Læsetid: 7 min.

Hvorfor hader vi uniformer?

I Danmark står fordomme om den sorte skole og myter om andre landes uddannelsessystemer i vejen for reformer. Vanetænkning og hysteriske forældre tager sig af resten. Børnenes skyld er det i hvert fald ikke, at de ikke lærer nok Hvorfor får politikerne ikke fingeren ud og ser på resten af Europa?
23. oktober 2004

Da jeg for snart tre år siden forlod Danmark med to mindre børn og en baby var der flere ting, jeg bare vidste. Såsom at cykling og rugbrød er ret dansk og meget sundt – det tror jeg fortsat på; at de danske vuggestuer og den danske barselsorlov er enestående fænomener, som gavner ligestillingen enormt (den holder også stadig, om end jeg ikke længere mener, at fuldtids institutionalisering af børn under halvandet år er særligt populært hos andre end forældrene og sikkert efterlader savn og visse traumer hos helt små børn). Endelig mente jeg, at danske børnehaver og skoler var nogen af de bedste i verden.
Det er jeg til gengæld helt sikker på i dag, er noget gedigent vrøvl.
OECD’s evaluering fra maj 2004 af den danske folkeskole har hjulpet mig lidt på vej i erkendelsen. Alle I læsere, som er gået i gang med denne beretning, kender allerede konklusionerne til ulidelighed. Så jeg skal blot kort repetere, at danske børn ifølge rapporten var virkelig glade for deres skole – det lidt de altså så til den, for små børn i Danmark må jo helst ikke opholde sig i skolen, men skal partout holdes i en slags lallet legetilstand halvdelen af dagen indtil de til gengæld skal stresse sig selv og deres travle forældre med lektier sent på dagen, hvor de er blevet trætte og der skal købes ind og laves mad oveni.
Ja, børnene var generelt fyldt med tillid, blot lærte de »i betydeligt omfang utilstrækkeligt« sagde altså OECD, som også med undren beskrev, hvordan det gennem egalitære Dannevang var et af de ringeste lande i Europa til at få hevet elever fra ikke-boglige hjem op på et ordentligt fagligt niveau. Og så var der det pinlige tal på knapt 20 procent, som forlader folkeskolen som funktionelle analfabeter.
Og hvad skal der gøres ved det? To ekstra ugentlige timer i dansk og matematik i 1.-3. klasse, en ekstra fysiktime om ugen i 9. klasse, en i idræt i 6. klasse, og engelsk i to timer om ugen i 3. klasse. Historie i 9. klasse og eksamen i biologi.
Hvis ikke det var så tragisk, ville det være morsomt.
Hvis politikerne åbnede øjnene og tog den globalisering alvorligt, som de galper op om i tide og utide, ville de se, at det, der kræves er et helt nyt grundsyn på barnet og dets evner. Det spild af talenter, som finder sted i Danmark i dag, er nærmest kriminelt. Og forsvaret mod ikke at få øje på det består i et uskønt sammensurium af overleveringer (spøgelset om ’den sorte skole’ – en scherfigsk myte) og pinlige fordomme om resten af Europa.

Lad mig fortælle om Frankrig, hvor min dansk-engelske datter, som lige er fyldt otte, forleden havde karakterbog med hjem fra sin nye franske skole, hvor hun har gået i to måneder.
Karakterbøger er et stort set udryddet fænomen i Danmark, velsagtens fordi mindre børn ikke må blive bedømt eller forskelsbehandlet, uanset at de selv naturligvis alle er klar over, hvem der er fagligt gode, og hvem der ikke er, og uanset at en ærlig bedømmelse af de svageste ellers er det første skridt til at få hjælp til forbedring.
I min datters karakterbog kunne jeg læse, at hun gjorde gode fremskridt i at tale og forstå fransk, om end hun var »lidt tilbageholdende« og at hendes ortografi var på begynderstadiet. At hendes evne til at recitere poesi og sange var fremragende (udenadslære – det findes stadig andre steder, men næppe i Danmark). Hun arbejdede godt alene, »om end lidt langsomt«. Derudover var hun storartet til kunst (»Flora est une artiste !« skrev læreren begejstret) og »godt på vej til at forstå princippet om addition med tal på over fire cifre«.
I læst og skrevet engelsk var hun bagud (muligvis fordi hun har gået i norsk skole de to sidste år i London), men hun var – igen – fremragende til recitation og til at skrive egne digte; dette var en total overraskelse for hendes forældre. Endelig var hun i timerne i informatik og musik »aktiv og opmærksom«.
Det går fint, men det er nødvendigt at holde dampen oppe var essensen.
Sådanne skriftlige tilbagemeldinger får vi hver anden måned. De er guld værd. Og hver uge skal alle kladdehæfter med skriftlige arbejder underskrives af forældrene og leveres til læreren. Som står uden for porten hver dag kl. 16.00, når børnene forlader skolen. Her giver børnene hånd til læreren (som hedder Madame Zwillinger. Hun har ikke så vidt jeg ved et kendt fornavn). Det hedder vistnok respekt. Endnu et politisk ukorrekt begreb. Vældigt nyttigt.
Skolefarverne er blå, grå og hvid. Tennissko er bandlyst bortset fra de dage, hvor der er sport, men der er valgfrihed, hvad angår »farver til handsker, tørklæder og huer« som der står i materialet, vi modtog i hjemmet før skolestart.
Skolen starter kl. 09.00 – i Danmark holder de fleste skoler fast i et levn fra industrisamfundet om, at børnene skal ud af fjerene mens det er rigtigt mørkt og trist om morgenen, guderne ved hvorfor, måske så lærerne kan få tidligere fri ?
Børnene går altså i skole hver dag i syv timer. Og det gælder også min dreng på fem, der går i Grande Section i Ecole Maternelle, som svarer til børnehaveklasse. Han går faktisk en halv time længere.
»Er de ikke bare helt bombede i hjernen efter sådan en dag,« spurgte min gode danske veninde deltagende, da hun var på besøg i det parisiske med sin mand og otte-årige datter her i efterårsferien.
Hendes opvakte pode går i skole til kl. 13.00 hver dag, og bagefter er hun i fritidshjem, som de fleste danske børn i 2. klasse.
Svaret, jeg gav min veninde, var nej. Og det har intet med et ideologisk felttog fra min side at gøre. Mine børn er lykkelige for skolen. De synger og løber af sted om morgenen. Og de lærer ufattelige mængder. Langt mere end jeg selv i min kedelige folkeskole i 1970’ernes Sønderjylland.
To dage om ugen går min datter tilmed til kunst og skak efter skoletid. Da er hun ikke hjemme før klokken 18.00. De to guldklumper får tre retter mad af ubegribelig kvalitet midt på dagen, hvor der er halvanden times frokostpause og leg i parken.
Skriftlige lektier har de ingen af. For det er der en lov i Frankrig, som forbyder for børn under 11. ‰
‰ Til forældremødet forleden var der et par forældre, som netop brokkede sig over det. De to diplomatfædre fra Zaire og Saudi-Arabien ville have flere lektier. Madame Zwillinger gav dem det glatte lag:
»Jeres børn arbejder hårdt i skolen til kl. 16.00. Når de kommer hjem skal de i Eiffeltårnet, til sport eller musik. På museum eller slappe af. Det er jeres pligt som forældre. Det faglige tager vi os af i skolen,« sagde hun.
Jeg klappede indvendigt, de ambitiøse fædre klappede i.

Summa summarum: Skoleuniformer eller dress code er et hit, fordi det fjerner modetyranni og ørkesløse diskussioner om G-strenge og bare maver. Karakterbøger og lektielæsning eller bare almindeligt koncentreret arbejde på skolen er en anden god ide, fordi det sørger for, at de elever, som kommer fra ressourcesvage hjem, får samme bistand som de stærke. Varm mad på skolen giver samme resultat, fordi børn, der ellers skal klare sig med franske kartofler eller ingenting, kan få noget i skrutten. Mætte børn kan koncentrere sig. En lang spise og motionspause midt på dagen er godt.
Børn kan lære meget mere, end vi tror i Danmark. Mine børn, som langt fra er specielle genier, har over tre år indoptaget tre sprog. Al hjerneforskning siger, at det kan man, når man er lille, mens det er langt sværere senere. Så hvorfor er det nu, at vi i Danmark ikke begynder med engelsk tidligere og først må høre noget om fransk og tysk så sent?
Og hvorfor ikke varm mad i skolen – det har man da trods alt i Sverige. Skoleuniformer bliver sikkert set som så stort et overgreb, kvasi-fascistoidt, at det er en umulighed, men det er som sagt en god ide. Ligeledes at opkvalificere læreruddannelsen til højprestige som i Finland, hvor de går på universitetet.
Kommer de her franske børn også på tur og koloni. Ja det gør det. På landet, på æblemosteri, i teateret. Selvfølgelig. Kreativitet destrueres eller trues ikke af boglighed. Som man fortsat tror herhjemme.
Hvornår laver politikerne skolen om? Hvornår marcherer forældrene til Christiansborg? Hvorfor byder vi børnene på mere af det samme, når vi kan se det har spillet fallit? Hvorfor vil vi heller ikke her lære af resten af Europa?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu