Læsetid: 6 min.

En Hollywood-stjernes storhed og fald

Richard Dreyfuss var ulidelig arrogant og indbildsk, hvilket bidrog til hans unikke karisma. Så kørte han galt i en kokainrus. I dag må han tage til takke med roller i tv-produktioner og teater
29. oktober 2004

Interview
Meldingen om, at rygsmerter hindrer Richard Dreyfuss i at medvirke i nyopsættelsen af Mel Brook’s Forår for Hitler (’The Producers’) på Londons Drury Lane-teater kan ikke have begejstret mange. Måske bortset fra Nathan Lane, som med kort varsel måtte overtage rollen som Max Bialystock – den tabskalkulerende producer af en musical om Adolf Hitler – som Zero Mostel udfyldte så uforglemmeligt i filmversionen med Gene Wilder. Vil Richard Dreyfuss nogensinde komme tilbage som Max, eller vil hans ryglidelse komme til at stå som symbolet på de frustrationer, som en af Amerikas mest modgangsknugede skuespillere må føle?
Det kan gerne være, at Nathan Lane er et hottere navn for vor tids unge publikum, men der var engang, da Richard Dreyfuss var så hot, at han var ved at brænde op – eller så hot, at ingen turde røre ham. Født i Brooklyn i 1947 som søn af en succesrig New York-advokat har han aldrig helt mistet de selvbevidste storbyarrogance-manerer, der kommer af den baggrund.
Skønt han som skuespiller var selvlært – måske netop derfor – var den unge Dreyfuss en diminutiv, selvglad, bedrevidende, pågående... ja, rent ud utålelig type. Og da hans modgangstider begyndte, må han have været bedrevidende nok til at vide, at der var dem, der følte, at han så rigelig havde fortjent at blive dukket. I dag må man spørge, om han ikke har lidt nok?
Da han var ni, flyttede familien til Los Angeles, og allerede i gymnasiet i Beverly Hills blev Dreyfuss en af sin generations mest selvforgabte skuespillerespirere.
Han spillede telegrambud i en skoleopsætning af Thornton Wilders The Skin of Our Teeth, og allerede næste dag ringede en talentspejder fra et filmstudie og talte om at prøvefilme. »Jeg troede, at telefonopkaldet betød, at jeg nu skulle være filmstjerne... jeg fór jublende rundt i huset, mens mine forældre gjorde deres bedste for at dysse mig ned,« fortæller Dreyfuss.
Hin eufori (og den arrogance, som Dreyfuss aldrig var i stand til at undertvinge) skulle vare i over et årti. Efter at have medvirket i teaterstykker og tv-produktioner, måtte han i 1966 spille sin indtil da mest overbevisende rolle i dramaet Jeg er militærnægter. Han fik rollen og blev beordret til at gøre civil tjeneste på LA County General Hospital. De arbejdsopgaver, han blev tildelt, skulle ydmyge om ikke straffe ham, men Dreyfuss fandt en udvej til at forblive kæphøj midt i sin kvide – han blev amfetamin-narkoman.

Oplevede Watergate
I 1972, da han turnerer med dramaet The Time of Your Life (Henry Fonda spillede hovedrollen), er hans pillemisbrug så vidt fremskredent, at han i sin rus begynder at hallucinere under sin optræden: Han aner ikke længere, om han udtaler stykkets replikker eller taler sort. Han er overbevist om, at han ved tæppefald vil blive afhentet af mænd i hvide kitler. (Intet af den art skete). Derpå tager han hjem på sit hotel – han befinder sig i Washington DC – som tilfældigvis ligger i det lejlighedskompleks, der hedder Watergate. Da han skal til at gå til ro, bliver han opmærksom på en gruppe mænd i værelset ved siden af, som virker mistænkelige – det viser sig siden at være de indbrudstyve, som valgkomiteen til Richard Nixons genvalg hyrede til at bryde ind i demokraternes partihovedkvarter. Sammenfaldet af disse oplevelser får Dreyfuss til at skylle sit restlager af amfetamin ud i toilettet. Nu vil han være clean.
Dreyfuss havde da medvirket i to film – en mindre rolle i The Graduate og en meget intens Baby Face Nelson i Dillinger. Et år efter Watergate får han sin første hovedrolle, da han bliver valgt til at spille Curt Henderson i American Graffiti, anfører for en ungdomsbande, i George Lucas’ tidsbilledenostalgiske film om sin ungdoms cruising-kultur.
Pludselig er der ikke længere noget, der var i stand til at holde denne ypperlige unge skuespillere nede. Dreyfuss kan nu vælge og vrage mellem glansroller. Han drager til Canada for at spille hovedrollen i The Apprenticeship of Duddy Kravitz, og han bliver en af de tre hovedpersoner, der tager kampen op mod dræberhajen i Dødens gab. Han leverer, hvad der stadig må stå som hans mest brillante præstation i Inserts som den fallerede hot shot-instruktør, der nu laver pornofilm. Han spiller Steven Spielbergs almindelige familiefar, der ser sære former i kartoffelmosen i Nærkontakt af tredje grad og får rollen som den unge skuespiller i The Goodbye Girl. Bortset fra Inserts fik alle disse film glimrende anmeldelser og trak et stort publikum i biografen.

Ufortjent Oscar?
Ved Oscar-udelingen i 1977 var Richard Burton (storfavorit for sin præstation i Equus) allerede halvt på vej op af stolen, da årets vært, Sylvester Stalone, hvis diktion har det med at udarte til staccato, udtalte: »Richard... Dreyfuss«. Andre nominerede var Woody Allen i Annie Hall, Marcello Mastroianni i A Special Day og John Travolta i Saturday Night Fever. I bagklogskabens klare lys havde det nok været mere rimeligt at give statuetten til John Travolta for hans mytiske Americana-bidrag til filmhistorien – hvem husker i dag Dreyfuss selvglade og noget overspillede figur i romancen The Goodbye Girl...?
Ikke mange Oscar-vindere har været så upopulære eller indbildske. Man kunne end ikke overtale Dreyfuss til at spille Bob Fosse-rollen i All That Jazz. Få var de film, han skønnede værdige til sit niveau: The Big Fix, The Competition, The Buddy System og Whose Life Is It Anyway? På det tidspunkt – først i 1980’erne – var Dreyfuss igen bukket under for en ny stofafhængighed, denne gang af kokain og Perdocan. Hans ungdomsudstråling var hurtigt ved at glide af hans ydre, og psykisk var han helt ude af kontrol. I oktober 1982 – umiddelbart før han fyldte 35 – kørte han sin bil ind i et palmetræ på Benedict Canyon Drive. På hospitalet blev han arresteret for at være i besiddelse af kokain.
Han arbejde ikke i de følgende tre år. Da han kom tilbage, var han ældre og langt mindre manisk – og betydeligt mere imødekommende og forstående over for andre mennesker. Skønt tillæggelsen af dette karaktertræk utvivlsomt har gjort ham til et mere anstændigt menneske – og forlænget hans liv – kan man meget vel mene, at den har reduceret hans unikke selvhævdende skarphed som skuespiller.

Dommen: en falden stjerne
Richard Dreyfuss blev ikke forandret hinsides al genkendelse. Han gjorde comeback i pænt succesrige film som Down and Out in Beverly Hills, Tin Men, Stakeout og Moon Over Parador. I 1996 blev han igen nomineret til en Oscar for sin rolle i Mr. Holland’s Opus – en yderst sentimental historie om en musikstjerne, som opgiver sine egne ambitioner for at undervise unge mennesker. I det hele taget har den nye pænhed har været tydelig i Dreyfuss’ valg af roller, hvilket hans medvirken som historieprofessoren i tv-serien The Education of Max Bickford måske tydeligst illustrerer.
Richard Dreyfuss bliver tilsyneladende ikke længere tilbudt hovedroller i storfilm længere. Hans fans må nu opsøge ham i tv-produktioner. Her han i de senere år optrådt som en fremragende Fagin i Oliver Twist, en foruroligende naturtro Alexander Haig i The Day Reagan Was Shot. Er han så en falden stjerne? Efter sin professions uskrevne og ubarmhjertige love – ja! På den anden side har Dreyfuss leveret flere fremragende præstationer i de senere år, som ufortjent er blevet overset.
I dag er han ganske enkelt en professionel skuespiller i stedet for at være hovedpersonen i sin egen vilde drøm. Jeg håber, at hans ryg får det bedre.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu