Læsetid: 4 min.

Kerry kan give Irak en frisk start

Men Irak er blevet et morads, som kan sluge alle gode hensigter
23. oktober 2004

Analyse
Kerry har en plan, som skal vinde Irak-krigen. Det har Bush også. Planernes indhold afviger ikke stort. Den helt store forskel: Kerry er ikke Bush.
Under den siddende præsident har håndteringen af krigen været inkompetent i næsten ufattelig grad. Årsagerne er mange. Men den afgørende er, at Bush-regeringen har klamret sig til forkerte antagelser og stædigt holdt kursen. Det problem er dybt rodfæstet i præsidentens karakter og den ideologiske forblændelse, som har præget beslutningsprocesserne. Først i de aller seneste måneder er nogle af de mest katastrofale fejl blevet rettet – ofte i overensstemmelse med, hvad demokraternes kandidater fremhævede under primærvalgene.
Med Kerry i Det Hvide Hus opstår chancen for en frisk start. USA’s strategiske interesser og mål i området kan nyvurderes. På alle ledende poster kommer nye folk til, som kan have lært af deres forgængeres fejl eller i det mindste ikke har noget investeret i den gamle kurs. Kerry selv kan anføre en mere åben beslutningsproces, som ikke holder verdens realiteter på afstand.
Hans Irak-plan er imidlertid mere udformet med henblik på den amerikanske valgkamps realiteter end Iraks. Planen indeholder en række forslag, som ikke kommer meget videre end slagord, og fra hans bagland kan ikke hentes væsentligt mere substans. Fra Center for American Progress, som rådgiver Kerry, foreligger en mere detaljeret »strategi for fremskridt« fra maj i år, men den er stort set overhalet af begivenhederne. Mange af partiets eksperter er bragt i miskredit, fordi de oprindelig støttede Bush, og uenigheden i deres rækker er stor. Et betydeligt mindretal, som nok har størstedelen af partiets kernevælgere bag sig, ønsker hurtig tilbagetrækning, næsten uanset den kortsigtede pris.

Kerry-planens første punkt er, at krigen skal »internationaliseres, fordi andre bør dele byrden«. Men der er ikke noget, som tyder på, at FN, NATO eller muslimske lande vil bære større byrder. Tværtimod. Der kan være brug for 50-100.000 soldater ekstra. Koalitionen bag krigen har hele tiden været et skrøbeligt politisk figenblad, og det skrumper hastigt. Mellem de endnu halvt skjulte hemmeligheder er, at bortset fra Storbritannien har ingen af USA’s allierede leveret et bidrag, som blot kommer i nærheden af udfordringen. Nogle af de største styrker må, efter krav fra deres regeringer, ikke anvendes offensivt. Der er tegn på udbredt korruption, idet udsendte enheder har købt sig til fred lokalt via passivitet. Et ubesvaret spørgsmål er: Hvad vil Kerry give til gengæld?
Planens andet punkt er, at irakere skal trænes, så de selv kan varetage sikkerheden. Efter en meget sen start er omfattende træning nu indledt, men propagandaen står ikke mål med behovene. Bush hævder, at 125.000 irakere ved årets udgang er i uniform og trænede. Men næsten halvdelen er politifolk, som ikke skal bruges mod oprørerne. Den anden store blok består af en slags hjemmeværn, hvor soldaterne har fem dages træning. Irak har brug for kvalitet, ikke kvantitet – og træning er tidskrævende. Flere eksperter anslår, at Irak efter tre-fem år kan have tilstrækkeligt gode styrker, og Kerry kan ikke gøre meget ved det.
Tredje punkt er, at genopbygningen skal fremskyndes. Kun en forsvindende lille del af de lovede midler er hidtil anvendt. Måske kan Kerry presse Kongressen og allierede til større bidrag, men uden stabilitet vil mange projekter være umulige – eller blive sprængt i luften af oprørere. Størst effekt lige nu vil penge udefra få, hvis de udbetales i form af løn, og det vil Kerry-folkene måske være mere tilbøjelige til.
I planens fjerde punkt vil Kerry stræbe efter en »levedygtig« irakisk regering, og »troværdige valg« udgør nøglen. Der er meget få eksperter, som tror, at troværdige valg kan afholdes i januar. Værre er: En regering med demokratisk legitimitet er måske ikke relevant. For Irak-politikkens legitimitet i koalitionens hjemlande er valg utvivlsomt vigtige. Men irakerne ville nok være glade, hvis et diktatur gav dem personlig sikkerhed, gav dem bedre forsyninger og fast arbejde. En »demokratisk« proces vil måske især blot skabe nye modsætninger i landet.

Hovedproblemet med planen er, at USA allerede er kommet så langt ud i et nederlag, at det irakiske morads kan sluge alle gode hensigter. Modstandsbevægelsen er i det seneste år ifølge officielle skøn firedoblet fra 5.000 deltagere i »den hårde kerne« til 20.000, og nedkæmpelsen af den kan skabe flere fjender. Den mest realistiske – og samtidig mest risikable – udvej for USA er, at koalitionen fortsætter kampen to-tre år endnu, hvorefter man trækker sig ud af et land, der stadig er i krig, men nu vil det kun være irakere, som dræber irakere. En regering skal altså gøres så stærk, at den selv kan fortsætte kampen.
Når en ny præsidents embedsperiode begynder den 20. januar vil han vide, hvorvidt offensiver mod oprørere i de store byer lykkedes, og hvorvidt valget kunne gennemføres. Denne afklaring vil utvivlsomt påvirke en ny plan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her