Analyse
De fleste menneskers liv er styret af et sammenrend af tilfældigheder. Det gælder ikke i samme grad for Anders Fogh Rasmussen.
Sådan lyder det i forordet til en ny biografi om landets statsminister, hvor forfatteren Anne Sofie Kragh går særdeles tæt på de begivenheder i Anders Fogh Rasmussens opvækst, der har præget den usædvanlige toppolitiker.
Fogh. Historien om en statsminister leverer et nuanceret og detaljeret indblik i, hvad der har formet Fogh. Og lagt grunden til den fremtoning, der kalder på irritation i al sin udanskhed: Den næsten umenneskelige udstråling af kontrol og viljestyrke. Den bedrevidende attitude, der ofte forveksles med arrogance.
Som en tidligere chef i Skatteministeriet beretter om den sag om kreativ bogføring, der i begyndelsen af 1990erne tvang Fogh til at gå af som skatteminister:
»Nu er det ikke for at genere Putin (Ruslands præsident, red.), men Fogh og Putin ligner hinanden. De har det samme viljefaste og målrettede væsen. Det gør folk nervøse,« siger han i bogen og forklarer så om klimaet i Skatteministeriet, da budgetoverskridelser lagde kimen til Foghs afgang i Schlüter-regeringen:
»Vi taler så meget om Janteloven i Danmark. I virkeligheden er skadefryden mindst lige så kendetegnende for danskerne. De, der ikke gik til ham og fortalte, hvor galt det stod til, fordi de var bange, havde også et ønske inderst inde om at se det gå galt for ham. Rigtig galt. Det er den følelse, hans perfektionistiske væsen vækker i folk. Han skal fandme ikke tro, at han kan gå på vandet.«
Lidt for perfekt, lidt for renskuret var også det indtryk, folk på Hvidding-egnen mellem Viborg og Randers havde i slutningen af 50erne og 60erne, når de fulgte Anders og de to brødres opvækst på en af egnens pænere gårde. Når andre landmænd var på besøg på Hviddinglund, som gården hed, bemærkede de, hvordan pelsen på de 32 køer skinnede, halerne var renset for kokasser, og hvorledes selv bryggersgulvet skinnede »hvidt som nyfalden sne«.
De tre drenge blev hurtigt kendt som de mest høflige og nydelige i Hvidding. Men det var ikke udelukkende ros, når man om drengene sagde, »de altid skulle være så rene og pæne«.
Slid og selvdisciplin var sat i system i familien, hvor faderen Knud Rasmussen gjorde alt for at lære sine børn, at livet ikke var en fest. At udvise ydmyghed var derimod det vigtigste egenskab, man kunne fremdyrke hos sine børn.
I bogen forklarer Knud Rasmussen således, at han naturligvis blev stolt, da hans søn en novemberaften i 2001 blev landets statsminister. Men at det glæder ham lige så meget, at folk fra Anders barndom den dag i dag kan huske, at familien Rasmussens børn altid var høflige og hilste pænt:
»Det er, som om det er et livsværk, der er lykkedes. At mine drenge opførte sig sådan, at andre lagde mærke til det dengang, og at de kan huske det så mange år efter. Så skal man da være glad,« siger Knud Rasmussen og forklarer endvidere:
»Man skylder samfundet ydmyghed. Det er noget med ikke tage tingene for givet. Men jeg tror ikke, at folk i dag helt kan sætte sig ind i, hvor stor en overvindelse, eller hvor stor en indsats, der skal til for at komme ud af et bestemt miljø. Det er viljen til at ville.«
Viljen til at lykkes kendetegnede Anders i alt, hvad han gjorde.
Det på en gang ekstremt stræbsomme og usnobbede sind har han taget med sig som voksen. Man skal ikke ende som »en slapsvans med ølmave« har Fogh belært sin egen søn.
Anders Fogh Rasmussens lillebror, Peter Fogh Rasmussen, forklarer i bogen, at hvor andre »lavede mere banale ting, så havde Anders altid et højere formål« med det, han gjorde som barn og ung. Stædigheden er også er kendetegn:
»Der var engang én, der udtalte, at den dag, den mand vil indrømme en fejl, er der syv torsdage i en uge. Det er en af de ting, som nok passer. Han vil ikke indrømme en fejl. Det har igen med opdragelsen at gøre. Hvis man ikke synes, man må sige noget eller gøre noget, så bliver man utryg ved at aflevere noget, man ikke er 100 procent sikker på. Det sidder stadig i rygmarven.«
Som barn stod Anders for arbejdet på gården med roerne, med at tærske halm om lørdagen og med at muge ud efter køerne før og efter skolegang. Familien var ikke indstillet på at anskaffe moderne landbrugsmaskiner, der ellers kunne lette arbejdet. Man kan nå langt med »de bare næver og en greb«, var indstillingen hos Knud Rasmussen.
For Anders var det at tærske halm det værste. Støvet kradsede og stank, synes han. Men som den ældste søn lærte han ellers hurtigt lektien:
Når familien spiste foregik det altid i fuldkommen tavshed og med ranke rygge. Børnene måtte kun åbne munden, hvis de havde tænkt sig grundigt om og vidste, hvad de talte om. Sådan var Knud Rasmussen selv opdraget, og hans indstilling var, at forkælelse og blødsødenhed var det værste, der kunne overgå børn.
Den korrekte og stræbsomme attitude dækkede så langt fra over manglende følsomhed. Da familiens gård på et tidspunkt blev sat til salg på grund af store økonomiske vanskeligheder, græd Anders sig i søvn hver aften. Og han havde ingen venner at betro sig til. Først langt oppe i voksenalderen har Anders Fogh Rasmussen knyttet et egentligt venskab med en polsk læge, han tilfældigt mødte i Paris, og som i dag er en god ven af familien.
Som barn og ung hæftede Foghs omgivelser sig ved den ekstremt målrettede facon. Kun ganske få gange blev han slået ud af kurs, som da det eksempelvis lykkedes nogle gymnasiekammerater at drikke ham plakatfuld, eller da han som 22-årig fik sit første kys. Da kunne han græde i timevis helt alene over ikke at kunne få kvinden. Men ellers brugte han kræfterne konstruktivt. Første aften, han kom med sin kone Anne-Mette hjem til hendes forældre efter tidligere på aftenen at have kysset hende på dansegulvet blev det meste af natten brugt på at diskutere de politiske aspekter i kommunens kloaknet med hendes far.
Som politisk aktiv i Venstres Ungdom var det igen den målrettede tilgang til tilværelsen, der sprang i øjnene: Fogh udarbejdede en vejledning om, hvordan sociale hyggestunder skulle forløbe i ungdomsforeningen med det formål at tiltrække nye medlemmer.
Derhjemme på kælderværelset hæftede de ellers sjældne besøgende sig ved ophængte ark i forskellige farver, der hjalp den hårdtarbejdende studerende med at holde rede på døgnets timer: Ugen var delt ind i aktiviteter som VU, undervisning, læsning, artikelskrivning og søvn. Skulle den unge mand nå sin kandidatgrad i økonomi uden at slække på de politiske ambitioner, var den minutiøse selvdisciplin nødvendig.
Anders Fogh Rasmussens politiske liv behandles også i bogen: Fra han fik øgenavnet røde Anders og var en varm tilhænger af SV-samarbejdet over den liberale oprustning til dagens statsminister, der angiveligt var parat til at forlade Statsministeriet til fordel for posten som formand for EU-Kommissionen.
Også som chef for Skatteministeriet vakte Fogh opsigt med sin specielle tilgang til embedsværket og ønsket om at sætte »mennesket frem for systemet«, som den unge minister skrev i en note ved udnævnelsen. At han ville noget ambitiøst med sin ministergerning, var ingen i tvivl om:
Embedsmændene led under opgøret med de socialdemokratiske traditioner og sammenlægningen af told- og skattevæsenet. Ganske vist havde Anders Fogh Rasmussen indført en mere bramfri og mindre formel tiltale-stil end sin forgænger men den nye minister blev frygtet for sit temperament. Han kunne udstyre mapper med gule post-it-sedler, hvorpå der blot stod: »Er der virkelig kun idioter ansat i dette ministerium????!!!«
Tidligere og nuværende embedsmænd bruger ligefrem ordet rædselsregime, når de i dag skal beskrive Foghs tid som skatteminister. Som en af dem, der ønsker at være anonym, udtrykker det:
»Da han blev minister, optrådte han nok som det dummeste svin i nyere tid. Han har en plovfure af lig bag sig. Han var helt nådesløs og skabte et rent rædselsregime. Han gjorde sig så forhadt med sine holdninger til skattesystemet og embedsmandsværket. Han havde en karakteristik af folk som uduelige. I hans verden var Skatteministeriet en socialdemokratisk blodsugningsmaskine inficeret af Robin Hood-typer, der ikke ville rette en skude, som havde sejlet den samme vej i 40 år.«
