Læsetid: 3 min.

En færdig mand

Herman Melville var upopulær i sin samtid, og hans bøger solgte dårligt – så han måtte arbejde som tolder
18. oktober 2004

Refugium VI
Som forfatter lever man mindst to liv. Et øje er stift rettet mod papiret, det andet prøver målrettet at følge med i, hvad der foregår i den virkelige verden. Derfor kan forfattere godt virke en smule åndsfraværende. Når man sætter 10 forfattere sammen, kan det blive et sandt virvar af halve sætninger, uledsagede indfald og fravær. Netop som man har indledt en samtale, ser man modpartens blik blive fjernt – brikker fra dagens arbejde er ved at falde på plads.
Det refugium, jeg er på, ligger ved Hudson-floden i staten New York, og her er forfattere fra hele verden. En er fransk-ægypter, en anden er ungarer, en tredje adoptivbarn fra Korea, en fjerde vietnamesisk-amerikansk.
En flygtede fra Polen, da Hitler kom, en anden var fire, da han sammen med sine forældre blev smidt ud af Sovjet. Man siger, at Den Kolde Krig er forbi, men det er helt tydeligt, at selv de progressive amerikanere nyder at agere storebrødre for de østeuro-pæere, der taler gebrokkent engelsk og drømmer om at gøre sig i staterne. Da vi forleden havde besøg af en oversætter fra Litauen, var der sågar én, der, på vegne af den vestlige verden, lykønskede hende med, at de mørke tider i de baltiske lande nu var forbi. Som om vi andre bor i lyset.

Moby Dicks fader
Gruppeudflugter kan være lange og anstrengende, derfor er vi en morgen to, der beslutter os for at stikke af uden at sige det til de andre. Det er Herman Melvilles hus, det gælder. Herman Melville købte i 1850 en farm ikke langt herfra, og det var bl.a. her, han skrev sit hovedværk, Moby Dick. Melville voksede op på Manhattan og var en glad, lille overklassedreng, da hans far først gik konkurs og siden døde. Melville og hans bror blev taget ud af skolen, så de kunne hjælpe med at forsørge familien. Herman fik bl.a. arbejde på et hvalfangerskib, før han begyndte at skrive deeventyrromaner, der gik som varmt brød. Han blev gift og købte farmen i Pittsfield. Grunden lå i gammelt indianerterritorie, og når Melville pløjede, pløjede han gamle indianske stenøkser op. Senere mødte han Nathaniel Hawthorne. Nathaniel Hawthorne var ældre end Melville, og også han var allerede en etableret forfatter. Mødet med Hawthorne var afgørende, og Melville dedikerede Moby Dick til ham.
Når man i dag besøger Melvilles hus, kommer man ind gennem den lade, hvor Hawthorne og Melville, på flugt fra Melvilles voksende familie, afviklede litterære samtaler i timevis. Da Moby Dick udkom, blev den ikke godt modtaget. Den solgte heller ikke særlig godt. Efter endnu en roman, Pierre, kunne Melville konstatere, at han var temmelig upopulær. De manglende indtægter udhulede langsomt men sikkert hans økonomi, og til sidst var han og hans kone nødt til at sælge farmen og flytte tilbage til New York, hvor Melville i 20 år passede et dårligt betalt job som tolder. Hver morgen gik han tværs over Manhattan med sin høje hat, man kunne stille sit ur efter ham.

Opgav publikum
I det store hele var skuffelsen over Moby Dick og Pierre så stor, at Melville opgav det store publikum. Han blev dog ved med at skrive, og efter hans død viste det sig, at han havde begået en sidste roman, nemlig Billy Budd. Hans kone var ikke meget for at lade den udgive. Som hun sagde: »Herman er blevet kritiseret nok!« Billy Budd udkom først i 1924, 33 år efter Melvilles død.
Herman Melville var i øvrigt barnebarn af krigshelte fra krigen mod englænderne. Da borgerkrigen mellem Nord- og Sydstaterne kom, forsøgte han at melde sig som frivillig, men hans syn var for dårligt. Han fik fire børn, hvoraf den yngste, en pige, sørgede for, at slægten gik videre.

*Forfatteren Katrine Marie Guldager er på forfatterrefugium i New York. Dette er den sidste artikel i serien

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her