og konstant forståelig. Så næste gang jeg ser en stjålen bil hvine om hjørnet, vil jeg tænke på Schiller. Og mærke smerten.

*’Røverne’ af Friedrich Schiller (1781). Oversættelse: Johannes Magnusssen (1896) Bearbejdelse: Tue Biering og Vibeke Staggemeier (2004). Instruktion: Tue Biering. Scenografi: Nicolaj Spangaa. Lys: Ulrik Gad. Det Kgl. Teater, Turbinehallerne, til 27. Nov.

*www.kgl-teater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu