Læsetid: 4 min.

Kampen om den historiske kvinde

Enten må manden blive blød som en kvinde. Ellers må verden blive kvindelig. For tallet 15 er mandchauvinistisk i kunsten verden
1. oktober 2004

Kunstgrebet
Det plejer at være synd for kvinderne, det plejer at være dem, som er ofre for det patriarkalske samfunds undertrykkelse, dem som trods en vellykket kastration af en hel mandegeneration ikke fuldt ud kan nyde sejrens sødme: Ligeløn og ligeværd. Og det var muligvis derfor, den vakte så meget opmærksomhed blandt kvinder i 50’erne, den endnu ikke offentliggjorte undersøgelse, som fik en vældig omtale i ugen, der gik. Den viste, at nu var manden blevet offer for den patriarkalske verdensorden: Han var tydeligvis ikke kastreret nok, for hvis ikke han var villig – og det var han ifølge undersøgelsen ikke – til at tage kvindejob (også kaldet omsorgsjob), ville han ende i en helt ny underklasse af ufaglærte mænd.
Herfra bedrives ikke motivforskning, men man kunne forestille sig en af to forklaringer på den entusiasme, hvormed undersøgelsen blev mødt: Der kunne være tale om solidaritet fra offer til offer; en situation hvor de mere erfarne ofre, kvinderne, omfavner og inkluderer de nytilkomne, de rigidt mandlige mænd, i deres kreds og i deres kamp. Man kunne også forestille sig, at den tjente som anledning til at konkludere, at kastrationen ikke var fuldendt, at drengen overlevede inde i mændene selv uden nosser, at kastrationen ikke var noget, der var gjort, men blot noget, der var påbegyndt.
Det blev fremlagt som et problem, at friheden kun er relativ og ikke absolut. Sådan forklarede manden bag undersøgelsen, Steen Baagø Nielsen, det her i avisen:
»I dag opfatter vi, at vi alle har et frit valg, men der er ting, de unge orienterer sig efter. F.eks. indeholder erhvervstraditioner i familie og blandt bekendte nogle bestemte værdier, som gør visse valg uønskede eller utiltrækkende og andre valg langt mere oplagte. Vælger de unge et kønsutraditionelt arbejde, skal de i højere grad begrunde det.« Jae?
Det er tilsyneladende ikke blot indvandrere og flygtninge under tvangsintegration, for hvem det må forstås som et problem med et kulturelt tilhørsforhold. En minoritet af flere mænd og nogle kvinder er nu tilsyneladende heller ikke villige til at kaste alt overbord for friheden. Man må jo næsten ønske sig Bertel Haarders mellemkomst, så de rigide trues med pisken, og det hyperfleksible og moderne mennesker plejes og lokkes frem med guleroden.
Alt imens kunne Politiken berette om en beslægtet skævhed i den anden ende af klasseskalaen: Blot hvert 20. bestyrelsesmedlem i de vigtigste selskaber på børsen er kvinde – hvis man ser bort fra de medarbejdervalgte medlemmer – og på direktionsgangene står det værre til: En ud af 76. Den ene er Lise Kingo fra Novo Nordisk (naturligvis) og hun optrådte i TV2’s underholdningsprogram Go’ Aften Danmark samme aften. Hun synes naturligvis, det var lidt trist, men var optimist. Det er som om, sagde hun, at det er ved at gå op for dem (virksomhederne) at »de også skal være lidt kvindelige.«

Summa summarum: På bunden må manden blive en kvinde for ikke at gå til, på toppen må verden indrette sig efter Bo Bedre for at give rum til kvinden. Kastrationen vandt over penismisundelsen. Hvis ellers kvindekampen vokser frem som et træ fra neden og op, har den fremtiden på sin side. Og vel netop derfor står kampen nu om fortiden. Og det gjorde den så også i den forgangne uge.
Nævn de 15 vigtigste danske forfatterskaber fra før 1965, som alle unge danskere burde have kendskab til. Ville følgende være med? Amalie Skram, Thit Jensen, Agnes Henningsen, Karin Michaëlis, Mathilde Fibiger, Marie Bregendahl, Thomasine Gyllembourg, Charlotte Dorothea Biehl og Elsa Grass? Og ville Leonora Christine være selvskreven?
Det handler naturligvis om kanonen. Forfatteren Inge Eriksen mere antydede forleden her i avisen, at hun godt vidste, hvorfor ikke flere end den ene kvinde (Karen Blixen), var kommet med på den obligatoriske liste. Matriarkatet rumsterer faretruende under den etablerede verdensorden.
»Man har undveget en masse problemer ved ikke at pege på bestemte værker,« lød den slet skjulte trussel.
Man kunne også forstå på Eriksen, at tallet 15 nærmest var mandchauvinistisk. Havde man i stedet lavet en liste på 20, havde kvinderne være selvskrevne. Men 15!
»Vi kan ikke kompensere for 800 års ulighed mellem kønnene,« forklarede kanonudvalgets formand, manden Jørn Lund høfligt, men lige lidt hjalp det. Inge Eriksen pegede på kanonudvalgets grove fravalg af særlige litterære discipliner – naturligvis med konspiratorisk mål for øje: »Der er ingen dansk forfatter, der har overgået Thit Jensen i beskrivelsen af en folkemængde.«
Så må vel også hun være selvskreven?
I går udkom Kulturministeriets månedlige magasinpamflet, Kulturkontakten, med grund til forargelse: Den danske (offentlige) kunststøtte går for langt størstedelen til mænd og har gjort det i de sidste 20 år, som Kulturkontakten har kigget på. Men det er svært for den sejrende minoritet at kræve særbehandling – fremtiden er jo deres – og derfor lyder et forsigtigt gæt, at undersøgelsen vil blive modtaget med let til moderat forargelse, men ikke mere.
Kampen står i stedet om guldalderen – mændenes forstås – for ingen sejr er større en den, der strider imod enhver fornuft.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu