Læsetid: 3 min.

Happy Face

Torsdag aften kunne man opleve gamle, amerikanske propagandafilm i Byens Lys på Christiania
30. oktober 2004

Beredskab
Der bliver ristet tobak og rullet joints på de bageste rækker. Latteren bølger frem og tilbage i det store lokale. Muntre tilråb møder det, der foregår på lærredet.
Det er torsdag aften i Byens Lys, Christianias biograf, og den amerikanske filmskribent og filmhistoriker Jack Stevenson, der bor og arbejder i Danmark, er ved at vise det engagerede publikum en håndfuld mærkelige, gamle 16 mm-film fra sit righoldige arkiv.
Overskriften på arrangementet, en optakt til den forestående dokumentarfilmfestival, cph:dox, er ’Amerikansk propaganda før valget’, og filmene er eksempler på, hvordan den amerikanske regering og filmindustrien især i 40’erne, 50’erne og 60’erne samarbejdede om at fortælle menige amerikanere, hvordan de burde se verden.
Som Jack Stevenson siger på et tidspunkt, så »ser vi filmene i dag og synes, at de er latterlige, men folk troede på dem dengang. De troede på, hvad deres regering sagde, og det får én til at tænke over, hvad folk tror på i dag.«
Den første film på programmet er Japanese Relocation fra 1942. Den er produceret af regeringen og handler om dengang under Anden Verdenskrig, hvor USA tvangsflyttede 100.000 japansk-amerikanere, de fleste af dem med amerikansk statsborgerskab, og internerede dem i lejre, fordi man mente, at de udgjorde en trussel mod landets sikkerhed.
Stevenson er ikke sen til at drage en parallel til i dag, hvor blandt andet amerikanske muslimer har det svært i USA, og det er interessant at notere sig, hvordan filmens retorik minder forbavsende meget om den måde, som præsident Bush og hans kumpaner formulerer sig på. Der tales f.eks. meget om ’patrioter’ og de ’loyale’ og ’ikke-loyale’. Men nu er filmen jo produceret af regeringen, og tonen er positiv og fuld af beundring for de mange berørte, som var villige til frivilligt at forlade hjem og arbejde, at bringe det offer, for at hjælpe USA i sin krigsindsats. Resultatet er en grotesk oplevelse, der slet ikke er så morsom, som den måske ville have været for 10 år siden. I dag synes den blot sørgeligt aktuel.
»Filmen er som et happy face klistret over et meget alvorligt emne,« siger Stevenson.
Rammerne om arrangementet synes ganske passende. Christiania kæmper stadig sin egen kamp for at blive accepteret. Og tilmed er Byens Lys indrettet i et stort, højloftet og aflangt lokale, der engang var en del af en ammunitionsfabrik. Nu er det en hyggelig biograf med stearinlys, sand på gulvet, en kæmpe, knitrende brændeovn og Rialto Teatrets gamle træsæder beklædt med vinrødt fløjl.

Indoktrinering
Aftenens næste to film er begge animerede og produceret af Disney. Den første, Der Führer’s Face fra 1942, har Anders And i hovedrollen som en and, der drømmer, at han er en lille brik i det store, tyske krigsmaskineri. Han har Hitler og Mussolini hængende på væggen og er hele tiden nødt til at heile, men vågner heldigvis op i sin Stars and Stripes-pyjamas og med Frihedsgudinden stående i vindueskarmen.
Den anden, Education for Death, er en dyster og bestemt ikke børneegnet film om, hvordan tyskerne fra barnsben bliver indoktrineret til at være gode nazister. Eventyret om Tornerose ændres, så børnene allerede tidligt kan lære, hvordan tingene hænger sammen. Den onde heks er demokratiet, der får prinsessen, Tyskland, til at sove, og prinsen på den hvide hest er naturligvis Hitler, der vækker landet igen. Det ville faktisk være temmelig skægt, hvis ikke det var så hysterisk. Det er meget mærkeligt at se så groft karikeret og uforsonlig en film fra Disneys hånd.
Efter Anden Verdenskrig hopper vi videre til Survival under Atomic Attack, en absurd beredskabsfilm fra 1951, der viser, hvordan amerikanerne har bedre muligheder for at overleve et atomangreb, end japanerne havde under krigen, netop fordi amerikanerne er forberedt. Det tilrådes først at indkøbe rigeligt med dåsemad og, hvis bomben smides, trække gardinerne for, slukke for strygejernet og søge tilflugt under et bord i kælderen.
Aftenens sidste film, Red Nightmare fra 1962, er et opbyggeligt portræt af en mand, Mr. All American, der er begyndt at tage sin frihed og sine mange rettigheder for givet. Fortælleren lader ham derfor opleve, hvordan det ville være, hvis alle i hjembyen på nær ham var kommunister og hele tiden vogtede på og indberettede hinanden for u-kommunistisk opførsel.
Det er tankevækkende, at USA nogle få år tidligere befandt sig i en lignende tilstand af paranoia og hysteri takket være en undselig senator ved navn Joe McCarthy.

*Jack Stevensons hjemmeside: hjem.get2net.dk/jack_stevenson/

*www.cphdox.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her