Læsetid: 8 min.

Jeg vil gerne lave store genrefilm

Det handler om at være sikker på, at det man vil, er det rigtige, siger Nikolaj Arcel, der i dag debuterer som instruktør med den politiske thriller ’Kongekabale’
1. oktober 2004

Interview
Nikolaj Arcel er ved at fortælle mig en historie. Om dengang en uge inde i optagelserne til Wall Street, hvor instruktøren Oliver Stone gik hen til hovedrolleindehaveren, Michael Douglas, og spurgte, »er du på stoffer?« Douglas blev rasende, »men så leverede han også sin Oscarbelønnede præstation,« siger Arcel.
»Så vidt gik jeg ikke, men jeg var klart på at provokere skuespillerne, udfordre dem og sige til dem, ’hvad fanden laver du?’ og ’det der holder da slet ikke,’ at drille dem lidt og altsammen med en kærlig undertone.«
Nikolaj Arcel debuterer som instruktør med den politiske thriller Kongekabale, der har Danmarkspremiere i dag og handler om det uigennemskuelige magtspil mellem politikere, spindoktorer og journalister på Christiansborg.
Arcel, der tidligere har skrevet børneactionfilmen Klatretøsen, og som sammen med Rasmus Heisterberg har skrevet manuskriptet til Kongekabale, forklarer, at han fandt det nødvendigt at skabe en stemning af nervøsitet under optagelserne, for at filmen ikke skulle blive alt for pæn og ligegyldig.
»Lars Trier er sindssygt dygtig til det, og det betyder, at skuespillerne bliver så skarpe. De er velforberedte og villige til hele tiden at prøve noget nyt. Men jeg tror også, at det er hårdt for spillerne.«

Personlig udfordring
Et trick, som Arcel blandt andet benyttede sig af, var at bede Søren Pilmark, der spiller den iskolde, ambitiøse politiker Erik Dreier, om ikke at blive venner med de øvrige skuespillere.
»Jeg ville gerne have, at han skulle tage afstand fra de andre, være lidt kølig. Det, syntes han, var vildt sjovt, og han tog det som en udfordring. Jeg tror, at det er derfor, at de fleste blev lidt bange for ham på det set. Vi fik en lidt edgy stemning under optagelserne, hvor folk spurgte sig selv, om det, de lavede, nu også var godt nok.«
Arcel ville også gerne ryste Anders W. Berthelsen, der har hovedrollen i filmen som den idealistiske journalist Ulrik Torp, der i løbet af sine første dage som Christiansborg-journalist kommer på sporet af en konspiration iscenesat af Dreier og hans åleglatte spindoktor, Peter Schou (Lars Mikkelsen).
»Anders er simpelthen Mr. Professional. Han kan bare det hele, og jeg prøvede at få ham lidt ud at skide. Det, syntes jeg, var vigtigt. Han kan virkelig møde op og levere varen uden egentlig at... han bruger bare sit naturtalent. Jeg havde lyst til at få ham til at bruge noget ekstra. ’Er det nu sådan, en journalist er? Du skal være fuldstændig grounded i virkeligheden.’«
»Jeg havde en personlig udfordring med hver enkelt skuespiller. Hvad jeg havde lyst til at få ud af dem,« siger Arcel, der begyndte med at fortælle sine skuespillere, at han havde tillid til dem, og at han naturligvis valgte dem, fordi ham mente, at de kunne levere det, han gerne ville have.
»Jeg lod dem forstå, at jeg syntes, at de var vidunderlige og perfekte. Men når vi først skulle lave en scene, kunne jeg godt være lidt sur eller blive lidt utilfreds.«
Kongekabale er baseret på en roman af de konservatives tidligere pressechef, journalisten Niels Krause-Kjær, men selv om der er lighedstræk mellem bog og film, så har Arcel og Heisterberg ændret mange ting.

Knald eller fald
»Vi vidste fra starten, at vi ville lave historien helt om, og det var Krause helt med på,« siger Arcel.
»Vi havde en idé om, at vi skulle have en mere, kan man tillade sig at sige, episk, bred fornemmelse af den verden, der i bogen skildres med samtaler i korridorer og små rum. Vi havde lyst til at brede historien ud og gøre den mere menneskelig, mere universel.«
»Jeg ville også gerne lave en stor film. Jeg har altid drømt om, at min debutfilm skulle være lidt stor, fordi det er sjovt at gå imod konventionen om, at man altid skal starte med en lille, billig, dogmatisk film. Det er bare slet ikke den slags film, jeg vil lave. Jeg vil gerne lave store genrefilm. Jeg er vokset op med Star Wars, og så kan man lige så godt starte dér. Så er det knald eller fald.«
Arcel kan godt lide at provokere, og tanken om at lave en film, der foregår Christiansborg, som danske instruktører ellers har holdt sig fra, tiltalte ham.
»Når man debuterer som instruktør i Danmark, der er fuldstændig spækket med instruktørtalenter, hvordan i alverden skal man så kunne komme med noget nyt eller markere sig? Man må tage fat i i noget, som ingen andre tør røre ved. Et emne eller en genre, som ingen har turdet beskæftige sig med og bevise, at det sagtens kan lade sig gøre.«

Politisk opvågnen
»Det første, man tænker på, er, om man kan lave en rigtig spændingsfilm uden at blive til grin. Der er ikke en tradition for genrefilm i Danmark, og et af problemerne er, at danske genrefilm ofte ikke tager sig selv alvorligt. Så det vigtigste for mig var at lave en spændingsfilm, der tager sig selv alvorligt og skamløst tør være en underholdningsfilm.«
»Og jo længere vi kom ind i historien, jo mere blev vi overbevist om, at det ville blive godt. Det er et vildt spændende miljø. Der er så megen dramatik. Der er machiavelli-typerne og de unge helte. Det er superklassisk, og det betyder noget for os, dig og mig, hvad der foregår i den politiske verden. Det var dejligt at lave en film, som også for mig rent personligt gav mening, og hvor jeg kunne sige nogen ting, som, jeg mener, er vigtige.«
Arcel mener, at vi efter 11. september lever i en verden, der kræver, at man tænker mere politisk end tidligere og er opmærksom på, hvad der foregår i magtens korridorer.
»Der er sket en politisk opvågnen,« siger han.
»Selv de mest uinteresserede mennesker begynder at overveje, hvad der sker. Men følelsen af impotens stiger også, fornemmelsen af at man ikke betyder en skid i det store spil og bare sidder i sin stue og ser på de absurde begivenheder, der finder sted hele tiden. Hvis man arbejder med et eller andet kreativt, det være sig musik, film eller litteratur, så kan man udtrykke den frustration. Og Kongekabale er helt klart en måde, jeg viser mine frustrationer på, min indignation, stiller nogle spørgsmål.«

Alt er plot
Når man går i gang med at lave en genrefilm som Kongekabale, er der hjælp at hente. Ikke mindst kan man vende blikket mod USA, hvor den paranoide thriller havde sin storhedstid i 70’erne – Alle præsidentens mænd, Det sidste vidne, Tre døgn for Condor – og hvor der bliver lavet masser af film, som handler om politik.
»Jeg er Oliver Stone-fan, og han har stor indflydelse på, hvad jeg har lyst til at lave. Rasmus og jeg så selvfølgelig mange af de politiske film, dem fra 70’erne, men også The Insider og tv-serien West Wing. Og det, man kan mærke, der er grundkernen i de amerikanske politiske film, er, at de handler om venskaber. De handler om gode mennesker. Det kan sagtens være, at vi lever i en kynisk verden, men vi er nødt til at beskæftige os med nogle mennesker, vi kan lide. Mennesker, der arbejder sammen mod overmagten.«
»Der er mange mennesker, der spørger, hvorfor Star Wars blev så stor en succes. Svaret er som regel, at det var, fordi der var så mange flotte special effects, men det var jo reelt, fordi den handlede om et venskab mellem tre mennesker. Og det ville vi gerne lave. Vi ville gerne lave en film om et spirerende venskab. Det blev så noget andet til sidst, men der opstår et venskab mellem Moll (en freelancejournalist spillet af Nicolas Bro, red.) og Torp, og det bliver ret tæt på kort tid. Er det urealistisk? Måske, men i filmens verden virker det, fordi man så gerne vil have, at de finder sammen.«
Af de amerikanske forbilleder lærte Arcel og Heisterberg også, at man ikke skal blive for smart.
»De bedste film i denne genre er meget nøgternt og næsten objektivt lavet. Der er ikke store, fejende flotte kamerature, og kraner, der fiser frem og tilbage. De er meget stille og observerende. Amerikanerne beskæftiger sig ikke synderligt meget med følelseslivet i krimier og thrillers. Forskellen på Kongekabale og de fleste andre danske film er, at den i virkligheden handler utroligt meget om plot. Alt, hvad karaktererne foretager sig, og alt, hvad der sker, relaterer sig til plottet.«

Man skal være sikker
Selv om det var hans debut, og han kastede sig ud på dybt vand, så rystede Nikolaj Arcel ikke på hånden, da han skulle i gang med Kongekabale – i hvert fald ikke da først manuskriptet var færdig, finansieringen faldet på plads og første optagedag overstået.
»Det var som en drøm,« siger han.
»’It was wonderful,’ som de plejer at sige i filmen bag filmen. Jeg tænkte ofte på, at når det går så godt, så kan det kun blive en dårlig film. Vi havde masser af svedeture i klipperummet og i løbet af lydefterarbejdet. Men pludselig en dag var jeg rigtig, rigtig glad for filmen. Det sker sjældent med noget, man selv har lavet, og det var en fantastisk oplevelse.«
Indimellem måtte han dog kæmpe lidt med det at være debutant.
»I modsætning til Filmskolen, hvor alle kender hinanden, så kommer man ud og møder mennesker, man slet ikke kender. Det tekniske hold har alle lavet film med Bille August og Thomas Vinterberg og Susanne Bier, og så står de der med ’Nikolaj, hvad var det lige, du hed, Arkel?’ De er fuldstændig uimponerede, når man står og råber og skriger, ’den skal derover.’ Og så kommer én af dem og siger, ’jeg tror ikke, at du vil lave den derfra.’ Og man svarer, ’hvad!? Men det er jo mig, der bestemmer.’«
»Det handler om at være sikker på, at det man vil, er det rigtige. I sidste ende er det kun én selv, der kan se den skide film oppe i hovedet. Der er altid nogen, der har bedre ideer, end du selv har. Men det er næsten altid din idé, der er den rigtige i forhold til filmen – hvis du altså er en god instruktør.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her