Læsetid: 4 min.

’FE var langt fra et ønskejob’

Det var en afslappet og til tider munter Frank Grevil, der i går lod sig afhøre om sit tidligere arbejde hos Forsvarets Efterretningstjeneste. Et job der var fattigt på udfordringer
12. oktober 2004

Mere end én gang måtte dommer Elisabeth Larsen og hendes to domsmænd have smilet frem, da den tidligere efterretningsofficer Frank Grevil i går i Københavns Byret fortalte om sine to et halvt år som analytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste.
»Jeg måtte ind imellem tage bøger med på arbejde for overhovedet at få min dag til at gå,« fortalte han og tegnede et alt andet end flatterende billede af sin tidligere arbejdsplads.
Den tidligere ekspert i kemiske våben, der i disse dage står anklaget for at have udleveret hemmeligtstemplede Irak-papirer til pressen, savnede tydeligvis udfordringer i sin dagligdag. Og det viste sig netop at være det es, som politianklager Michael Jørgensen forsøgte at redde sine stik hjem på.

Ingen rutine, tak
Midt i retssal nummer 41 med udsigt ud over Københavns Rådhusplads, svarer en afslappet og til tider munter Frank Grevil på anklagerens nærgående spørgsmål om hans fortid, mens byretsdommer Elisabeth Larsen og hendes to domsmænd – den ene med et smil på læben, så snart chancen byder sig – den anden så alvorlig som en ej-blot-til-lyst-maske – lytter koncentreret.
»Så du er typen, der ikke bryder dig om rutinepræget arbejde,« lyder et af Michael Jørgensen retoriske spørgsmål.
Grevil bekræfter.
»Nej, jeg bryder mig bestemt ikke om rutine. Mit ønskejob indebærer større frihedsgrader og flere udfordringer,« siger han og forklarer, at han allerede få dage efter sin ansættelse i september 2001 fandt jobbet hos FE dybt utilfredsstillende.
Efter Grevils opfattelse er FE en kaotisk og ustruktureret arbejdsplads. En arbejdsplads hvor han næsten daglig måtte gå tiggergang for at få opgaver nok til at fylde sin dag.
Hver gang Michael Jørgensen synes, han har en god pointe, slår han gladeligt armene ud, blinker nervøst med venstre øje og kigger ud over de 15 fremmødte tilskuere, der for de fleste vedkommende repræsenterer dagspressen.
»Der er mere energi i dig end det, du får opfyldt på arbejdspladsen,« konkluderer Michael Jørgensen. Armene slår ud igen.
Og Grevil bekræfter.
Han skal også redegøre for, hvordan han for mere end ti år siden bad om at blive fyret fra et chefjob, da han pludselig efter sin kones død stod alene med to små børn. Anklageren går efter at karakterisere Grevil som en person, der konstant er utilfreds med indholdet af sit arbejde og dermed er motiveret til at ryste op i FE.

Den Sidste Nadver
»Du var villig til at løbe en risiko ved at videregive de hemmelige dokumenter. Hvad var dine motiver for at bevæge dig ud over en juridisk grænse,« spørger Michael Jørgensen.
Grevil forklarer, at det var et tilbud til pressen – og dermed til oppositionen og offentligheden om at få indblik i de vurderinger, som FE havde fremsendt til regeringen og som dermed var en del af grundlaget for den danske krigsbeslutning.
Det var bestemt ikke meningen, at han ville afsløres.
»Jeg var den eneste, der blev kaldt til afhøring to gange hos PET, og der havde jeg den samme fornemmelse, som Jesus må have haft ved Den Sidste Nadver. Jeg følte, at det var sidste gang, jeg spiste frokost med mine kollegaer,« siger Grevil og indkasserer endnu et domsmandssmil.

Satser på frifindelse
Den rolige mand med det røde slips, forsvarsadvokat Jakob Lund Poulsen fik ikke færdiggjort sin afhøring i dag. Han satser på, at Grevil bliver frifundet.
Det gør han på baggrund af, at videregivelsen af hemmeligt stemplede dokumenter var ubetydelig, blandt andet fordi den ikke har skadet FE, og fordi vurderingerne var baseret på alment tilgængelige oplysninger.
Jakob Lund Poulsen taler sagte i mikrofonen og gør et stort nummer ud af at redegøre for de forskellige hemmelige trusselsvurderinger, som Grevil har lækket til pressen.
»Så du har altså konkret kun været med til at skrive de afsnit, der omhandler kemiske våben?« spørger forsvareren. Grevil forklarer, at han også har været med til at formulere afsnittet om biologiske våben.
Lund remser samtlige modtagere af de hemmelige trusselsvurderingerne op, heriblandt Forsvarsministeriet, Udenrigsministeriet, Forsvarskommandoen, Justitsministeriet, Jægerkorpset og flere andre. Samtidigt beder han Grevil gøre rede for, hvor han fik de oplysninger fra, som han lagde til grund for trusselsvurderingerne.
»De er sjældent baseret på egne kilder, men er ofte en sammensurium af allerede eksisterende oplysninger fra andre tjenester og offentligt tilgængeligt materiale,« forklarer Grevil.
Michael Jørgensens tics er forlængst forsvundet efter fem en halv time, hvor han, Grevil, forsvareren, ej-blot-til-lyst og resten af de fremmødte forlader dagens retsmøde.
Nu kan Grevil ikke længere klage over manglende udfordringer. Han skal igen i dag i vidneskranken og afgive flere forklaringer, inden anklageren afhører chefen for FE, kontreadmiral Jørn Olesen og forsvaret præsenterer to af sine i alt fire vidner.

Læs tidligere artikler på tema.information.dk/FE

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her