Læsetid: 4 min.

Familietragedie blev tv-hit

Længst svundne er de dage, da alt, hvad indisk tv kunne byde på, var en timelang sitarkoncert med Ravi Shankar
9. oktober 2004

Tv-drama
DELHI – Talkshow-tv i værste Oprah Winfrey-stil er så sandelig kommet til Indien! Det uhyrligste eksempel er en syg kvinde – gravid i ottende måned – der for et par uger siden lod sig lokke hen foran kameraerne. Her måtte hun udholde en syv timer lang ydmygelsens prøvelse, imens et indbudt studiepublikum med slet skjult fryd finkæmmede hver en facet af det forfærdelige dilemma, hun er havnet i.
Som om Gudiyas historie ikke var sørgelig nok i forvejen. Ganske uforvarende er hun kommet i en situation, hvor hun står over for et umuligt valg mellem den mand, hun troede var død, og sin nye mand, hvis barn hun bærer. Hendes første mand blev erklæret for »savnet og formodet død«, da han gjorde militærtjeneste i den indiske hær for fem år siden. Efter i årevis at have ventet forgæves på, at han skulle dukke op igen, valgte Gudiya så at gifte sig igen.
Men ak! Hendes gamle mand var ingenlunde død, men krigsfange i Pakistan. Nu er han blevet løsladt og vil have Gudiya tilbage. Problemet er, at han absolut ikke ønsker det barn, som hans kone har undfanget med en anden mand.
For den private underholdningskanal Zee TV er sådanne dilemmaer gefundenes fressen. Gudiya og begge hendes ægtemænd blev kapret og anbragt i studiet, mens et fingeret landsbyråd bestående af medlemmer af studiepublikummet udspurgte begge og derpå stemte om, hvad Gudiya burde gøre. Talkshowværten deltog derefter i en fællesbøn med publikum, efter at ’rådet’ havde truffet sin afgørelse.
Og det i et land, hvor der for kun fem siden kun fandtes tre statsdrevne tv-stationer, der producerede et lødigt miks af nyheder, dramatik og indisk klassisk musik, og kun de færreste ejede deres eget fjernsyn.

Slut med Shankar
Det indiske samfund er under hastig forandring. Oprah-iseringen af tv-sendefladen er kun det seneste symptom. Længst svundne er de dage, da alt, hvad man kunne finde på tv var en timelang udsendelse med Ravi Shankar, der spillede på sin sitar.
Med de potentielt kæmpemæssige summer, der kan indtjenes på tv-reklame i et land, hvis befolkning tæller over en mia. mennesker, er Indiens private tv-kanaler kun alt for ivrige efter at lefle for seernes værste egenskaber. Gudiyas historie blev skamredet til det yderste på det stærkt konkurreceprægede marked. Endnu før Zee fik fat på Gudiya selv, var hendes søster allerede hevet ud af sin seng kl. tre om morgen af et kamerahold fra en rivaliserende kanal, der var desperate for et interview.
Fordi tv endnu er et så relativt nyt fænomen, er mange indere endnu ret naive i forhold til de potentielle skadevirkninger, det kan få for deres personlige liv at medvirke på tv foran et massepublikum. Gudiyas fortvivlelse var hjerteskærende tydelig i talkshowets livetransmission – hendes slutreplik lød: »Jeg ved ikke længere om jeg vil leve eller dø.«
Indiske kvindegrupper har raset over den behandling, Gudiya blev udsat for. Hun siger selv, at hun helst vil blive sammen med sin anden mand, Taufiq. Men muslimske retslærde fastslog, at hendes andet ægteskab var ugyldigt og beordrede hende til at vende tilbage til sin første mand, Mohammed Arif.

Op til manden
Da et ægte landsbyråd befalede Gudiya at vende tilbage til sin første mand, der
boede i en anden landsby, blev hun syg af stress. »Der er ingen kærlighed tilbage,« sagde hun om sit forhold til Arif i et interview i avisen Indian Express. På Zee TV udtalte hendes anden mand, Taufiq, at han ville acceptere hendes beslutning, uanset om hun valgte at blive hos ham eller vende tilbage til Arif. Men i et traditionelt indisk landsbysamfund er det ikke op til kvinder at vælge selv.
Fra det øjeblik Arif var vendt tilbage fra krigsfangenskabet, blev Gudiyas synspunkter slet ikke taget i betragtning. Det var nu en strid mellem Arif, Taufiq og mændene i Gudiyas famile. Hun var et simpelt stykke ejendom, hvis rette ejerforhold skulle afklares.

Dømt i tv
Noget godt kom der dog ud af Zees grusomme tv-underholdning. Arif udtalte i den direkte transmission, at han ville tillade Gudiya at beholde sit spædbarn, men at barnet måtte overdrages til Taufiq, lige så snart det var »stort nok«.
Under hele showet blev værten ved med at understrege over for publikum: »Vi vil ikke påtvinge nogen beslutning – vi er kun et medie.« Som svar på den voldsomme kritik af showet, udtalte en talsmand for Zee til indiske journalister: »Vi tilbageholdt ikke Arif og Gudiya mod deres vilje. Og da det var en live-udsendelse, kunne vi ikke vide, at dramaet ville udvikle sig så følelsesladet.«
Og ’tv-landsbyrådets’ endelige dom? Den stadfæstede i et og alt det oprindelige landsbyråds afgørelse.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her