Læsetid: 4 min.

I gartner Lehns æblehave

Danmark havde tidligere op mod 1.000 æblesorter. I dag er det eneste æble, alle kender, et fransk Golden Delicious
27. oktober 2004

Æbler
Danmarks op mod 1.000 æblesorter er for størstepartens vedkommende for længst forsvundet. Mange af dem var lokale, af mange eksisterede faktisk kun ét træ, fordi det var spiret fra kerne. Æbler er ikke ’sortskonstante’, i ét enkelt kernehus findes frø til lige så mange æblesorter, som der er kerner! De fleste frøtræer bærer dog små, snerpede hvinende sure grøn-gnallinger. Men flere gamle sorter, såsom Ingrid Marie, Filippa og Skovfogedæble er frøæbler.
Pudsige navne har æblerne også haft. Ved Sorø groede et Bombardineæble, kernen var sat af en kvinde, som var født under Københavns bombardement i 1807. Fra Bakkebølle ved Vordingborg stammer BondeOles de røde. Det var en tækkemand, kaldet BondeOle, der kørte rundt og solgte podekvistene. En vis usentimental nøgternhed gør sig gældende i navne som De hulrøvede, Møddingæble og Slibestensæble. Her har frugten uden smålig skelen til associationerne fået navn efter det sted, modertræet stod: Ved en mødding eller ved slibestenen. Slibestensæblet fra Fejø, var tidligere meget efterspurgt blandt københavnske konditorer, meddeler V. J. Brøndegaard i sin Dansk Etnobotanik fra 1987. Møddingæblet har nok haft det sværere.

Fåremule og rynketryne
Myldret at sorter bliver ikke mere overskueligt af, at samme æble i forskellige egne af landet har haft vidt forskellige navne. Et eksempel er Borgherreæblet, der også kaldtes Bonkepander, Borgæble, Konfekter, Voldæble og Taffelæble. På Bornholm hed det Væddersnuder, andre steder Fåremuler, Rynketryner og Filibanker. Sorten kunne også træffes under navne som Generalæble, Kantæble og Horsepande, og som om det ikke var nok, har æblet derudover mere officielle danske, tyske og svenske navne, som Flammet hvid Kardinal, Geflammter weisser Cardial, Geflammter Cardial, Bürgerherrapfel og Borgherreäpple. Endelig har det navne, der skyldes en ren misforståelse.
I 1788 omtales sorten som Kantorapfel, og kantor var sådan noget som Johann Sebastian Bach var ved Thomasskolen i Leipzig, altså leder af skolens kirkekor. Kantor blev imidlertid til Kontorapfel, og i planteskolefortegnelsen fra Odense 1795 er dette blevet forfransket/forfinet til Comptoir Æble, hvilket jo, hvad enhver dansker ved, er fransk for kontor. (Comptoir betyder ’disk’, ’bardisk’ el. lign.). Ja, sådan kan det gå.

Nordfeld Høstæble
Lige nu går jeg selv rundt i parken til godset Nordfeld på Møn i håb om at finde Nordfeld Høstæble, som »Herskabet på Nordfeld,« ifølge en af dansk pomologis pionerer, Claus Matthiesen, »yndede saa meget, at det kun ville se det paa Bordet, saalænge det var brugeligt.«
Faktisk ved jeg godt, at min søgen vil være forgæves. Jeg har kun Matthiesens sort-hvide tegning at gå efter, og selv om Matthiesen var en nøjagtig mand, der afbildede alle æbler både hele og gennemskårne, så er det i praksis ret svært at bestemme æbler, man ikke kender i forvejen. Især for en glad amatør som mig.
Men der er dejligt i Nordfelds æblehave, og den har en historie. Såvel præster som skolelærere og godsejere gjorde i det 18. og 19. århundrede et stort arbejde for at udbrede æbledyrkning blandt bønderne. Tværtimod hvad man skulle tro, krævede det århundreders ’overtalelse’ at få almuen til at dyrke æbler – først og fremmest formodentlig fordi de frygtede, at træerne var tænkt som et nyt beskatningsobjekt oven i tiende, fæsteafgift og hoveri. Men i herregårdshaverne var der altså ofte en lille planteskole, der uddelte vildstammer til podning til godsets bønder. Podekviste har de vel fået fra herregårdshavens ædle sorter – eller fra tækkemanden.
Og det, jeg står i, er resterne af gartner Lehns planteskole, ’Madshaven’, som den kaldes, hvilket måske kan tydes derhen, at gartner Lehns fornavn har været Mads. Her er en kolossal kvæde, et højt, gammelt Nonnetittræ, et kroget Gravenstentræ, og et Pigeontræ. Ind imellem vokser store gamle hasselbuske, formiddags-oktobersolen rammer trætoppene, mens nedfaldsæblerne lyser op i det skyggede, dugvåde græs. Oktober fra sin bedste side.
Men Nordfeld Høstæble? Hm. Måske det gamle træ, der har måttet bide i græsset, men stadigvæk lever? Men uden et eneste æble. Gammelt er det i hvert fald, ifølge Matthiesen er det i 1913 godt 50 år gammelt, det er altså fra omkring 1862.
Dette er i sig selv lidt interessant, for netop det år udplantede Selskabet til Havedyrkningens Fremme i alt 1.280 frøformerede forsøgstræer ved herresæderne Tølløse, Store Frederikssund, Gisselfeld, Ledreborg, Holsteinsborg, Nørager og Dragsholm. Teoretisk set kan gartner Lehn være kommet til Nordfeld fra det nærliggende Gisselfeld eller Holsteinborg med en interessant stikling, det nye Selskab havde betroet ham, og som han ikke sådan efterlod, blot fordi han skiftede plads.
Eller han kan have haft forbindelse til gartnerne på Holsteinborg eller Gisselfeld eller andre af de sjællandske afprøvningsgodser. Når gartner Lehn havde sin egen planteskole, har han delt tidens interesse for frugtforædling, og folk af hans slags korresponderede med selskaberne og indforskrev podekviste og kærner. Men herom næste gang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu