Fut i fejemøget

Mogensenania
Intet var så foragtet af rødderne på vejen som Dansktoppen i dens storhedstid – med omkring 1,5 million lyttere! – d.v.s. årene 1968-1977, hvor den var fast inventar på P1!
Foragten gik i denne gennempolitiserede epoke i høj grad på sangenes tekstunivers – kærlighed, charterrejser, modediller, det vilde (pseudo)vesten, lokalpatriotisme og de rene gimmicks à la Lille Palle, Bo Bendixen og Familien Andersen – der afspejlede de involveredes åbenlyse problemer med at forstå klassekampens benhårde præmisser. Målgruppen var nemlig den selvsamme, som Røde Mor og Würgler/-Holst forsøgte at nå, dvs. datidens proletarer (nutidens såkaldte lønmodtagere; et i øvrigt frastødende udtryk på linje med bistandsmodtager) eller som det mere politisk korrekt hed: arbejderklassen.
Det skægge ved røddernes foragt var, at den bundede i et indgående kendskab til det materiale og de kunstnere, der konstituerede den forkætrede Dansktop, som bestyredes med vanlig vattet venlighed af Jørn Hjorting. Efter et par bjørnebryg og en chillum kunne alle nemlig synge med på »Flower Power Tøj«, »Gid du var i Skanderborg«, »Arrivederci Franz«, »Hvis tårer var guld«, »Steen med det ekstra ben«, »Mini-midi-maxi girl«, »Døllefjælde-Musse«, »Smilende Susie«, »Mini-Max«, »Lille sorte stær«, »Paloma Blanca« og hvad de nu hed.
Vi var sgu ikke så forvænte i monopolets dage, og af en eller anden grund befandt de fleste sig i nærheden af en radio lørdag eftermiddag, når Hjorting lancerede ugens femten melodier, hvoraf mange i parentes bemærket har vist sig at besidde forbløffende slidstyrke.

Beverdingsfacon
Men der var én fast bidragsyder til Dansktoppen, ingen kunne drømme om at kritisere, og det var John Mogensen – han var ligesom Moder Theresa, Jesus og Gandhi hævet over kritik, for han var én af os! Han bragede igennem i 1971 med sangen »Der er noget galt i Danmark« (hvor Dybbøl Mølle som bekendt »maler helt ad helved’ til«, hvilket fik den koleriske Gladsaxe-borgmester Erhard Jacobsen til at indspille en svarplade med titlen »Dybbøl Mølle maler stadig«!) og dens præcise omend populistiske budskab – »bare tegnedrengen er i orden, kan du få du lige, som du vil« – gik rent ind hos store dele af befolkningen.
Og så hjalp Mogensens imposante fremtoning også; hvor mange af Dansktoppens udøvere i mistænkelig grad tog sig ud som »fjenden« (dvs. det foragtede borgerskab), lignede han til forveksling én af de der gutter, der sad og drak bajere nede ved købmanden på hjørnet af Jellerød Have og Skovvænget, dvs. fuldskæg, rødsprængte øjne, ølvom, cowboybukser, t-shirts og seler. Læg dertil en bramfri beverdings-facon, der dækkede over såvel blufærdighed som begavelse.
Fra 1971 og frem til hans alt for tidlige død som 48-årig i 1977 – i øvrigt samme år, som DR under højlydte protester nedlagde Dansktoppen – kunne lytterne mangen en lørdag eftermiddag dyrke Mogensens øjeblikkeligt identificerbare stemme, når den fyrede sine fantastisk mundrette og ofte skægge tekster af til et musikalsk enkelt, men altid swingende og medrivende akkompagnement, der trak på så forskellige kilder som swing, sømandssange, schlager, country, trad jazz, visesang, rock’n’roll og diverse amerikanske sangskrivere; således oversatte og indspillede han sange af folk som Buck Owens, Kris Kristofferson, Fats Waller, Paul Simon m.fl.
Men de sange, der vil blive stående, er i overvejende grad hans egne kompositioner, hvoraf flere er blevet danske klassikere. Således er hans »Så længe jeg lever« år ind og år ud stadig den mest afspillede sang herhjemme, ifølge ophavsrettighedsorganisationen KODA’s årlige liste!

Swinger, så det plasker
Amagerdrengen John Mogensen fødtes den 5. maj 1928 og begyndte sin karriere som medlem af Københavns Drengekor. Han droppede ud af skolen som 16-årig og forsørgede sig derefter ved diverse småjobs, da han i 1952 blev fjerdemand i den populære vokalgruppe Blue Boys, som han optrådte med de følgende tre år. Det var dog først da han i 1956 dannede Four Jacks sammen med Poul Rydiander, Otto Bran-denburg og Bent Werther, at karrieren seriøst kom på skinner. Frem til kvartettens opløsning ved årsskiftet 1963-64 – Brandenburg gik i ’58 og afløstes af James Rasmussen – var kvartetten DK’s populæreste attraktion på såvel scene som plade og scorede utallige hits; som regel i form af udenlandske kompositioner, venligt fordansket: »Når lygterne tændes«, »Ciao Ciao bam-
bina«, »O Marie jeg vil hjem« og hvad de nu hed.
Efter Four Jacks smed håndklædet i ringen, fulgte nogle magre år for Mogensen, der op gennem 1960’erne ernærede sig som klaverbokser på værthuse og hyggepianist på Oslo-båden og til sølvbrylluper. Til gengæld tog hans sangskrivning fart i samme periode, så da han endelig lp-debuterede med John Mogensen i 1971, havde han et rigt materiale at trække på.
Sucessen var som sagt øjeblikkelig, og frem til sin død sprøjtede han hits af sig, indimellem komponeret sammen med hustruen Ruth, der hen mod karrierens slutning uden indblanding fra gemalen endvidere leverede hans sidste store hit, »Man skal aldrig sige aldrig«. Solidariteten med manden på gulvet gik som rød tråd gennem værket, udemonstrativt, indfølt og ukunstlet på samme måde som han mestrede den svære kunst at skrive vittige sange, der tåler utallige genhør. Og så kan man danse til rigtig mange af tingene, for de swinger, så det plasker.

Utæmmet kreativitet
Nu har Kick Music afpudset de fem lp’er, Mogensen udsendte i årene 1971-77 under den lidt misvisende titel Samlede Værker – der mangler mindst et par sange (f.eks. »Bonnie og Clyde« og »Erhard«), men la’ gå – og samlet dem i en boks med 1985-forestillingen Så længe mit hjerte slår (med folk som Benny Holst, Jytte Pilloni m.fl) vedlagt som bonus-cd. Coveret præges af et særdeles kulørt maleri af Benjamin Nielsen, mens boksens mildest talt mangelfulde hæfte er designet af Akademiet for Utæmmet Kreativitet; så uhæmmet, åbenbart, at det ikke har orket at kere sig om en ordentlig ombrydning, men til gengæld brugt energien på at farveladelægge en stribe engang pragtfulde sort-hvide fotos. Av mine øjne.
Teksten i hæftet består af en ordret gengivelse af opslaget om Mogensen i Carsten Michael Laursens Top-Pop – Navne i Dansk Pop (1999), og den er blottet for såvel indsigt i, hvad der gør Mogensens kunst speciel, som for værkets videre perspektiver. Nedslående. Leder man efter oplysninger om indspilnings- og udgivelsesdatoer, medvirkende musikere og hvilke singler, der udsendtes samt deres placeringer på Dansktoppen, går man også forgæves her. Man skulle tro, at selskabet ville sætte en ære i at gøre det ordentligt, når det nu handler om Mogensen, men det virker som om de ansvarlige har været noget i retning af pisseligeglade.
Er udstyret pauvert grænsende til det pinlige, er der ikke det yderste af en lillefinger at sætte på de 58 sange, man får fra mesterens hånd her, selv om somme måske vil stejle over mandens mere sentimentale sider, som den f.eks. kommer til udtryk i den gribende historie om »Den gamle violin«.
Hvorvidt musikken er blevet remastereret fremgår ingen steder, men lyden er da tilfredsstillende. Her i huset har vi i hvert fald hygget os svært til udødelige sange som »Karl & Ann-Cathrin’«, »To mennesker på en strand«, »Hvad tænker de på«, »Livet er kort«, »Mennesker bliver spist i Polynesien«og »Nede i møget« den sidste uges tid.
For der er som bekendt »fut i fejemøget, når Sofie smider tøjet, springer op og åbner ballet med en go-go/der er gang i klarinetten, når hun vrikker med rumpetten/ folk er vilde, når Sofie danser go-go/ for hun giver den hele armen, der er bølgegang i barmen/ snart er hele huset på den anden ende/ hun forstår at sælge varen, når det swinger i guitaren/ og musikken slår sig løs og kommer godt afsted...«
Jow da – they just don’t make ’em like that anymore!

*John Mogensen: Samlede værker (Kick Music)