Læsetid: 3 min.

Frit valg til borgerne koster penge

Regeringens nye lovforslag om mere frit valg af offentlig service vil koste skatteborgerne mange penge, fastslår Venstres topfolk i amter og kommuner
28. oktober 2004

Borgernes frie valg mellem børnehaver, ældrepleje, skoler og andre offentlige tilbud vil koste de selvsamme skatteydere et betragteligt beløb i administration. Og kan betyde mere brugerbetaling.
Det mener Venstres egne topfolk i amter og kommuner, som nu siger fra over for regeringens lovforslag om frit valg.
Forslaget, som netop er blevet fremsat i Folketinget af indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V), har nemlig som udgangspunkt, at den massive satsning på frit valg hverken vil koste de offentlige kasser eller borgerne en krone. Og det er helt forkert, lyder kritikken af det nye lovforslag:
»Frit valg er allerede prioriteret højt – der er ingen grund til at lovgive om det. Hvis man vil indføre det, så må man være klar på, at der er omkostninger forbundet med det,« siger Venstres formand for Amtsrådsforeningen, Kristian Ebbensgaard.
»Det, jeg siger, når folk ved festlige lejligheder taler om frit valg, det er, at det er vigtigere at sikre, at der er noget at vælge imellem, frem for at have den rigtige mening om frit valg. Og når folk bor langt fra de store universitetsbyer, så er det ikke noget, som markedet kan klare,« siger Kristian Ebbensgaard. Han frygter dermed, at borgere ude på landet kan blive tabere, fordi private leverandører simpelt vil forbigå de tyndt befolkede områder.

Bedre velfærd
Også Venstres formand for Kommunernes Landsforening, Eigil W. Rasmussen, er kritisk. Han mener, at regeringens frit valg kun kan blive til virkelighed, hvis den samtidig kombineres med brugerbetaling:
»For at pensle det ud, kan det siges på følgende måde: Hvis nu der er forskel på den pris, som en kommune og en privat udbyder tager for en ydelse – og den private er dyrest. Hvem skal så betale, hvis borgeren vælger den private? Så må regeringen finde frem til en form for egenbetaling, så borgeren selv afholder den ekstra udgift,« siger han. Også Kristian Ebbensgaard mener, at ekstra brugerbetaling vil komme på tale.
Fra Det Kommunale Kartel, som repræsenterer ca. 400.000 medarbejdere i kommuner og amter, lyder der ligeledes skarp kritik:
»Det skaber først en stor engangsudgift, når kommuner og amter skal specificere og prisfastsætte de offentlige ydelser. Dernæst skaber det øget offentligt bureaukrati, fordi det offentlige skal administrere både sig selv og de øvrige producenter af ydelser. Selvfølgelig giver det mere bureaukrati. Det er logik for burhøns,« siger næstformand Dennis Kristensen, der også er formand for Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA).
Ifølge indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen er lovforslaget en vigtig brik i regeringens planer om at forny velfærdssamfundet. Den ny lov vil pålægge amter/regioner og kommuner, at:
nundersøge, mindst én gang i hver valgperiode, hvordan borgerne får flere valg, når det gælder hver enkelt service.
ninformere borgerne om deres valgmuligheder og hvordan, man får den pågældende service et andet sted.
nredegøre for de tiltag om flere valgmuligheder, som er eller vil blive sat i gang.
Både Venstres topfolk i kommuner og amter samt Det Kommunale Kartel henviser i deres kritik til erfaringerne fra, da regeringen indførte frit valg på hjemmehjælp. Her viser opgørelser fra Danmarks Statistik og Ældresagen, at ca. halvdelen af de 500 millioner kroner, som regeringen afsatte, tilsyneladende er gået til administration uden reelt at have medført mere og bedre hjemmehjælp til de ældre.
Næstformand Dennis Kristensen, Det Kommunale Kartel, anklager regeringens frit valg for at være falsk varebetegnelse:
»De ældre fik jo ikke flere valgmuligheder, når det gælder hjemmehjælp. De kunne bare vælge mellem en offentlig eller privat udbyder. Regeringen burde være ærlig og sige, at det her er erhvervsstøtte – at man gerne vil opbygge nye private virksomheder og etablere et marked for offentlig service,« siger han. Lovforslaget blev førstebehandlet i Folketinget tirsdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu