Læsetid: 4 min.

Glad som en kristen – eller sippet

Det danske kristelige parti har vaklet mellem politiske læsninger af biblen: Positivt eller negativt program?
16. oktober 2004

Det danske kristelige parti har vaklet mellem politiske læsninger af biblen:
Positivt eller negativt program?

De unge sang, så den vestjyske efterskoles tag var ved at løfte sig. De lød til at kunne Højskolesangbogen udenad, de over 100, der var til stede i salen. Mange – i betragtning af, at det var et politisk møde. De lignede ikke dem fra de andre politiske partiers ungdomsforeninger. Deres tøj var hverken forvasket eller moderigtigt. Det var solidt, rummeligt, og meget af det så hjemmegjort ud. Flere af dem sad da også ved mødebordene og strikkede, både piger og fyre. Maden, de havde med, så også hjemmegjort ud.
Det var Kristeligt Folkepartis Ungdom, der holdt møde. Tilbage i 1987, men jeg husker begivenheden tydeligt, fordi stemningen var så lys. Der bølgede en glad optimisme.
Jeg var inviteret til mødet for – i min daværende egenskab af direktør for Danmarks Naturfredningsforening – at tale om aktuelle miljøpolitiske emner.
Dem var forsamlingen lattermildt optaget af. »Fordi man er kristen, behøver man ikke at være kedelig,« sagde en af pigerne til mig.
Entusiasmen, den muntre omgangstone, den upåtrængende selvtillid gav mig en forestilling om, at noget var i gære. En ny bevægelse af unge politikerspirer, der ikke var arrogante, selvhøjtidelige eller frelste. Jeg kiggede rundt på ansigterne og tænkte, at mange af dem ville man nok komme til at gense i fremtidens danske politik.
Det gik anderledes. Nogle år efter mødte jeg nogle af dem, der var med til mødet. De fortalte mig, at Kristeligt Folkepartis Ungdom siden havde mistet gejsten. Nogle af de aktive var gået til andre partiers ungdomsforeninger; de fleste var bare gået hjem. Årsagen til skuffelsen var moderpartiet – Kristeligt Folkeparti.
Som en af de unge forklarede:
»Partiet havde valget mellem os og alle de gamle sipper. De valgte alle de gamle sipper.«
Glæde eller forargelse? Deri har ligget Kristeligt Folkepartis dilemma siden partiets stiftelse i april 1970.
Ingen tvivl om, hvad udgangspunktet var: Fortørnelsen over den VKR-regering, der var dannet i 1968. De Radikales Hilmar Baunsgaard var statsminister, og de, der havde forhåbninger om, at den konservative justitsminister, Knud Thestrup, med småborgerlig ildhu ville stå imod kulturradikale mærkesager, måtte hurtigt finde sig galt afmarcheret. Thestrup, der – under den tyske besættelse af Danmark – selv havde siddet fængslet, var retsreformernes mand. Som åndsliberal fik han afskaffet sædelighedscensuren på film og billeder. Selv om Folketinget drejede en abortlov videre, end han havde hjertet med, satte han dog sin underskrift på den.
Fri porno! Og abort! Fra en borgerlig regering! Det er for galt!
Ved sit første møde med vælgerne fik Kristeligt Folkeparti 600 stemmer under spærregrænsen. De spildte ’borgerlige’ stemmer var årsagen til, at Socialdemokratiet kunne få flertal med SF. Den ny regering gennemførte en endnu videre adgang til abort.

I mellemtiden var Kristeligt Folkeparti gerådet i indre splid. På et hovedbestyrelsesmøde i marts 1973 udvandrede den første landsformand, overlæge Jacob Christensen fra Horsens efter anklager for ikke at være kristelig nok. Da han igen dukkede op i et parti, var det hos Centrum-Demokraterne.
Alligevel klarede De Kristelige sig godt ved ’jordskredsvalget’ i 1973, hvor stemmetallet blev dobbelt og mandaterne syv. Endnu bedre – et højdepunkt i partiets historie – gik det i 1975: ni mandater. På Venstre-statsminister Poul Hartlings liste over den firkløverregering, han påtænkte at danne, stod De Kristelig til to ministerposter: Trafik- og miljø. Den regering blev imidlertid en abort, for Fremskridtspartiets Mogens Glistrup truede med at styrte den. I stedet kom Anker Jørgensen til. Igen og igen.
Miljøministeriet havnede alligevel hos De Kristelige. Men først i 1982, da Anker Jørgensen var kørt træt. Imens var den kristelige parlamentariske lederpost overtaget af skoledirektør Christian Christensen fra Ringkøbing. En mand, der med sin lavmælte inderlighed tegnede en ny slags profil for partiet: Glæden over Guds skaberværk. Han blev – støttet af partifællen Jens Steffensen, der var respekteret formand for Folketingets miljøudvalg – garanten for, at Poul Schlüters firkløverregering førte en progressiv miljøpolitik. Venstre skumlede, men De Konservative fandt det opportunt at støtte Christensen. Dels for at ærgre Venstre. Dels for at sikre De Radikales gunst. Det var i de år, at unge fylkedes om Kristeligt Folkeparti, der nedtonede sine moralske kvababbelser.
Idyllen var imidlertid forbi i 1987, da Poul Schlüter stækkede Christian Christensen ved også i sin regering at optage den kristelige landsformand, pastor Flemming Kofod-Svendsen, hvis forhold til Christensen var gensidigt ubehag. Året efter var partiet nedslidt af konflikter, og Schlüter hældte det – og CD – ud af regeringen for i stedet at optage De Radikale. Kort efter døde Chr. Christensen af sygdom og skuffelse.
Tak for sidst fik Kristeligt Folkeparti sagt til VK, da partiet gik med i Nyrups første regering med sin nye energiske leder Jan Sjursen på energiministerposten. Partiets vælgere brød sig imidlertid ikke om at se det ’i den røde lejr’ – og stemte det ud af Folketinget. Sjursen fik det tilbage på Tinge i 1998 – ved højrepopulistisk at undsige Venstre for at have ’svigte bønderne’ i et vandmiljøforlig.
Sjursen, hvis tilbøjeligheder begyndte som progressive, har slidt sig op ved demonstrativt at skulle behage sine højrefløjsvælgere. Navneskiftet til Kristendemokraterne fik Sjursen til at gå i surhed. Det nye navn er ingen klar bebudelse af, om partiet igen vil prøve lykken som glad værner af Guds gaver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu