Læsetid: 4 min.

Filosoffen på forsiden for sidste gang

Verdens største filosoffer er stået tidligt op og har skrevet avisartikler i den forgangne uge: De har sagt farvel til Jacques Derrida, som døde sidste lørdag
16. oktober 2004

Afsked
Tænkeren overleveren. Men tænkeren er nu alligevel død og kommer ikke tilbage og skriver ikke flere bøger og deltager ikke i flere kollokvier. Han afholder ikke flere underholdende forelæsninger på Ècole des Hautes Études en Sciences Sociales i Paris. Det var ellers en turistatttraktion. Men ikke mere. For Jacques Derrida er død.
Som Jürgen Habermas skrev i et mindeord i den franske avis Libération:
»Der var mange, der kendte til den sygdom, som Derrida kæmpede så hårdt imod. Døden kom ikke som en overraskelse. Og alligevel rammer den os som en pludselig og chokerende begivenhed, der brutalt river os ud af hverdagens banaliteter. Tænkeren overlever helt sikkert i sine tekster; han, der har investeret hele sin energi i sin uendelige læsning af de store tekster og som har insisteret på, at den skriftlige gengivelse var vigtigere end det taltes ord nærvær. Men vi ved at alligevel, at det, som vi kommer til at savne, det er Derridas stemme, det er Derridas nærvær.«
Habermas og Derrida er blevet betragtet som fjender. Og der var noget om snakken: Habermas’ kritik Derrida lignede i mange år en perfid karikatur, Derrida svarede overbærende, men irriteret.
Siden har de skrevet et manifest for Europa sammen og Habermas har i et interview forklaret, at det er Kant, der bringer dem sammen og Heidegger, der skiller dem. For Habermas var Heidegger en formørket nazist, for Derrida er Heidegger et filosofisk forbillede. Og til allersidst i sit mindeord over Derrida vender Habermas tilbage til spørgsmålet om Heidegger:
»Derridas værk kan i Tyskland måske have en oplysende kvalitet: Det lykkes ham at overtage temaer fra den sene Heidegger uden at forfalde til bonderomantik og uden at forråde sine mosaiske kilder.«

Præsidenten har ret
Den amerikanske filosof Richard Rorty har tidligere kaldt Derrida en ’liberal ironiker’ og sammenlignet hans filosofiske produktion med Marcel Prousts litterære værk. Nu er han helt uden forbehold: »Som menneske var Derrida tolerant, beskeden og generøs. Men så snart han satte sig ved sit skrivebord, skrev han ikke for at behage andre end sig selv. Han gav ikke efter for andres forventninger. Hans selvtillid og hans intellektuelle mod gjorde det muligt ham for at præstere det i sandhed originale.«
Derrida vil ifølge Rorty blive stående og blive husket. Ikke fordi han opfandt den metode, man kalder for ’dekonstruktion’. Men fordi han ligesom Wittgenstein har »befriet sine læseres forestillingsevne. Frankrigs præsident Chirac udtrykte det helt præcist, da han sagde, at Derrida ’forsøgte at finde den frie bevægelse, som er udgangspunktet for al tænkning’.«
Le Monde, Le Figaro og Libération havde naturligvis billeder af Derrida på forsiden og særlige tillæg inde i avisen. Men også flere tyske aviser bragte i denne uge Derridatillæg. Han blev i den tyske presse beskrevet som en af de største og en af de sidste, der havde autoritet og engagement til at bryde ind i den daglige debat og sætte en ny dagsorden. Som filosoffen Manfred Frank skrev i Süddeutsche Zeitung: »Derrida havde et særlig engagement, også et politisk engagement. Det var baseret på den indsigt, som det er vanskeligt at realisere i praksis, at ingen domsfældelse er den sidste og, at vi aldrig finder det tvingende endelige argument, der afslutter dialogen. Indvendingen, den anden anskuelse vil altid overleve os.«

Og sønnerne
»Hvordan skal jeg lade være med at sige ’hej’,«skrev filosoffen Jean-Luc Nancy i et indlæg, der blev bragt i adskillige europæiske aviser. Derrida har skrevet en hel bog om Nancy. Som til gengæld nu har skrevet et mindeord til Derrida, der minder om et digt: »Hvordan skal jeg undgå at udbryde ’salut’ til dig; ’et salut uden frelse, uden redning, et salut, som ikke kan genkaldes, som du selv sagde. Hvad skal man gøre nu, hvad gjorde vi ellers?«
I det tyske ugemagasin Spiegel præsterede Niklas Maak en morsom nekrolog om Derridas forelæsninger:
»Han var vittig. Han havde sin egen frygtede humor; især når han talte om folk, der havde misforstået ham og hans begreber.«
»Engang i løbet af vinteren 1995 fortalte han en historie om sin ven, arkitekten Peter Eisenmann, der havde bygget et hus med et skævt gulv. De, der skulle bo i huset, sagde: ’Vi kan da ikke bo i et hus med skævt gulv’, men Eisenmann havde svaret dem. at det her nu en gang var ment som et dekonstruktivistisk hus. Derrida sagde, at hvis han havde været beboeren ville han have skyndt sig at dekonstruere huset; et skævt gulv er ikke det samme som en filosofi.«
Arkitekterne gik efter forelæsninger på News Café ved Luxembourghaven eller de på Vieux Colombier i Rue de Rennes. Der var ifølge Maak også en psykologistuderende fra Warzawa, som altid læste sladderblade og kunne alle detaljer fra Derridas private liv. Hun gik ikke så meget op i Husserls fænomenologi og Rousseaus supplement. Men fortalte gerne, at »Derrida blev født i Algeriet i 1930, han blev nødt til at forlade skolen i 1942, han kom i stedet på en jødisk, han havde to sønner, der hed Pierre og Jean (De to sønner syntes at være det allervigtigste for den polske psykologistuderende).«
Hun kan nu tilføje, at han døde i 2004 og blev fejret med forsider og mindeord i alverdens aviser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu