Hvis en lettisk dommer beder om bevismateriale eller en ransagning, skal dansk politi levere. Forslaget er et af eksemplerne fra EUs netop afsluttede femårsplan for et tættere samarbejde på indenrigs- og retsområdet. Endnu er den såkaldte »bevis-
sikringskendelse« til debat og finpudsning, men mange andre tiltag fra den første køreplan hen mod EUs »Område for Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed« er allerede gennemført.
Når EUs indenrigs- og justitsministre og fra Danmark også integrationsministeren i disse dage mødes til et uformelt møde i den hollandske by Scheveningen, så har de en ny flerårig plan om samarbejde på politi-, rets- og asylområdet på dagsordenen.
De store træk blev besluttet af Anders Fogh Rasmussen og de andre stats- og regeringsledere i juni. Kommissionen og det hollandske EU-formandskab har siden udarbejdet nogle mere specifikke planer. Målet er et at sikre fred og velfærd i en Union, der på grund af sit fælles marked allerede har åbne grænser, hed det i den første køreplan fra 1999.
Mere gensidig tillid
Den gamle køreplan, der blev afsluttet den 1. maj i år, indeholdt en prioriteret liste over emner samt tidsfrister for, hvornår de skulle være besluttet. Kommissionen holder derefter øje med, hvordan det går med gennemførelsen. I sit udkast til den næste køreplan opfordrer Kommissionen til, at området skal have høj prioritet:
»Unionen skal vise samme grad af ambition og beslutningskraft som ved gennemførelsen af det Indre Marked,« hedder det.
Vejen frem er »mere gensidig tillid« mellem EU-landene. Det handler om at anerkende hinandens retssystemer på baggrund af »fælles værdier«, skriver Kommissionen. Men netop disse fælles værdier er der alvorlig usikkerhed om, og eksperter maner til forsigtighed.
»Grundlæggende har vi alt for lidt kendskab til hinandens retssystemer,« siger Jakob Lund Poulsen, formand for Advokatrådets Retsudvalg: »De europæiske lande har meget forskellige kulturer og sprog, og de har haft forskellige retsopfattelser gennem mange hundrede år. Man burde forsøge at skabe klarhed over landenes retssystemer, og hvordan de praktiseres,« siger han.
Tilliden, mener Lund Poulsen, bygger jo netop på at kunne efterprøve eksempelvis en lettisk dommers ransagningskendelse ved en dansk domstol, i stedet for bare at udføre den i Danmark.
Den nye flerårige køreplan skal ifølge det hollandske EU-formandskab vedtages ved et møde i begyndelsen af november.
FAKTA
Køreplan for EU's retsområde
En ny køreplan for EUs retsområde er på vej.
Eksempler fra den nye køreplan:
*Udveksling af oplysninger, deriblandt eksempelvis gensidig adgang til strafferegister
*Fælles kamp mod terror
*Familie- og arveret skal kunne fungere hen over grænser nSkridt hen mod fælles asylregler
*Indsatsen for flygtninge i nærområderne styrkes, Kommissionen skal udarbejde ideer til hjemsendelse
*Fælles bevogtning af EUs ydre grænser. Måske på sigt et egentligt europæisk grænsepoliti