Læsetid: 8 min.

Dybt nede hvor dæmoner spyr ild og farten flammer

New Yorks subway og den neurotiske storbykultur fylder 100 år
22. oktober 2004

Metropol
Der var sider af storbyen, som bød Bernhard Goetz imod, indædt tænderskærende imod, og en dag blev det ham for meget. Det var den 22. december 1984.
Bernhard Goetz – en hvid, 37-årig, ugift ingeniør, der drev et elektronik-værksted fra sin lille lejlighed i den sydlige ende af Manhattan – hadede kvarterets overvintrede hippier, han hadede narkohandlen på gaden, han hadede de hjemløse med deres beskidte pakkenelliker, og han hadede de sorte unge, der drev rundt på byens subway-stationer. I øvrigt elskede han New York, hvor han var født.
Efter at have været udsat for et røveri i 1981 havde den spinkle, halvskaldede Goetz med de store nørdede briller altid en Smith and Wesson-revolver kaliber 38 på sig. Den 22. december 1984 steg han kl. 13.40 ind i et subway-tog. I togvognen befandt sig 20 passagerer, heriblandt fire sorte teenagere, som slog ring om Goetz og afkrævede ham fem dollars. Goetz rejste sig, trak revolveren og fældede alle de fire ubevæbnede unge med skud. To af de unge blev ramt i ryggen, mens de var i færd med at flygte. Goetz gik derefter hen til en af de liggende og sagde: »Du ser da ikke for værst ud, her har du en til,« hvorefter han fyrede igen.
Dette skud lammede den unge mand permanent, de øvrige slap med mere overfladiske skudsår. Ved lyden af skuddene standsede togføreren toget, men Goetz slap bort, lejede en bil og gemte sig uden for byen. Nytårsaften meldte han sig til politiet.
På det tidspunkt var han allerede blevet berømt i hele USA som ’lov-og-orden manden fra subway’en’. Nogle få vovede i offentlighed at kalde ham racist og sygelig – mange aviser og borgerorganisationer hyldede ham derimod som en frelser, der turde rydde op i storbyjunglen, og Goetz slap med en mild dom for ulovlig våbenbesiddelse. Han havde handlet i selvforsvar, mente retten. 11 år senere blev han dog dømt til at betale den lammede mand en erstatning på 43 mio. dollar. Men Goetz ejede ikke en klink.

Vi jager, vi jager
Måske er Goetz’ raseri sindbilledet på subway’ens dunkle sider og storbylivets ubehag.
New Yorks subway, hvis første linje åbnede for 100 år siden, den 27. oktober 1904, er ikke verdens første (London og Paris var hurtigere ude), men verdens mest berømte og berygtede, vel fordi den borer sig gennem metropolernes metropol, hvad angår modsætninger. Utrolige højhustårne rejser sig over en udhulet undergrund fyldt med rør. I togene trænges uforskammet rige Wall Street børsmæglere sammen med Harlems slumbørn. Hvide møder sorte, alle mødes, for der er ingen vej uden om den subway – New Yorks gader kan umuligt klare millionbyens transportbehov. Det skyldes, at det kæmpemæssige retvinklede gadenet blev tegnet i ét hug i starten af 1800-tallet for at inddele byggegrundene i byen, ikke for at udgøre et fornuftigt vejsystem. De færreste new yorkere har i dag bil.
New York nærmede sig i slutningen af 1800-tallet en million indbyggere – og byen var dermed moden til en undergrundsbane, men som det ofte er tilfældet ved den slags store projekter, blev subway-planerne forsinket og plaget af politiske skandaler.
Da byggeriet omsider kom i gang i 1900, gik det til gengæld hurtigt. 12.000 arbejdere gravede ved håndkraft undergrundsbanen ned fra gadeplan, hvorefter der blev lagt tag over hullet. Subway’en åbnede i 1904 og blev en øjeblikkelig succes, ja det gik snart op for de ansvarlige, at banen trods dobbeltspor i hver retning var underdimensioneret. I stedet for blot at flytte passagerer fra gaderne og ned under jorden, begyndte new yorkerne at transportere sig i et hidtil ukendt omfang, oppe som nede, så subway’en måtte snart udbygges. Storbyens rastløshed, dens busyness, syntes netop i subway’en at smelte sammen og ganges op med byens gesjæftighed, dens business. Hans Scherfig beskrev i 1930 fænomenet i en kronik i Politiken:
»Man jager af sted i subway’en om morgenen. Man arbejder mekanisk. Man sluger sin mad stående... I New York ikke blot jager man, men man understreger og nyder sin travlhed: Se, hvor vi jager, se hvor vores tid er kostbar, vi jager, vi jager. Af vejen, vi har ikke tid!«

Metro-neurotisk fantasi
For new yorkerne blev subway’en den håndgribelige udgave af den etniske smeltedigel, hvor racer og klasser næsten sad lårene af hinanden. Subway’en var samtidig en rullende udfordring for seksualmoralen i begyndelsen af det 20. århundrede. I 1909 stillede en advokatfrue sig i spidsen for et korstog mod grove arbejdsmænd, der under dække af trængslen angiveligt befamlede unge kvinder, fra den velduftende middelklasse altså. Hudson and Manhattan Railroad, der drev en subway som forbinder New York med New Jersey, overtaltes til i hver togstamme at indsætte en vogn, som udelukkende måtte benyttes af kvinder. Senere blev det dog opgivet, da kvindevognen ikke havde tilstrækkeligt mange passagerer. Var den kønslige gnubben i subway’en mon blot en moderne metro-neurotisk fantasi?
Det synes at være mere end et tilfældigt sammenfald, at Sigmund Freud netop i perioden, hvor subway’en byggedes, skrev et hovedværk som Drømmetydning (1900) og fik sine teorier diskuteret i intellektuelle kredse på begge sider af Atlanterhavet.
Den freudianske psykoanalyse synes på sælsom vis at smyge sig tæt op ad subway’en. I Hverdagslivets psykopatologi (1901) påviser Freud, at psykiske ’fejl’ ikke er forbeholdt alvorligt syge, men kan iagttages hos det almindelige menneske i dagligdagen. To lag i det moderne menneske er i evig kamp – den ydre, tjekkede overflade over for et morads af fortrængt aggression og liderlighed. Fortrængningerne har det bare med at melde sig og bryde gennem overfladen i form af simple fejlhandlinger, forglemmelser og fortalelser.
Det er fristende at se det underjordiske New York som et fysisk sidestykke til en ’underbevidsthed’, hvor storbyboerne er tvunget til at færdes. Fra subway-nedgangen i fortovet forgrener underverdenen sig i lavloftede, ofte kilometerlange gange, der lugter af strøm og sved. Folk myldrer af sted, nogle desorienterede, cirkelgående og genert spørgende, andre brutalt og ubønhørligt målrettede. Overalt er der fængselsagtige gittervægge, lange rækker af stålsøjler, trapper op og trapper ned, blindgyder, midlertidigt spærrede sidegange, indhegnede udgangssluser, klikkende tælleapparater og faretruende perronkanter med advarsler og afmærkede ’sikre’ områder – et misforståelsernes klaustrofobiske arnested, en nervøs sitren, der efterhånden har bredt sig under det hele og bliver ved med at spjætte og suse og lugte uden et øjebliks ophold, hvad enten det er nat eller jul. Togene og tankerne kører uafbrudt i New York.
Subway’en udgør den dunkle underside af den glitrende storbys overflade – sådan som den italienske kunstner og futurist Fortunato Depero beskrev subway’en, efter han var ankommet til New York i 1928: »Dybt nede, hvor dæmoner spyr ild, og farten flammer.«
Ja, det var nede hos dæmonerne, at de forbudte arbejdsmandsbefamlinger eller fantasierne om dem udfoldedes – og stadig udfoldes. Det var nede hos dæmonerne, at den betændte Bernhard Goetz mange år senere valgte at trykke på aftrækkeren, fordi han ønskede, at de unge »skulle lide«, som han forklarede politiet. Ved at fyre løs prøvede Goetz måske også at skyde den pinagtige tanke om sin egen far i sænk. Faren havde været en stivnakket tyran, som blandt andet tvang Bernhard i en alder af 10 år til at skrive undskyldende breve til sig, når sønnen havde gjort noget, han ikke måtte. Denne retskaffenhedens alfader blev imidlertid i 1968 dømt for at have forgrebet sig på to 15-årige drenge. Skammen i Goetz’ familie var så stor, at Bernhard måtte skaffes af vejen – han kom på kostskole i Schweiz. Men vendte altså i den grad tilbage til New York som en mand, der under overfladen var livsfarligt kogende.
Goetz’ opgør faldt i den hidtil vanskeligste periode i subway’ens historie. Op gennem 1950’erne og 60’erne var budgetterne til vedligeholdelse af subway’en blevet beskåret – til fordel for investeringer i vejnettet, og byen plagedes af stigende kriminalitet og ængstelse. Angsten kørte især med subway, fordi borgerne der følte sig hjælpeløst fanget og udsat.

Spraymalet fingeraftryk
Og som om alt dette ikke var rigeligt, fandt en teenager fra 204. gade i Brooklyn på at skrive sit dæk- eller kælenavn ’Julio 204’ med bred spritpen på så mange kupévægge i subway’en som mulig. Det var i 1968. Snart fik han følgeskab af andre, for eksempel legendariske, græsk-amerikanske ’Taki 183’, som også ønskede at sætte sig et svært afviskeligt fingeraftryk på byen, et kryptisk og alligevel umiskendeligt spor, som blev båret rundt af togene og hurtigt dannede mytiske fortællinger om hvem, der var konge af graffitien.
Norman Mailer skrev om graffitien, der også ramte den overjordiske del af byen: »I årtier havde et afvisende Amerika blændet sine børn med kontorhøjhusenes glatte vægge, som sagde: ’Du vil aldrig blive klog nok til at finde ud af, hvad der foregår inde bag disse vægge. Alt, hvad du ved, er, at vi bestemmer, og det gør du ikke’. Derfor malede børnene deres graffiti forneden på de glatte vægge, ligesom et lille barn begynder at skrige, hvis tavsheden i en familie varer alt for længe.«
Subway-selskabet vaskede tags (navnetræk) af og håbede, at dillen drev over. Men den voksede ind i hip-hop-kulturen og bredte sig med dramatisk styrke, så hver eneste togvogn snart var en myretue af tegn, en babylonisk hærgende vanvidsmumlen af identitetssignaler skrevet arkæologisk oven på hinanden på togvæggene, sæderne, lofterne og kradset ind i vinduesglasset.
Da togene var fyldt indvendig, vovede graffitimalerne sig om natten ud mellem de stærkstrømbærende skinner på baneterrænerne for at spraymale større bogstavagtige tegninger uden på de bortrangerede myldretidstogvogne.
Fortsat var det graffiti-malernes egne navne og dækidentiteter, der trængte sig på, men en sidegenre var dedikationer som denne af en af de helt store, ’Seen’: »Jeg elsker min mor, som en søn bør elske sin mor.« Derefter et hjerte og så: »Dette var et budskab til mødre til alle de sønner, som ikke kan udtrykke sig som mig.«
I de offentliggjorte fotodokumentationer af 1970’ernes og 80’ernes graffiti findes ingen dedikationer til fædre. Fædrene var måske forsvundet i fængsler eller glatte kontorhøjhuse, mens de lod sig repræsentere af de subway-betjente, der i begyndelsen af 1990’erne omsider fik gjort kål på de sidste graffitti-malere.
I dag er subway’en ’ren’. Men storbyens kvaler og kvaliteter afspejles og forstørres fortsat i New Yorks subway med de 468 stationer.
En hel station under World Trade Center blev kvast den 11. september 2001, og mens disse linjer læses – uanset tidspunkt – sidder i et af togene et kyssende kærestepar, en mand med en pistol i lommen og en mor, der ikke kan forstå, hvor hendes store dreng blev af i nat.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her