Læsetid: 5 min.

’Heldigvis har vi ingen børn’

Ruhr-byen Bochum er i oprør, fordi bilkoncernen General Motors vil fyre 4.000 Opel-ansatte. ’Sådan kan man ikke behandle mennesker,’ mener arbejderne. Tysk arbejdskraft er blevet for dyr, mener ledelsen
20. oktober 2004

BOCHUM – Der bliver helt stille, da den røde Opel GT gasser op og kører bort. Egentlig er den 30 år gamle model bare en veteranbil – pudset og plejet af en kærlig ejer – men med sine runde former og lange køler er GT’en også et minde om dengang, det gik godt her hos Opel i Bochum.
»Hvis vi var fortsat ad den vej, stod vi ikke her,« bemærker en 43-aarig Opel-arbejder.
Men i begyndelsen af 1970’erne var det slut. GT’en blev udfaset, samlebåndet skulle bruges til Kadeterne – billige middelklassebiler med større fortjeneste. Siden fulgte sparerunde på sparerunde. Opel blev kedelig, kvaliteten gik tilbage, og kunderne svigtede. Herefter fulgte nye direktører med nye sparekrav, endnu dårligere biler og endnu mindre afsætning.
Direktørerne kom og gik, lige lidt hjalp det.
»Hvis vi andre laver en fejl, får vi sparket. Direktørne kan kun få et spark opad karrierestigen. Vi gør et godt arbejde, ledelsen har svigtet. En direktør, der kun skal være her i et par år, lærer ikke fabrikken at kende – han tænker kun på sin egen stilling,« siger den 43-årige.
Engang havde Opel 20.000 ansatte i Bochum, i dag er der godt 9.000 tilbage. Hvis det står til ejeren, General Motors (GM), skal fabrikken i løbet af de næste to år skille sig af med yderligere 4.000 ansatte. Om fabrikken på længere sigt har en fremtid, er uvist.

Strejker på sjette døgn
På sjette døgn står den 43-årige derfor strejkevagt sammen med kollegerne og blokerer fabriksporten. De læner sig ind over bommen, så portvagten ikke kan åbne for lastbilerne, der skal hente aksler og andre reservedele til Opel-fabrikkerne i det øvrige Europa. En række polske lastvogne holder tålmodigt på parkeringspladsen, chaufførerne sover eller spiller kort.
Fabriksområdet ligger øde hen.
De seneste år har GM oplevet faldende indtjening. Helt galt er det med datterselskabet Opel, der ikke har givet overskud i fem år. Nu har GM mistet tålmodigheden, nu skal der rationaliseres grundigt: GM vil fyre 12.000 ud af sine 63.000 ansatte i Europa, heraf 10.000 tyske Opel-ansatte, hed det i en meddelelse i torsdags.
En strejke er der egentlig ikke tale om – ikke formelt. Officielt er dette bare et »orienteringsmøde«, der helt efter de fagretslige forskrifter får lov at trække ud i dagevis. Ved 11-tiden er der orientering. En tillidsmand fortæller, at Opel-fabrikkerne i Antwerpen og Rüsselsheim ligger stille på grund af blokaden i Bochum.
Arbejderne klapper og pifter. Nu bliver det dyrt for GM.
Bochum er en nøglefabrik for GM – hvis ikke bildelene bliver bragt ud, stopper produktionen i de andre fabrikker. Omkostningerne kan løbe op i et par hundrede millioner kr. om dagen.
En bitter arbejdskamp er i gang. For de ansatte i Bochum handler konflikten om deres egen eksistens, for GM om virksomhedens overlevelse på et globaliseret marked. Tysk arbejdskraft er for dyr, mener GM. Og tallene giver koncernen ret: Arbejderne på Opel-fabrikken i Polen udfører det samme job for omtrent en fjerdedel af tyskernes løn.
Opel-arbejderne svarer igen med, at GM har sparet varemærket Opel i stykker. Ledelsen indrømmer fejl i fortiden, men påpeger, at det ikke ænderer på nutidens realiteter: Opel er for dyr, en stor del af de ansatte må ud.

Berygtede arbejdere
Fabrikkerne i Rüsselsheim og Kaiserslautern ser ud til at affinde sig med skæbnen, men ikke Bochum. Arbejderne her er berygtede for deres stridbarhed.
»Fabrikken blev bygget som erstatning for kulminerne, der lukkede i 1960’erne. Mange minearbejdere tog arbejde på fabrikken og bragte deres politiske engagement med sig,« forklarer den pensionerede Opel-arbejder Peter Hanke, der en overgang var en ræverød tillidsmand på fabrikken.
Opel blev Bochums vej ud af krisen efter kullet. Da minerne lukkede lykkedes det at komme videre med biler, nu frygter byen en ny krise. Ikke bare de 9.000 Opel-job er i fare, også de mange underleverandører og de lokale handlende er afhængige af fabrikken. Derfor er 20.000 indbyggere denne tirsdag troppet op på pladsen foran byens teater for at markere deres solidaritet. Selv tre professionelle fra byens fodboldklub går til mikrofonen – for en gangs skyld hepper stjernerne på deres fans:
»Vores mål er at komme til tops i Ligaen. Opels mål kan også nåes. I klarer den!«
Blandt tilhørerne er et yngre ægtepar, han er ’opelaner’, hun har en halvdagsstilling i sparekassen. Deres navne vil de ikke have frem, for aviserne har skrevet, at Opel-
ledelsen vil fyre de mest højtråbende strejkende. Man skal ikke stikke næsen for meget frem.
»Det er en hård tid, for vi får in-gen løn under konflikten,« siger manden.
»Heldigvis har vi ingen børn. Vores bekendte med børn er virkelig på den,« siger kvinden.
»Jeg vil hellere ofre en månedsløn end at blive arbejdsløs og havne på socialhjælp efter et år,« siger manden.
»Hvis Opel dør, dør byen,« spår en fagforeningsmand på talerstolen: »Den, der har modet til at fyre tusinder af mennesker, burde også have modet til at se dem i øjnene.«

Solidaritet
Manden på talerstolen fortæller også, at GM-ansatte i hele Europa i dag har stillet sig bag de tyske Opel-arbejdere i solidaritet. Forsamlingen klapper. Blandt demonstranterne er også en håndfuld konservative. De står under et banner, der fortæller, at »Opel skal blive!«
»Det er slemt for byen,« siger Lothar Gräfingholt, der sidder i byrådet. Normalt står hans parti på arbejdsgivernes side, nu siger han:
»Jeg er skuffet over den måde, meddelelsen om fyringerne kom. Man kan ikke behandle mennesker sådan.«
Forslag til en løsning har han ikke; han er kampberedt med rådvild.
Den totale mangel på social omtanke hos GM-ledelsen i Detroit har næsten lammet byen. Konfliktlinjen løber mellem den rå, amerikanske kapitalisme, og den vatterede rhinlandske version. Som det ser ud, står rhinlænderne til at tabe.
»Den ulovlige strejke er det dårligste signal, de ansatte kunne komme med,« advarer Tysklands bil-professor Ferdinand Dudenhöfer i tirsdagsudgaven af lokalavisen NRZ.
»Strejkerne bringer hele industriområdet i fare. General Motors ledelse har forlængst set, at Bochum er en uartig dreng.«
Han anviser forhandlinger, lønnedgang og længere arbejdsdage som vejen ud af krisen.
»Det er forkert kun at tale om direktørernes fejl. Hverken politikere eller fagforeningsfolk må gemme sig bag disse anklager. Netop dem, der står med de største transparenter foran fabriksporten, har i sidste ende skabt denne situation. Uden dem (fagforeningerne, red.) havde vi ikke 35 timers ugen.«
Når morgenholdet møder på arbejde kl. 6 i dag, skal de stemme om konfliktens fortsættelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her