Læsetid: 5 min.

Falks mageløse måge

På en af Tysklands vigtigste scener, Schaubühne i Berlin, føres Anton Tjekhovs klassiker ’Mågen’ op til vores tid og viser en generation, der bare vil være på
28. oktober 2004

Ny opera
Her er en forestilling, der er helt fremme og endelig lader én forstå, hvorfor kanon ikke bare er noget, man skal kunne. Schaubühne i Berlin spiller dette efterår den unge forfatter og instruktør Falk Richters opsætning af den førrevolutionære russiske forfatter Anton Tjekhovs klassiker Mågen fra 1896. Forestillingen viser en ung generation, der bare vil være på. Kender vi det i dag? Ja, Richter gør.
Falk Richters forestilling tager forfatteren på ordet. Her bliver stykket nemlig spillet som det, Tjekhov selv hævdede, at det var: En komedie. Og først når komikken er tommetyk, kommer det virkelig frem, hvor tragisk stykket egentlig er.
Glem alt om de parodisk bedrøvelige opsætninger, som Tjekhov ni ud af ti gange bliver udsat for. Glem alt om lange kjoler knappet op i halsen, opsatte frisurer og liggestole, hvorfra man med et lidende resigneret blik afleverer sine alenlange monologer om sit forfærdelige og mislykkede liv. Glem alt om personer, der i angst aldrig rører ved hinanden endsige virker, som om de bare er opmærksomme på hinandens tilstedeværelse. For scenen på Schaubühne er sat med en grøn tennisbane som gulvbelægning, hvide plastikhavestole, stort verandalignende arrangement og en kæmpe videoskærm i baggrunden, hvor man kører forskellige vand- og himmelrelaterede billeder for at give den rette stemning af sø.
Personerne optræder i nutidigt tøj, kysser lidenskabeligt og har alle som én meget travlt med at være i centrum. Men nutidighed eller ej. Det er Tjekhovs eminente tekst, der er moderne. Den lever i al sin groteske komik og giver os indblik i en håndfuld ensomme, desperate og kærlighedshungrende mennesker, som er lige så meget på gyngende grund (eller måske mere) i dag, som de var for 108 år siden.

Komedie i overstørrelse
Den 35-årige instruktør Falk Richter har i tidligere forestillinger, også selvskrevne, erklæret krig mod neoliberalisme, globalisering og især de allestedsnærværende medier, som han har kritiseret for at give unge mennesker forvrængede billeder af verden og et unaturligt ønske om at eksponere sig selv. I hans opsætning af Mågen er personerne på tragisk vis så optaget af at være på, at de rask væk råber i mikrofoner, står på hovedet, eller laver sig nogle overfladiske skudsår i hovedet.
For tragisk er det: Den unge Konstantin har dramatikerambitioner. Han sætter under et sommerophold hos sin morbror Sorin sin udkårne Nina til at spille i sit stykke ved en privat opførelse. Men også hans mor, skuespillerinden Arkadina, og hendes elsker, forfatteren Trigorin, er til stede, og hun lægger ikke skjul på sin foragt for sønnens skriverier. Også Nina må Konstantin se sig svigtet af. Helt fra begyndelsen er hun uforstående over for hans stykke. »Der er jo ingen rigtige mennesker i det«, siger hun. »Ingen rigtige mennesker? Men jeg jo er heller ingen naturalist!« råber Konstantin, der til sidst i græmmelse skyder sig for alvor. For han elsker Nina, som elsker Trigorin, som elsker sig selv.
Trigorin elskes også af Arkadina, der beundres af både lægen Dorn og godsforvalteren Sjramrajev. Godsforvalterens kone Polina elsker Dorn, mens godsforvalterens datter Masja elskes af den unge lærer Medvedenko. Men selv elsker Masja Konstantin.
Så hele den klassiske komediekærlighedsintrige er på plads bare
i overstørrelse og uden lykkelig slutning. Men Konstantin er ingen naturalist. Og Tjekhov, hvis dramaer handler om borgerskabets opløsning og fald, begyndte selv som en af de første at gøre op med naturalismen, og derfor er Richters stilsikre groteske, ja, nærmest til tider commedia dell’arte-prægede instruktion også glimrende tænkt.

Pokkers godt teater
Oversættelsen er stort set tro over for Tjekhovs tekst og opførelsen tro over for handlingen. Om det i virkeligheden er nødvendigt, at Konstantin nævner David Lynch og Fassbinder i sin – i øvrigt forrygende monolog om sin lede ved det etablerede og kommercielle teater – kan der stilles spørgsmålstegn ved. Men publikum griner, især de unge, og så længe det ikke er mere end et par enkelte steder, føler man på ingen måde, at der begås overgreb mod Tjekhov.
Arkadina (Sylvana Krappatsch) er forestillingens midtpunkt. Hun hungrer efter bekræftelse og opmærksomhed. Og får den. Hun ikke bare spiller en skuespillerinde. Hun spiller karikaturen af en skuespillerinde, der ikke under nogen omstændigheder vil blive gammel, og det gør hun med Elvis-anderumpe og så meget sølv og glitter på bælter, sko og toppe, som der overhovedet kan placeres. Hun poserer, laver grimasser, er led og lillepige, og så er hun i sin kropsfikserethed fuldkommen til stede. Både i forhold til sine medspillere og i forhold til tilskuerne. Også de øvrige skuespilleres præstationer sørger for, at tempoet holdes i de knap to en halv time, forestillingen varer uden pause.
Konstantin (Mark Waschke) er morsyg, veltalende og meget sortseende. Nina (Yvon Jansen) er i sin ihærdighed efter at blive skuespiller som taget ud af tidens Stjerne-for-en-aften-programmer med strikhue, enormt høje plateausko og tøj i neonfarver. Og som kontrast hertil er hun rørende i sit afdæmpede sæt, da hun som den nedskudte måge vender tilbage to år senere med et knust hjerte oven på affæren med Trigorin. Masja (Jule Böwe) og Medvedenko (Thomas Wodianka), hun i hættetrøje, han med sokker i Birkenstock-sandalerne, minder på slående vis om et af de mange ganske unge østtyske par, der vælger hinanden, selv om de godt ved, det er forkert og får et barn, selv om de ikke ved, at det kun vil gøre det hele endnu mere håbløst. Godsforvalterparret Polina (Karin Neuhäuser) og Sjramrajev (Thomas Bading) leverer stor komik som et ældet overgearet liderligt tjenerpar, der lever som hund og kat og lader alle andre få del i det.
»Ingen kærlighed!« råber Nina som forestillingens sidste replik, da hun forlader scenen. Ingen kærlighed, men masser af lidenskab, ulykke, galskab og pokkers godt teater.

*’Die Möwe’ af Anton Tjekhov, instruktør Falk Richter, oversætter Ulrike Zemme, scenograf Katrin Hoffmann. Forestillingen er blevet til i et samarbejde med Salzburger Festspielen og Schauspielhaus Zürich. Spiller på Schaubühne am Lehniner Platz, Kurfürstendamm 153, Berlin, den 26. 10., 31. 10., 10-14. 11., 16. 11., 30. 11., 12-14. 12. og 16. 12. Billettelefon: (+49) 30 89 00 23

*www.schaubuehne.de

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her