Læsetid: 5 min.

Ingen hysterisk begejstring

Man kan ikke bruge kristendommen til noget. Overhovedet. Det mener Tidehvervs-præsten Morten Brøgger, der fra sin kirke prædiker, at vi ikke kan frelse os selv til et gladere, fredeligere og dybere liv, uanset hvor meget vi prøver. Og så kan humanisterne rende og hoppe og sige, hvad de vil
16. oktober 2004

TidehvervI
Det skulle være knastørt. Ingen gestik, ingen dramatisk stemmeføring. Bare lyden af ord, leveret i et monotont leje. Sådan skulle en prædiken lyde, mente nogle Tide-hvervs-præster før i tiden. For på den måde blev deres kerneforståelse af kristendom-men understreget: Her er mennesket ikke centrum. Det er alene Gud.
Søndag 19. september 2004 griber Morten Brøgger fat med hænderne om kanten af prædikestolen i Kirke Stillinge Kirke. Hans stemme er ikke monoton, den er klar og lys, men budskabet er det samme tide-hvervske som altid: Troen er ikke troen på mennesket. Men troen på Gud.
Morten Brøgger starter sin prædiken:
»Man kan have så travlt,« siger han ud i det kalkmalede kirkerum, »med at arrangere tingene, som man gerne vil have dem, og med at gøre, som man nu bør gøre, at man bagefter opdager, at man slet ikke har været opmærksom på den givne virkelighed.«
Trykket bliver lagt rigtigt. ’Givne’ er kursiveret i manuskriptet til hans prædiken. Og for Morten Brøgger er udtrykket også helt centralt. Han tror nemlig ganske konkret på, at det er Gud, der har sat os i den virkelighed, vi er havnet i. Og at vi derfor har til opgave at være tro mod den virkelighed – og tro mod Gud.
I søndagens tekst sætter Maria sig ned og giver sig tid til at lytte til Jesus. På samme måde skal vi give kristendommen tid, prædiker Morten Brøgger.
Martha flintrer derimod rundt for at gøre sig nyttig over for Jesus. Men hun har ikke forstået, at kristendommen er »en inderligt unyttig ting«, læser præsten op.
Og så standser man pludselig op et øjeblik dernede på kirkebænken. En unyttig ting? Værsgo at skyl.
Var en af de syv kirkegængere dukket op denne søndag for at få svar på, hvad kristendommen skal bruges til, er kirkegangen komplet forgæves.
For ifølge Morten Brøgger skal kristendommen ikke bruges til at føre os til et finere, rigere eller dybere niveau af menneskelivet. Den skal ganske enkelt ikke bruges til noget som helst andet end sig selv.
»Den afstedkommer intet, den skal ikke nå noget mål. Den skal ikke fremvise nogen resultater, der kan godtgøre dens værdi. Kristendommen eller troen skal ikke føre til noget andet. Den er selv det ene fornødne.«

Ingen hysterisk begejstring
Over et par rugbrødsmadder efter højmessen uddyber Morten Brøgger sit – for udenforstående måske lidt overraskende – bud-skab med dagens prædiken.
»Kristendommen er ikke et middel i vores hænder, hvormed vi kan eller skal opnå nogle af de ting, vi ønsker os: glæde, fred eller kærlighed. Vi kan ikke sige, at nu går vi til kristendommen, for så går det hele godt. Kristendommen sætter os i det liv, vi allerede lever, og viser os, at det er der, vi skal være, og ikke i en eller anden ønsketænkning,« forklarer præsten.
»Folk vil måske synes, at den tidehvervske teologi derfor er lidt kedelig, for der er ikke de store løfter om fremtiden her på jord – der bliver ikke lovet guld og grønne skove. Det er derfor ikke et budskab, der kan skabe hysterisk begejstring og rykke folk ud af deres almindelige liv. Det er tværtimod et budskab, der viser dem hen til deres helt almindelige liv.«
For Morten Brøgger er mennesket nemlig Guds projekt. Og derfor skal man ikke gøre så frygtelig meget andet i livet end leve op til det projekt.
»Derfor skal du være tro mod den sammenhæng, du er sat i. Det vil sige: Du skal elske din næste og ikke svigte dem, du har ansvar for.«
– Hvad lægger du dermed i begrebet næstekærlighed?
»Det er, at man skal tage vare på og tage sig af de mennesker, man står overfor. Enhver man møder på sin vej. Det er altid i konkret forstand enkeltpersoner. Det er ikke sådan ud i den blå luft, at man skal sætte sig ned og elske hele menneskeheden. Det er alt for abstrakt, og det bliver ren snak.«

Synder livet igennem
Præstegården i Kirke Stillinge er stor som en lille borg. Der er dansk møbeldesign i smagfuld forening med solide arvestykker. Der er stempelkaffe og damaskdug på bordet. Mælken hældes fra en hip flødekande, øllen drikkes kold til frokost, og gennem hele huset løber lyse gulvbrædder i lange baner. Vidste man ikke bedre, kunne huset meget vel gå for at være et klasse-eksempel på et kulturradikalt hjem. Men sådan forholder det sig ikke – tværtimod: De tidehvervske præster ynder at kalde sig selv for gammeldags. Og den moderne humanisme, der hører den kulturradikale arena til, rimer da også langt fra på Tide-hvervs vigtigste dogme: Gud er i centrum – ikke mennesket.
Som Morten Brøgger formulerer det: »Man kan ikke frelse sig selv. Frelsen ligger alene i tilgivelsen fra Gud.«
Og på den vis har Tidehverv, lige fra bevægelsens første tidsskrift udkom i 1926, ikke bare højlydt vendt sig væk fra humanismen, men også fra både Indre Mission og grundtvigianerne. Alle mennesker er nemlig syndere livet igennem, lyder det teologiske budskab – uanset hvor frelst og helligt man opfører sig i Indre Mission. Og uanset at grundtvigianerne hævder, at mennesket har en flig af noget guddommeligt over sig og en kim af godhed i sig.
»Jeg synes egentlig, det fornemmeste ved Tidehverv er, at man går tilbage det lutherske, som gik tilbage til kristendommens rødder. Da Tidehverv startede, prøvede man at rydde marken for alt det, man havde lagt oven i kristendommen af menneskelige fortræffeligheder. Det var et opgør mod, at man mente, mennesket kunne frelse sig selv. For frelsen er ikke noget, der bor i dig. Der er noget, som hele tiden bliver rakt til dig fra Gud,« siger Morten Brøgger.

FAKTA
Tidehverv
*Tidehverv udsprang af den studenterbe-væg-else, der i starten af det 20. århund-rede samledes for at protestere mod Det moderne Gennembruds kritik af sammen-blandingen af kultur og religion.
Men i tiden efter – og helt op til 70’erne –kunne Tidehverv diske op med et hav af fraktioner, som protesterede ligeså meget mod hinanden, som de sloges med folk uden for bevægelsen – blandt andre har folk som SF’eren Margrethe Auken og den tidligere redaktør på Information Ejvind Larsen forladt Tidehverv.
Men i dag ser bevægelsen på sin vis ud til at være tilbage ved udgangspunktet: I tidsskriftet Tidehverv, som Søren Krarup er redaktør af, bringes striber af artikler og prædikener, som hævder, at religion og kultur – kristendom og danskhed – er uadskillelige.

Serie
Én kirke, én tekst – mange budskaber
*Den danske folkekirke er en enhedskirke. Det er de samme ritualer, den samme nadver, den samme velsignelse, som danner rammen for søndagens gudstjenester landet over. Og den samme tekst fra Bibelen, der bliver prædiket over. Alligevel er det langt fra det samme budskab, kirkegængerne får med sig hjem. Information tog søndag den 19. september til fire forskellige højmesser hos fire forskellige præster. Og hørte fire prædikener, som de lød hos Indre Mission, Tidehverv, grundtvigianerne og Plan B.
Dette er den første artikel i serien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu