Læsetid: 5 min.

Illusionsløse fødelandssange

Peter Sommer synger med en lavmælt provinsboers følelse af malplaceret desorientering i Kongens København, hvor Christian Juncker springer ud som lige dele fuldblods rockpoet og illusionsløs nationaldigter af karat
12. oktober 2004

Nye cd’er
Der findes stadig afgørende – og på et plan, næsten uoverstigelige – forskelle på land og storby i Danmark. Og de observeres nu engang bedst af dem, der forsøger at krydse skellene ved enten at flytte ind til byerne fra provinsen eller de heltemodige, der vover at gøre turen den anden vej, ud på Lars Tyndskids marker, derud, hvor familier stadig regnes for nytilkomne opkomlinge i tredje og fjerde slægtsled. De chok, disse omplaceringer medfører, førte engang til noget af det mest animerende inden for den danske litteratur, der for længst synes at have afskrevet rollen som samtids/samfundsbeskriver. Ja, nu om stunder synes den primært optaget af at tage temperaturen på sig selv, fjernt fra læsere og andet ral, der intet har at gøre i tekstrækkernes hermetisk forseglede verden.

Et flot sprogøre
Forskelligartetheden provins og storby imellem indkredser Peter Sommer flot på »Valby Bakke«, den bedste (men paradoksalt nok også mest klodsede) sang på hans debutalbum, På den anden side, med linjerne om, at han trængte til at snakke. Ikke tale, bare snakke. Som man gør det vest for Valby Bakke. Nu har denne signatur aldrig sonderet mellem at tale og at snakke, men det tvinger sangen så netop én til; tale, det er dét, man gør øst for Valby Bakke, i København. Noget med at åbne munden og lukke lort ud, nærmest i monologens form? Eller er det netop den der forbandede trang til at tale om alting – især det intimt følelsesmæssige, aldrig et megahit i Hirtshals – der sigtes til? Modsat den underspillede og ofte intetsigende brummen, der udgør det for samtale rundt om i provinsen? I »just don’t know« sangen blaffer protagonisten vestpå og samles op af en bilist – i »den første bil med jydekrog« – der primært synes indstillet på at gennemhulle protagonistens tillagte storbyattitude. Det tager så en drejning, da de når hjemstavnen, og bilisten viser sig at være blafferens gamle klasselærer (et stort set usyngeligt ord, hvilket sangen også beviser), der i hans karakterbog skrev følgende visdomsord: »Du kan nå langt, hvis du vil det. Men hvad er det du vil nå?« Jow da.
Synger Sommer ikke som en kordreng – undertegnedes livsledsagerske var således efter få afspilninger af På den anden side i stand til at levere en ond parodi på såvel solisten som hans metode – har han en markant karakter i sit pauvre organ, der gør ham stilistisk mere interessant end Helmig og Salomonsen stablet ovenpå hinanden. Ej heller melodimaterialet får i sig selv jorden til at skælve, men det ligger perfekt til Sommers toneleje, der balancerer mellem det talte og det sungne. Og det giver så plads til det, han gør bedst: Skrive tekster. Alle 11 skæringer besidder fornemme enkeltlinjer – sprogøret er godt nok skruet flot på på denne Sommer – og et par er perfekte fra start til slut. Som den fine kærlighedssang »Tigger« og de fortabte udsagn, der konstituerer »Flygtning«. Mest kærlig mod ørerne er duetten med den æteriske Lise Westzynthius – tal lige om modsætninger mødes og sød musik opstår! – det uhyrligt smukke »Vand ved siden af«, hvis melodi er pladens mest komplekst tilfredsstillende. Et album med disse to væsensforskellige temperamenter i tandem ville være uhørt interessant. På den anden side er produceret af en empatisk indstillet Henrik Balling, som med sans for Sommers selvudslettende metode ikke slår større brød op, end ovnen kan bage; det er med til at gøre en løfterig og intelligent debut til en sonisk nydelse fra start til slut. Absolut en messe værd.
Duoen Juncker – sanger og guitarist Christian Juncker og tangentmand Jakob Groth Bastiansen – blaster rent ud imponerende gennem lydmuren med Snork City – og lad ikke den lidt fjollede titel afskrække Dem; det er (næsten) det eneste, der er at udsætte på en tæt på det perfekte debut – et gennemarbejdet og indtagende melodisk album, der tematisk og tekstligt holder fra start til slut – med en enkelt undtagelse; hvorfor i alverden et talent af Christian Junckers kaliber har set sig nødsaget til at samarbejde med den notoriske sprogtosse Poul Krebs, får stå hen i det uvisse. På sangen »Du er alt jeg har« giver dette ulyksalige samarbejde sig således udslag i tåkrummende banaliteter som Du er alt jeg har/din hud, dit hår/mit inderste sår/kun alt det du forstår osv.
Synd også, at denne flade kærlighedssang – trods brugbar melodi – har sneget sig ind på en plade, der konceptuelt og med stor succes omhandler det at vokse op i et identitetsforvirret Danmark, hvor på den ene side skamløst selvidealiserende billeder af kolonihavehygge, håndbajertolerance, trommesalsmaleri-idyller og ’godt’ naboskab spøger, men det på den anden er en fræsende ubarmhjertig modernisme med DF-racisme, golde industriparker, PC-ensomhed, platporno, amokliberalisme, miljø-despekt og socialt boligbyggeri, så langt øjet rækker, der sætter dagsordenen. Dette udmønter sig i en stribe af de mest slagkraftige og troværdige fødelandssange længe hørt, med skarpe, men poetisk prægnante tekster afsunget med max troværdighed af Christian Juncker, tilsat en stribe af de mest indbydende melodier længe hørt.

Kærligkritisk
Det mest imponerende ved pladen er Junckers uforlignelige erindringskraft, som den udmønter sig i sange som »Da fjernvarmen kom«, »Kuk kuk«, »Mogens og Karen«, »C’est la vie«, »Snork city blues« og »På den anden side« (sidstnævnte har Krebs så også været indover, men ikke formået at ødelægge), der alle syntes at tage udgangspunkt i, hvad der kunne ligne en arketypisk firseropvækst. Her tages livet i forstæder, satellit- og sovebyer – samt alle de steder, hvor der arbejdes hårdt for bare at holde lortet sammen, mens alting skrider, og drømmene om noget bedre eller bare andet vånder sig – under kærligkritisk behandling. Thi er melankolien næsten håndgribelig, er accepten det til gengæld også – her er ingen løftede pegefingre eller politiske undertoner, blot et poetisk gemyt i livtag med eksistensen, som den tager sig ud her højt mod nord: Helt ude i mørket hvor jorden den er blå og rund/ser jeg små lys der blinker og margarine der ryger/som paddehatteskyer/jeg ser solen gå ned bag vores køkkener/før de serier vi ser begynder i fjerneren, som det hedder i den blide »På Solstrålevej«.
Uden at bryde hulkende sammen, tør vi nok påstå, at med Christian Juncker er en lige dele fuldblods rockpoet og illusionsløs nationaldigter af karat kommet til byen. Han tør uden dillerdaller eller sproglig candyfloss gå et identitetsforvirret Danmark i møde, som det rent faktisk tager sig ud, et udefinerbart sted mellem beskeden køkkenhave og multinational monolit. Snork City holder indtil videre toppositionen blandt årets bedste dansksprogede rockalbums og der skal virkelig noget til, før d’herrer Juncker og Bastiansen kan væltes af dén pind igen. Vi kipper med Dannebrog og udstøder et spagfærdigt hurra af bar benovelse over hvor godt, det altså kan gøres. Og lækkert hår tilmed, Christian!

*Peter Sommer: ’På den anden side’ (BMG) Produceret af Henrik Balling

*Juncker: Snork City (Columbia/Sony) Produceret af Nikolaj Bloch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her