Læsetid: 2 min.

Garbareks drømmemusik

At lytte til saxofonisten Jan Garbareks nye plade er som at blive indhyllet i tryllesang og transparente gevandter. Smukt og renfærdigt
19. oktober 2004

Ny cd
Stemningen er fra starten hypnotisk. Toner fra Jan Garbareks lysmættede sopransax snor sig elegant som en indisk slange op ad sin kurv. Den smukke, plastiske New Age-æstetik, som trives på saxofonistens nye plade, kan føles næsten omklamrende som en dansende fe, der indhyller én i tryllesang og transparente gevandter. Så pludselig kan hans tenorsax sætte ind med maskulin styrke. Et glimt af en mere brutal virkelighed anes.
Vi har ikke hørt fra den stilskabende nordmand siden den monumentale dobbelt-cd Rites fra 1997. Dog var han på overbevisende gæstevisit på bassisten Miroslav Vitous’ Universal Syncopations fra i fjor. Garbarek betjener på sin nye plade både saxofoner, keyboards og percussion samt beatbox og samples. Han får hjælp af Manu Katché på trommer og Kim Kashkashian på viola.
Det kildevæld, der strømmer igennem pladens mentale geografi, er idealet om melodisk og klanglig skønhed og renhed med billeder af græssletter, klipper, bjerge og elve til næring af ens indre blik. Det har man efterhånden vænnet sig til efter Garbareks over 20 plader i eget navn (og et utal af gæsteoptrædener) på selskabet ECM, der også via en asketisk-storladen, fotografisk coverkunst har givet musikken en særlig visuel referenceramme.

En af de mest afklarede
Garbareks intense saxofontone og improvisationer gør dog helheden på pladen til andet og mere end ugebladsromantik, selvføleri og terapeutiske ideer. Og hele vejen igennem høres Kashkashians smukt strøgne viola, der fremmer oplevelsen af filmisk vemod, længsel og finesse.
In Praise of Dreams er en af Garbareks allerreneste og mest afklarede plader, der er skruet organisk sammen af enkle men slidstærke kompositioner med en intention om at være en lang musikalsk drøm, et mægtigt sug af et åndedrag. Men denne bevægelse præges også af en ensidighed, hvor Garbarek sjældent lukker op for den urkraft, hans tenorsax besidder. Sammenholder man pladen med Garbareks kunstneriske udvikling de seneste 10-15 år, virker det, som om de musikalske omgivelser snart i lige så høj grad definerer hans musik som hans horn. Lyt engang til pladens afsluttende stykke, »A tale begun«. I mere end fire minutter cirkulerer et meditativt harmonisk motiv, allerede præsenteret tidligere på pladen, i ring som et mantra. Her er Garbarek opløst i sit eget spejl. Konturerne af ham er næsten væk.
Garbarek sammenknytter i sin musik en bred vifte af etniske referencer, impressionisme og mentale veje som askese og meditation. Og som sådan er han helt sin egen. Vedholdende søger han indad i det musikalske univers, han selv har skabt og elaboreret på i årtier. Egaliteten, dét, der også kan opleves som ensidigheden i hans musik, er på denne plade en dyd, en helt bevidst og stærk formel. Som jeg oplever det, er det først hen imod slutningen med stykket »Iceburn«, at musikken efterhånden har udtømt sin suggestive styrke.

*Jan Garbarek: In Praise of Dreams (ECM 1880)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her