Læsetid: 6 min.

Jazzen har ingen alder

Efter at have arbejdet indenfor pop, triphop, electronica og disco, har sangerinden Caroline Henderson på det seneste med stor succes kastet sig over jazzen. Information satte hende i stævne og spurgt hvorfor
30. oktober 2004

Interview
»Jeg er vokset op med jazz og standards,« forklarer den 42-årige Caroline Henderson i forbindelse med det stilskifte hun har foretaget på sine to seneste to udgivelser, Don’t Explain (2003) og Made In Europe – der udkommer mandag – hvorpå hun fortolker en vifte af sange i jazzregi.
»Min far var musiker, så vi havde huset fuld af jazzplader, ja de første sange jeg overhovedet sang offentligt, var såmænd ’Don’t Explain’, ’I’m A Fool To Want You’ og sådan nogle, selv om det sikkert lød ret håbløst. Herregud, jeg var 16 (ler). Men jazzen er en vigtig del af min historie, ikke mindst på grund af min far, der kom til Europa som jazzmusiker på et tidspunkt, hvor det ikke var alt for skægt hjemme i USA. Så det handler da også om ham og de musikere, han har spillet sammen med og selvfølgelig alle de historier, de fortalte om at være sort musiker i USA i 40’erne og 50’erne.«
»Og så er jazzmusikken jo politisk – ikke måske direkte i tekstuniverset, men i de følelser, den beskriver og de stemninger den forsøge at fastholde. Der er en smerte, der er en sorg, for minderne om 400 års slaveri ligger som klangbund i både blues’en, jazzen, soulmusikken og hiphoppen. Det kan man simpelthen mærke og den smerte og de minder, ja de er også en del af min historie, selvom jeg – med pladens titel – altså er ’made in Europe’, idet min mor er svensk. Men når jeg nu engang ser ud som jeg gør og med de forældre jeg har og den opvækst jeg har haft i både Sverige, Frankrig og USA, ja så er det klart, at en stor del af den måde jeg oplever verden på, hænger sammen med min hudfarve. Min etniske baggrund, som det hedder nu om stunder, spiller skam ind i måden hvorpå både jeg selv og andre betragter mig. Sådan er det bare.«

En naturlig forlængelse
»Og så har jeg hele livet igennem været fascineret af de store sangerinder fra back in the day... kvinder som Billie Holiday, Sarah Vaughan, Abbey Lincoln og Shirley Horne. Dem har jeg lyttet rigtig meget til. Du ved, trends kommer og går, men deres udtryk består. Men så sandelig også Monica Zetterlund, som jeg altid har holdt meget af. Begge pladerne afsluttes med et svensk nummer, som i begge tilfælde er hentet fra Zetterlunds repertoire, for hun er gjort af jazz fra top til tå. Og så synger hun det vidunderligste svenske man kan forestille sig.«
»Jeg har gået og ventet på, at tiden – og ikke mindst jeg selv – var moden til at udforske det her felt. Jazzen har altid ligget og luret et sted i min bevidsthed, for alt jeg har lavet, hænger efter min mening sammen. Jazz, R&B, soul, hiphop og de dele af den elektroniske musik, jeg har været inde og røre ved, er beslægtede med hinanden. Det er en stor familiepulje.«
»For mig er der ikke noget odiøst i at kaste sig over jazzen. Den ligger i naturlig forlængelse af hvad jeg ellers har foretaget mig, for harmonisk, melodisk og rytmisk er mit udgangspunkt jazz. Man kan sige, at jeg er vendt tilbage til mit udgangspunkt. Og jazzen har heller ingen alder, den foregår altid 100 procent på musikkens præmisser, hvor pop- og rockverdenen er både alders- og modefikseret og musikken tilmed stramt organiseret. I jazzen får den lov til at ånde og udvikle sig, fordi den jo spilles live, hvilket er fantastisk frigørende.«

Moderne torch-sanger
Henderson har været ude i mange hjørner, siden hun i sen-80’erne bragede igennem i popgruppen Ray Dee Ohh, der i løbet af tre år og lige så mange albums gjorde hitlisterne usikre. I 1995 solistdebuterede hun med det modernistisk klingende Cinemataztic, en vellykket Kasper Winding/Thomas Blachmann-produktion, hvis sikre fusion af triphop og electronica fornøjede kritikerne, mens radiostationerne spillede de mange hits uophørligt og publikum udviste gedign købelyst, hvorfor det ikke kom som et chok, at trioen ryddede bordet ved det års Grammy-uddeling. Den efterfulgtes af den diskret elektronisk tintede og vellykkede Metamorphing (1997), hvor hverken disco-skiven Dolores – The Butterfly fra 2000 eller Naos (2002), et samarbejde med Martin Hall og Thomas Li, fængede hos publikum og kritikere.
Sidste år relancerede hun sig så som moderne torch-sanger med det intime Can’t Explain, et stærkt personligt bud på Den store Amerikanske Sangbog, garneret med sange af folk som Ben Harper og Lou Reed. Her styrede Henderson stort set uden om de mest slidte titler, og hun fortolkede det valgte materiale troværdigt og personligt i alliance med en stribe musikere, der forstod, hvor hun ville hen og i processen skabte en perfekt underspillet og dog intrikat ramme for solistens indbydende indsats. Henderson fortsætter i samme spor med Made In Europe, en lidt mere grandios affære, idet det 45 mand store RadioUnderholdningsOrkester er blevet indforskrevet til at spille arrangementer af Butch Lacy i samklang med solistens fine lille orkester.

Alt lavet med hænderne
»På Made In Europe skulle der nogle ekstra lag på musikken for at opnå lidt større udslag på følelsesbarometeret, så vi kunne komme ud i nogle hjørner med mere drama og intensitet. Jeg har altid drømt om at indspille sange som »Lush Life« og »You’re My Thrill« med stort orkester, blande det bluesede med strygere, det har altid fascineret mig. Og at sidde sammen med sådan én som Butch Lacy og skrive arrangementer og følge, hvordan alt blev lavet med hænderne, jamen, det er mig ikke muligt at fortælle, hvor vidunderlig en arbejdsproces det har været. En ting er det musikalske, at tage nogle beslutninger om hvordan det skal lyde, lytte til hvad andre mener, skære igennem og stå ved sine beslutninger. Til gengæld har jeg jo været i selskab med nogle mennesker med en fantastisk know-how og en musikalitet uden lige. Det er lige til at blive ydmyg af, for man bliver aldrig færdig med musik. Der er altid nyt at lære og altid noget, man ikke har hørt. Og det har været et kick uden lige at arbejde sammen med sådan én som Lacy, der har prøvet alt og ved så uendeligt meget mere om det her felt, end jeg gør, og så alligevel siger, ’Well, baby, du gør bare hvad du nu synes’. Én, som i den grad stoler på mine beslutninger, min erfaring og den måde jeg fortolker sangene på. Wow! Den form for respekt vokser man af.«
»I sidste ende er det en livslang ambition, jeg har fået indfriet og lige så hårdt det har været, lige så glad og taknemmelig er jeg over at have gennemført det. Det har været et stort projekt, som jeg har brugt år på at forberede, for der er så mange mennesker involveret, at det også er blevet ret kostbart. Og okay – da alt var indspillet og alle var gået og jeg sad dér i studiet med en tekniker og sådan noget som 300 spor, var det eneste jeg kunne finde på at sige til ham, ’Skal vi ikke lige tage en kop kaffe!’ (griner).«

*Caroline Hendersons Made In Europe (Sundance) udkommer mandag, hvor den vil blive anmeldt i disse spalter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu