Læsetid: 4 min.

Illuminerede tårne omgivet af mørke

Penge har sat Frankfurt på verdenskortet. Men en metropol? Det synes at være længe siden
9. oktober 2004

Frankfurt
Det minder en smule om Manhattan. Lige et sekund. Mens flyet kredser i ventekøen i den mørke nattehimmel, ligger byen hen – en mosaik af lamper og blinkende lygter, der flyder ud i kanten. Midt i det hele bankdistriktets smalle tårne, der hver især konkurrerer om at være det højeste. Langt ude i horisonten lander og letter fly – i minuttakt, som om de befandt sig på en perlesnor. Hvor mon de kommer fra, hvor mon de er på vej hen, går det igennem hovedet.
»Mainhattan« kalder indbyggerne selv deres by. New York synes at være den naturlige reference, et forbillede, som det gælder om at leve op til. Det har ikke altid været sådan. Da der i årene efter Første Verdenskrig blev diskuteret, om der skulle opføres et højhus, skrev Siegfried Kracauer under overskriften Turmhäuser i den daværende Frankfurter Zeitung, at dem, der var skeptiske overfor projektet, gik ud fra forkerte forudsætninger – som om der nu i Tyskland bare skulle overtages amerikanske forbilleder, som om alle skyskrabere repræsenterede den samme ånd af materialisme og grisk kapitalisme: »Hvor hæslig New Yorks City er, er kendt for enhver. Tårnagtige uhyrer, som skylder deres eksistens den utøjlede magtvilje af en rovdyrsk entreprise, står vilde og stive ved siden af hinanden, tit og ofte forklædte med en prangende skinarkitektur både udenfor og indeni, som på ingen måde svarer til dens højst profane formål. På den måde må der ganske vist ikke bygges i Tyskland, og således vil der heller ikke blive bygget hos os – det garanterer alene den gode kunstneriske opdragelse af et flertal af vores arkitekter for.«
Alligevel så Kracauer, som selv var uddannet og i nogle år havde arbejdet som arkitekt i Frankfurt, sig nødt til at understrege, at et højhus ikke blev bygget for at lette Frankfurts på det tidspunkt meget anspændte boligsituation. Det havde derimod alene ét formål, nemlig at føre til erhverslivets koncentration. »Sammenlægningen af så mange kontorer som mulig i en enkelt bygning reducerer betydeligt det tidsforbrug, som er nødvendigt til den forretningsmæssige afvikling, og bidrager på den måde til en bedre økonomisk udnyttelse af den værdifulde menneskelige arbejdskraft.«
Det er kapitalens koncentration, der har præget Frankfurts udvikling i de sidste mange årtier og som lader associationer lede hen til Manhattan på den anden side af Atlanten. Bankerne, med den mægtige Deutsche Bank i spidsen, blev i efterkrigstiden symbol på den tyske velstand. Forbundsbanken, som helt uafhængig af regeringen styrede pengepolitikken, stod for D-markens og dermed Tysklands stabilitet. Det var via økonomien, at den tyske fugl Fønix rejste sig fra asken. Mens landet i lang tid efter Anden Verdenskrig forblev en politisk dværg, agerede det tyske erhvervsliv på verdensplan. Hovedstaden Bonn tabte aldrig lugten af provins. Frankfurt derimod udviklede sig til et af fikspunkterne i den globale økonomi.

Det kunne være gået anderledes, både for Tyskland og Frankfurt selv. Efter revolutionen i 1848 samledes repræsentanter fra de talrige tyske stater i Goethes fødeby, for at samle landet og udforme en forfatning. Om denne forsamling i Paulskirken skrev Golo Mann i sit standardværk Deutsche Geschichte des 19. und 20. Jahrhunderts: »Aldrig fandtes et mere dannet parlament på jorden: over ethundrede professorer, over tohundrede lærte jurister, derudover forfattere, præster, læger, bankiers, godsejere, sågar et par håndværksmestre og forpagtere – ingen arbejdere. Megen idealisme er samlet her og må, i modsætning til Metternichs Tyskland, ytres højt, og megen optimisme.« Men der blev diskuteret for længe, og idealismen manglede politisk slagkraft, således at alt var ved det gamle igen efter bare ét år. Ønsket om at forene landet forblev, men det skete under preussisk ledelse et par årtier senere – hvilket samtidig markerede begyndelsen på Berlins opstigning som Tysklands politiske og kulturelle centrum.
At Frankfurt i den første halvdel af det 20. århundrede alligevel udviklede sig til en af de vigtigste tyske metropoler, og at byen efter Anden Verdenskrig faktisk så ud til at blive Vesttysklands nye hovedstad, skyldtes først og fremmest Frankfurts liberale tradition. I modsætning til Berlin har der i Frankfurt nemlig ikke alene altid boet et velhavende borgerskab.
Disse borgere stiftede en del af deres formue til almene formål, hvoraf Goethe-Universitetet og det såkaldte Institut für Sozialforschung blot er de mest fremtrædende eksempler. Allerede den renommerede kulturforsker Wolfgang Schivelbusch gjorde i sin bog Intellektuellendämmerung i starten af 1980’erne opmærksom på, at man, for at forstå Frankfurts åndelige historie, både må tage I.G.Farben og Frankfurterskolen med i betragtning.
Men hvad med byen, som ligger hen i nattens mørke? Nutidens Frankfurt alias »Mainhattan«? De er der endnu, de forskellige levn fra fortiden – de store aviser, forlagene, frem for alt Suhrkamp og Fischer, Paulskirken, hvor der i forbindelse med bogmessen i morgen endnu engang uddeles den såkaldte Fredspris, og selvfølgelig universitetet med det berømte institut, i dag med Axel Honneth i spidsen. Men man skal lede efter dem, vide hvor de ligger. Heller ikke banktårnene giver orientering. Illuminerede, men ensomme står de i byens midte – som sejrsherrer, der alligevel ikke har sejret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her