Læsetid: 2 min.

Hollywood støtter Kerry

En række amerikanske skuespillere, musikere og filminstruktører rejser kort før valget rundt i USA for at støtte den demokratiske præsidentkandidat
27. oktober 2004

En række amerikanske skuespillere, musikere og filminstruktører rejser kort før
valget rundt i USA for at støtte den demokratiske præsidentkandidat

Før valget
Hollywood er ikke i tvivl. John Kerry er deres mand. Med kun seks dage til det amerikanske præsidentvalg har en række amerikanske skuespillere ikke bare udtrykt deres sympati for den demokratiske præsidentkandidat. Flere af dem er nu gået aktivt ind i valgkampen og rejser rundt i USA for at forsøge at redde stemmer til John Kerry ved valget den 2. november.
Senest har en af Hollywoods største stjerner, Leonardo DiCaprio, blandet sig i valgkampen. DiCaprio er kendt for sit engagement i miljøpolitik og har tidligere udtalt, at »George Bush har foretaget de forkerte valg, katastrofale valg, når det gælder miljøet. Det er tid til forandring.«

Skærper tonen
På et vælgermøde for nylig på Case Western University i Cleveland skærpede DiCaprio tonen yderligere. Ohio er en af de stater, hvor opløbet mellem Bush og Kerry er meget tæt, og på mødet kaldte DiCaprio Bush-regeringens miljøpolitik for »den største enkeltstående trussel mod miljøbeskyttelse.«
En anden Hollywood-stjerne, Sharon Stone, er også begyndt at føre aktiv kampagne til fordel for John Kerry. På et møde i Wisconsin henvendte Sharon Stone sig specifikt til de kvindelige vælgere med en opfording om at sætte kryds ved Kerry den 2. november.
»Kvinder, hvis i stemmer betænksomt – for lavere skatter, for en gennemtænkt indsats mod vold mod kvinder – så stem på John Kerry,« sagde Sharon Stone.
Foruden Leonardo DiCaprio og Sharon Stone har skuespillere og instruktører som Ben Affleck, Matt Damon, Robert De Niro, Michael Douglas, Barbra Streisand, Tim Robbins og Susan Sarandon udtrykt deres støtte til John Kerry.

Springsteen på turne
Amerikanske skuespillere, musikere og filminstruktører har traditionelt støttet op om demokratiske præsidentkandidater, og denne valgkamp er ingen undtagelse. Tidligere på året samlede Bruce Springsteen en række kolleger og drog på en meget omtalt ’Vote for Change Tour’ til en række såkaldte ’sving-stater’ – stater hvor hverken Bush eller Kerry fører klart – med det klare mål at score Kerry-stemmer.
Hvorvidt berømthedernes engagement i valgkampen så rent faktisk kommer til at flytte stemmer, er dog yderst tvivlsom. Det mener professor i kommunikaton på University of Southern California, Marty Kaplan. Til BBC News siger han:
»Berømthederne påvirker i sidste ende ikke valget. De prædiker primært til dem, der allerede tilhører et parti,« siger Marty Kaplan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu