Læsetid: 4 min.

Med hinanden og med Eliasson...

Olafur Eliasson gjorde en imponerende entre i den danske museumsverden
15. oktober 2004

Dette var tænkt som en lille læserservice, her skulle De have læst hvordan kritikerne tog imod nationens hjemvendt søn, Olafur Eliasson, hvordan han og hans værker blev udlagt på forbavsende forskellige måder og hvordan en lille overrasket nidkærhed tittede frem, da verdensnavnet landede i verdens mindste by. De skulle kort sagt have været udsat for en sådan spalte, som i andre aviser går under dyrenavne, og som lover en let og beleven overflyvning over modtagelsen af ugens omdiskuterede værk, som oftest en bog. Helt sådan kan det ikke blive. For der er ingen polemik at berette om.
Og det kunne man ellers med en vis ret have forventet. Eliasson og hans vej til stjernerne har bragt en vis modstand på banen – på akademiet og på universiteterne – men den slags småtskårenhed skal ikke her bruges til at diskvalificere valide argumenter. Men under alle omstændigheder lod de ikke høre fra sig i fredags, de kritiske, da Minding the World åbnede i Århus. Der var ikke andet at spore end begejstring – både på gulvet i ARos’ kælder, hvor middelklassen slængede sig på gulvet og spejlede sin kulturelle interesse i loftet, og i aviserne:
»Olafur Eliasson formår på over-bevisende måde at forføre sit publikum ikke blot med legoklodser, men også med så enkle midler som brusende vand, lys og luft og massevis af spejle. Intet under, at der er bud efter ham fra den ganske verden,« slutter Bente Scavenius sin anmeldelse, der i Børsen begyndte under overskriften Rum i bevægelse.
Og netop det med den ganske verden gik igen. Alle anmeldere lod sig mærke af den mærkelige fugleunge, der var landet i deres rede: En samtidskunstner med mainstreamsucces. To komma tre m-i-l-l-i-o-n-e-r mennesker havde set Eliassons vejrprojekt på Tate Modern. Men heller ikke det – at alle er glade og i godt humør – er overraskende. Folk stimler gerne sammen om en succes og det hænder jo også, at det faktisk er ganske begrundet, at der overhovedet blev tale om en succes i første omgang. Det var nu ikke tilfældet med The Weather Project, som bedst kan beskrives som en slags emotionel voldtægt. Men omvendt: Selv en god kunstner, kan bryde igennem med et dårligt kunstværk. Det har man hørt om før. Nej, det der kunne undre og overraske var, at alle var begejstrede på den samme måde. Og det er i og for sig dobbelt-mærkeligt, eftersom alle disse begejstrede, havde travlt med at betone det mangetydige i Eliassons værker.

Man kan få en fornemmelse af, at Eliasson med stor dygtighed har gjort hvad han kunne for at styre receptionen af egne værker. Nu synes eksempelvis denne udlægning af udstillingen, at være ganske som kunstnere kunne ønske det:
»I den optik handler det ikke om at finde dét, der er sandt og virkeligt som sådan, men snarere om at fundere over, at der gennem stadige forrykkelser og dissonanser hele tiden vil blive produceret nye former for sandhed og virkelighed.«
Det er fra en tekst i udstillingskataloget af en mag.art.,Ph.D. Marianne Krogh Jensen. Katalogredaktørerne har ikke gjort det til en eksplicit pointe, men de som ikke kender Eliassons familieforhold, kan læse det i Ekstra Bladet: Marianne er Olafurs kone. Man kunne måske have ofret en note?
Men det er ikke kun de danske anmeldere som synes at være forbavsende enige – med hinanden og med Eliasson. Hvis man kigger i Phaidons Eliasson-bog er budskabet det samme som i kataloget som i aviserne som i interview-bogen At se sig selv sanse, hvor Eliassson dygtigt kridtet banen op:
»Man skulle tro, at kritikere og kunsthistorikere efterhånden var kommet over det at tilskrive kunstnerens person, hendes baggrund, historie og intentioner stor betydning, men det lader desværre ikke til at være tilfældet. Særligt kunsthistorikere er optaget af at lave bestemte læsninger af et værk eller en kunstner, fordi de stadig leder efter forklaringer og logiske årsagsforhold. Derfor bliver mine islandske aner tilskrevet større betydning, end de rent faktisk har. De kommer til at udgøre en smutvej til den ’rette’ tolkning af mine værker.«

Met var ikke en smutvej, man kunne finde i nogen af ugens aviser. For det må man ikke. Til gengæld dukkede den her smutvej op en del steder, her under overskriften, Verdenssindet, i Politiken:
»Med vandstøv og en arbejdslampe fremviser det et stort naturfænomen, som forandrer sig, alt efter hvor man står og går... Skønheden, værket hedder Beauty, peger på sansningen og den sansende. Der er ingen regnbue her uden din krop til at opleve den lige nu.«
Og i Weekendavisen skriver Mette Sandbye om Eliassons metode:
»Han kalder på Georg Gearløs i betragteren og får os til at tænke over, hvordan vores krop sanser verden.«
Det er den slags Eliasson selv formulerer i bøger og gennem sin kone i kataloger og venligt overfor venlige anmeldere ved pressevisninger: Kunstværket opstår i beskueren. Til gengæld var der ingen anmeldere der gjorde en stor pointe ud af, at halvdelen af materialerne til udstillingen var hentet på Island. Det måtte de ikke for Eliasson, der ikke er fan af hverken freudianske eller biografiske læsninger; såkaldte smutveje. Værket er lige præcist så autonomt, som kunstneren tillader.
»Fænomenalt – den eliassonske tilstand,« lød en overskrift i Kristeligt-Dagblad, som kunne opsummere konklusionerne i samtlige aviser: Det var sådan en uge hvor man måske burde spørge sig selv: Er stjernesystemet ikke en udmærket erstatning for anmeldelser?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her